Amalie Lyngbo Henningsen er jordemoder og studerer på kandidatuddannelsen i jordemodervidenskab på SDU
Klummen skrives på skift af Sisse Hulsbæk, Ann-Birgitte Havelund Nielsen, Karin Jangaard og Anne-Sofie Nørager. Gæsteskribenter kan også forekomme.
Da jeg i november sidste år var medunderskriver på debatindlægget Fødende kvinder bliver krænket psykisk og fysisk af det system, der skal hjælpe dem i Information, påstod jeg, at der eksisterer forråelse i svangreomsorgen. Det gjorde jeg på baggrund af, at jeg, alle de steder mine jordemodersko har betrådt, har været vidne til både fysiske og psykiske overgreb på kvinder. Og nu, hvor de hjerteskærende fødselsberetninger synes at stå i kø for at vælte ud af skabene, er jeg kun bekræftet i, at mine erfaringer nok ikke er sort uheld.
Men … selvom jeg fortsat mener, at indlæggets påstand står til troende, er jeg alligevel blevet nogle erkendelser rigere siden. For det skulle vise sig, at jeg ikke nåede vores vigtigste samarbejdspartnere, lægerne. Og det nok med god grund, retorikken stod i vejen.
Jeg havde begået min største retoriske brøler, hvorefter jeg spurgte mig selv: Ville jeg egentlig blot have ret, eller ville jeg have debat og forandring, da jeg satte mig som medforfatter på ovennævnte debatindlæg?
Jeg har læst retorik og da modreaktionerne på indlægget kom, så jeg med ét min retorikprofessor for mig. Jeg så hende dumpe mig. Ikke grundet indlæggets påstand, men fordi jeg i indlægget begik det, hun ofte omtalte som en retorisk dødssynd: at forsømme sin modtager. Når man taler om retorik, også kaldet overbevisningens kunst, vil nogle nok kende den retoriske dyd ethos; opnåelse af troværdighed. Den skuffede professor ville nok have husket mig på, hvordan gode gamle Aristoteles i sin omtale af ethos nærmest udviste et kærlighedsforhold til begrebet aréte: at vise velvilje.
I vores indlæg burde vi have udvist modtagerne forståelse, anerkendt dem og ikke mindst inkluderet dem i de retoriske overvejelser. I hvert fald, hvis de skulle finde os troværdige, hvilket jeg vil mene er helt afgørende for at opnå forandring.
For i ethvert råb om forandring må vi huske, at der også implicit ligger et råb om, at status quo ikke er acceptabelt. Derfor bør påstanden om forråelse nok serveres på en spiselig måde i michelin-klassen, for at trænge igennem.
Men jeg vil igennem og opsøgte derfor psykolog Dorthe Birkmose. Hun har beskæftiget sig med forråelse i snart to årtier og gjorde følgende klart for mig: Det vigtigste er, at du ikke går hurtigere frem, end andre kan tåle. Og det var jo præcis den fælde jeg røg i, da jeg troede, at et gedigent slag i bordet i Information ville give ørenlyd. Og så var dén ged barberet.
Hun fortalte også, at man bedst vender forråelseskulturen internt i faggrupper, men at fagforeninger ofte er enormt berøringsangste. Da hun sagde det, var det mindre end 24 timer siden, Lis Munk havde gjort det klart, at hun ”er allermest optaget af, hvordan vi kommer hen til at kunne tale om kulturen (..)”. Så jeg aner derfor et håb.
Så til alle, der ikke føler berøringsangst, vil jeg baseret på mine samtaler med Birkmose komme med en opfordring: Vi må ikke forvente af hinanden, at vi kan holde styr på følelserne. At det er nemt eller simpelt. For forråelse er både et sårbart og et følsomt emne. De største følelser skal have lov at lægge sig, førend vi kan lytte, reflektere og indgå i dialog. Første skridt på forandringens vej består i at anerkende, at problemforskydning og benægtelse er uundgåelige automatreaktioner. At vi er nødt til at udvise stor aréte, hvis ikke vi vil nøjes med at få ret. Så lad os lægge høtyve og fakler samt bevare billedet af en skuffet retorikprofessor i baghovedet. Lad os ikke gentage min retoriske dødssynd: At forsømme modtageren og tro, at meningsfuld dialog kommer af forargelse, angreb og forsvar. Dødssynden tager jeg på mig, og vil advare om, at hvis den gentages for mange gange, risikerer vi at selvindsigt og kulturændring udebliver.
For kære kollega, er der noget, jeg har lært af det her, er det, at forandring ikke kommer af at lade retten til at ytre sig veje tungere end dét at få andre til faktisk at lytte. Manglende aréte skubber dem, man gerne vil nå, længere og længere væk. Og vi må simpelthen ikke snuble så meget over egen ivrighed, at vi mister forandringspotentialet, som vi står midt i.