Hæren af røde, blå og hvide knappenålshoveder på den store opslagstavle på fødegangen fortæller sin egen historie om, hvordan jordemødrene fra Hvidovre har kunnet holde gejsten oppe igennem fem hårde strejkeuger.
– De seneste to måneder har vi haft relativt få fødsler, så vi har også haft tid til at sidde og snakke. Det har været godt for ånden i huset, siger tillidsrepræsentant Kirsten Hasman og forklarer, at de blå knappenålshoveder er lig med antal fødte drengebørn, de røde er piger og de hvide er tvillinger.
Gennemsnitligt har Hvidovre 480 fødsler om måneden, men i april dykkede antallet til 427, og indtil videre ser maj også ud til at blive en stille måned, vurderer Kirsten Hasman.
– Ja, heldigvis har vi været forskånet for et højt fødselstal, konstaterer afdelingsjordemoder Eva Kongsgaard og fremhæver dette faktum samt jordemødrenes enestående holdånd og velvilje som de direkte årsager til, at nødberedskabet har fungeret upåklageligt.
– Vores jordemødre må være gjort af et helt specielt materiale, ellers var det faldet fra hinanden, men nu tror jeg også, de er ved at være møre af at blive kaldt ind på deres fridage… godt møre, understreger afdelingsjordemoderen og krydser fingre for, at strejken ikke breder sig ind over sommermånederne, hvor fødselstallet normalt stiger markant.
Ferien i fare
Eva Kongsgaard er ikke den eneste, der håber, at strejken snart er ovre. Midt i en myretue af snakkende kolleger, ringende telefoner og afleveringsforretninger sidder jordemoder Maria Møller og prøver at koncentrere sig om at skrive fødselsjournal.
– Strejken har været nødvendig. Helt sikkert. Det har givet en politisk debat om de offentlige lønninger og arbejdsvilkår, og det ser jeg som et mål i sig selv, for at vi kan bevare vores system i offentligt regi, erklærer Maria Møller.
Hun har brugt de fleste fridage på at farte rundt til demonstrationer og aktioner, og efterhånden mærker hun en afmatning, både hos sig selv og kollegerne, selv om de stadig holder fanen højt i Hvidovre.
– Vi har overskud til at holde nødberedskabet kørende indadtil, men det begynder at blive svært at holde aktivitetsniveauet udadtil, vurderer Maria Møller, der også har en helt privat bekymring: nemlig om hendes sommerferie med familien om fjorten dage også skal aflyses, lige som miniferien til London i april blev det. Det ville være surt, erkender hun.
Koster kontinuitet
Rent fagligt er der også omkostninger ved den langvarige konflikt, påpeger jordemoder Jacqueline Vejlstrup, som ”glæder sig meget til, at det er overstået.”
– Dels er det selvfølgelig belastende, at man ikke kan planlægge sin tid på grund af ekstravagterne i nødberedskabet, men det er også frustrerende, at konflikten går ud over kontinuiteten i vores arbejde, siger hun.
Desuden er Jacqueline Vejlstrup ikke så begejstret for strejkevåbnet som sådan.
– Lige nu er det os, der betaler hele prisen. Arbejdsgiverne sparer bare løn så længe, det varer, mener hun.
Jacqueline Vejlstrups største forhåbning er, at strejken munder ud i nedsættelsen af en ligelønskommission, og så selvfølgelig at lønnen bliver reguleret, så det kan mærkes. Men hun tør ikke gætte på, hvordan det hele ender.
Forventer lovindgreb
Det tør Henriette Mørkholm godt. Hun sidder i nødkonsultationen i dag og har godt gang i butikken. Lige nu er det Kristine Lauritsen, der er inde til tjek og orientering om, hvordan hun skal forholde sig, hvis strejken fortsætter.
– Så kommer du herind igen i 38. uge, siger Henriette Mørkholm, mens hun måler mave og tager blodtryk og konstaterer, at ”det er helt, som det skal være.”
– Jeg tror nu, der kommer et lovindgreb inden længe. Måske i næste uge, siger Henriette, efter at konsultationen er forbi. Ifølge hendes bedste overbevisning er det ikke det værste, der kan ske.
– Jeg synes, det har nogle store omkostninger privat, at man ikke kender sine vagter mere end et par dage frem, siger hun og opremser de demonstrationer, hun desuden har skullet deltage i i sin fritid. Også lidt trættende i længden.
Nyansatte Signe Kampegaard er enig med Henriette i, at et indgreb er forventeligt.
– Faktisk var jeg da lidt forundret over, at det ikke skete, da forhandlingerne brød sammen, siger hun.
– Men jeg tror, politikerne har en agenda om, at jo flere penge, der kan flyttes over i det private, jo bedre. Derfor lader de konflikten køre lidt endnu, forudser Signe Kampegaard.