Det er ikke altid, at høje faglige idealer kan føres ud i virkeligheden uden for store omkostninger på det personlige plan. Den erfaring har Hanne Birgitte Pedersen gjort sig. Hun var ellers begejstret, da hun 1. oktober sidste år fik mulighed for at indgå i det ene af to teams på fødeafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup, som tilbyder gravide at føde med én af de to jordemødre, de har mødt i deres svangrekonsultationer. Også for Hanne Birgitte Pedersen — jordemoder gennem 17 år — var begrebet ”kendt jordemoder” blevet et fagligt mantra; garanten for den gode fødselsoplevelse.
– Jo, det var med en snert af vemod, at jeg stoppede for i udgangspunktet synes jeg stadig, at det er et godt koncept. Både for den gravide og hendes familie og for os som fagpersoner. Men allerede i løbet af de to første måneder — hen over vinteren — kunne jeg mærke i kroppen, at det her ikke var sundt for mig. Mit adrenalinspejl var for højt. Jeg sov dårligt, når jeg var på kald, og jeg var bekymret for, om jeg nu også var udhvilet nok til at gøre mit arbejde godt nok om dagen. Selv når jeg ikke blev kaldt til en fødsel midt om natten, men bare blev ringet op for at skulle vejlede en gravid, der fx havde vandafgang, så lå jeg vågen bagefter og spekulerede på, hvordan det gik hende, siger jordemoderen, der nu er tilbage i den normale normering på fødegangen. Her arbejder hun også i døgnvagt, men når det er en del af en fast planlægning, generer det ikke hendes nattesøvn.
Amtssygehusets projektet med ”kendt jordemoder” er et to-årigt forløb, hvor først et og siden to teams, bestående hver af to jordemødre, tilsammen varetager 140 fødsler om året. De dækker hinanden ind på tværs af de to teams ved ferie og kortere fravær. Ved længerevarende sygdom vil der være vikardækning. Det har til gengæld været en klippefast aftale, at den jordemoder i teamet, der har fri, vitterlig har fri. Nærvær og ansvar ved alle fødsler Der nåede dog at gå endnu fire måneder fra den første uro og utilpashed begyndte at gnave, til Hanne Birgitte Pedersen besluttede sig for at melde fra. Det betød et farvel til det nære samarbejde, som hun ellers fandt rigtig spændende.
– Det er jo altid interessant at være pionér. Og vi havde et fremragende team, hvor vi fire havde mulighed for at diskutere vores gravide mere indgående end man normalt gør i en mere konventionel arbejdsorganisering. Den her form for organisering giver en højere grad af involvens. Det er fagligt meget tilfredsstillende at vide, at dét man gør, betyder, at den fødende har bedre odds for at få et positivt forløb. Men det er jo så også den form for ansvarlighed, der betyder, at man måske involverer sig lige lidt mere end det er godt for en selv, konkluderer hun.
Hun erkender, at hendes personlige reaktion på arbejdstilrettelæggelsen i projektet først og fremmest er — personlig. De øvrige jordemødre har ikke valgt at gøre som hun, og det har heller ikke været et problem at finde en anden til at overtage hendes plads.
– Der er jordemødre, der på forhånd siger: ”Nej, den måde at arbejde på er ikke noget for mig. Det vil passe meget dårligt til mit familieliv. Jeg vil vide, hvornår jeg skal på arbejde.” For mig var det altså nødvendigt at afprøve idéen, før jeg fandt ud af, at det kunne jeg ikke klare i praksis, siger Hanne Birgitte Pedersen.
Der dog ikke er gået ud af projektet uden at have en brugbar, positiv erfaring med sig også.
– Jeg mener, at vi som jordemødre skal gøre os umage med at have det samme nærvær og ansvar – også når vi arbejder indenfor en mere konventionel fødselsorganisering. Men det synes jeg nu også, at vi gør et langt stykke ad vejen. Det handler altid om at kunne støtte den fødende, når hun er bange, smerteforpint og ude af kontrol. Jeg synes fortsat, at det er godt, at der bliver lavet denne slags tilbud på stadig flere sygehuse, men jeg er realist. Det ville næppe nogensinde blive alle fødende, der kan få tilbudet om at føde med kendt jordemoder, vurderer hun.