I Tanzania skal man betale for al hospitalsbehandling, offentlig og privat. Forskellen er, at de private tilbud er bedre – og dyrere. Vil man være helt sikker, tager man til udlandet. Som fx præsident Mkapa, der lod sig behandle på et hospital i Schweiz. Kun svangreomsorg og sundhedspleje af børn under fem år er gratis. Og så er det gratis at føde på de offentlige hospitaler.
Men hospitalerne ligger i byerne, så en fattig kvinde fra landsbyen må gå i mange timer for at nå frem. Højgravid, måske med veer. Har hun penge, kan hun skrumple af sted i bussen. Det kræver et godt helbred at nå frem. Og det kræver et virkelig godt helbred at klare forholdene på fødeafdelingen.
– Det er vores indtryk, at mange kvinder vælger at føde hjemme næste gang. De får alligevel ingen hjælp på hospitalet, fortæller tre danske jordemoderstuderende, som i sommer har besøgt Tanzania for Kvindernes U-landsudvalg.
Føder uden hjælp
Den gratis fødeafdeling på Muhimbili National Hospital i Dar es Salaam er overbelastet og underbemandet. Der mangler medicin og udstyr. Der er uhygiejnisk og ingen ordentlige toiletforhold. Pårørende har ikke adgang. Der ydes ikke nogen form for forplejning, end ikke rent drikkevand. Alligevel kan den gratis fødselshjælp være for dyr for en fattig kvinde.
Familien kan ikke undvære hendes arbejdskraft og hun skal betale for transport, forplejning og tøj. Også blod skal hun sørge for, hvis hun vil sikre sig. Blodbankerne er tørlagte, fordi folk ikke tør lade sig stikke på grund hiv-risikoen. Hun kan blive afkrævet betaling for handsker og andre remedier – især hvis hun skal føde i slutningen af en måned, hvor hospitalets depoter er tømt! Penge under bordet til de lavtlønnede læger og jordemødre kan også vise sig at være nødvendigt. Og så ender hun alligevel med at føde stort set uden hjælp.
Mødrene dør
Fødeafdelingen kan ikke tilbyde kvinderne behandling. Behandling af gynækologiske problemer, fx på grund af omskæring, tidligere fødsler eller vold, mislykkede aborter eller sexuelt overførte sygdomme – eller barnløshed – koster penge. Derfor er den gratis fødegang adskilt fra de øvrige hospitalsafdelinger.
– Der er lang vej, før kvaliteten i omsorgen og kvindernes reproduktive rettigheder er sikret, vurderer professor Siriel Massawe på Muhimbili.
For kvinder er det et meget stort problem, at kun fødselshjælp er gratis, mens alle problemer og vanskeligheder, der skyldes illegale aborter, graviditeter uden for livmoderen eller komplikationer i forbindelse med graviditeten, hører under gynækologisk behandling – som koster penge.
Siriel Massawe mener, at det er tid at fokusere på de fødendes rettigheder og kvaliteten i omsorgen. Men brugerbetaling på sundhedsvæsnet underminerer helhedssynet og har store skadevirkninger for kvinders helbred. Kvinderne føder hjemme, og mødredødeligheden stiger.
Dagvagt på fødegangen
Det kan være en barsk og chokerende oplevelse for danske jordemoderstuderende at besøge en fødegang på et offentligt hospital i Tanzania.
Sara Wernery, Sanni Nielsen og Maria Aarhus fulgte en dagvagt på fødegangen på Muhimbili, der er landets førende hospital. Det varetager 12-13.000 fødsler om året – ca. 35 fødsler pr. døgn. Fødeafdelingen betjenes af skiftende læger og 3-4 jordemødre, der arbejder i treholdsskift. Hver dag er der mange børn, der ikke overlever. I 2003 døde 60 kvinder på Muhimbilis fødegang.
– Det mest slående for os var, at der ikke er nogen, der interesserer sig for de fødende kvinder. Der er ingen, der spørger dem om noget eller fortæller dem noget. Kun når hovedet er på vej, samler læger, jordemødre og studerende sig om den fødende, beretter de jordemorstuderende.
– På den intensive svangrestue så vi en 20-årig kvinde, som havde fået foretaget en mislykket illegal abort. Hun havde været indlagt i 15 dage på grund af infektion, og hendes tilstand var blevet stadig dårligere. Hun var ude af stand til at kommunikere, lå fraværende hen og reagerede kun på smerte. I Tanzania er abort kun tilladt, hvis det er nødvendigt for at redde kvindens liv. Der er ingen behandling. Hygiejne og omsorg er nærmest ikke-eksisterende. De fødende må klare sig selv, uden vand eller mad, og med en spand ved siden af sengen til opkast og afføring. Pårørende har ikke adgang til de tætpakkede 10-sengsstuer. De kan indlevere mad, drikkevarer og rent tøj ved hospitalets hovedindgang.
Den private fødegang
På Muhimbili kan man imidlertid også føde på en særskilt privat afdeling, der betegnes »Intramutal Private Practice Medicine«. Her kan man købe sig til bedre og flere ydelser.
Der er kun tre senge på stuen, der er en læge og en jordemoder – og kvinden kan have pårørende med ind.
I den private fødeafdeling koster en konsultation ca. 35 kr. En normal fødsel koster ca. 285 kr. – hvilket svarer til en jordemoders månedsløn efter skat. Kejsersnit koster ca. 855 kr. og svarer således til næsten tre måneders løn for en jordemoder.Privathospitalet:
Fødestue med tv
Private hospitaler i Tanzania – som Mission Mikocheni Hospital i Dar es Salaam – står til gengæld parat med fine senge på 2-sengsstuer og enestuer. Pårørende kan være med ved fødslen, og der er tv og sofaer. Hospitalet har kun omkring 30 fødsler om måneden.
Prisen for en fødsel er ca. 425 kr. Det er således 50 procent dyrere end at føde på den private fødegang på Muhimbili.
Kvinden skal medbringe tøj til sig selv og barnet. Prisen inkluderer, at hun kan blive på hospitalet i 24 timer efter fødslen, mod 6 timer på Muhimbili.
Kvinder, der er indlagt i længere tid på grund af komplikationer, må selv sørge for tøjvask og mad.
Et distriktshospital: To i en seng
På det offentlige Amana Distrikts Hospital i Dar es Salaam er der hverken tv eller sofaer.
Her føder 12.000 kvinder om året deres børn. Opholdet er gratis. Hospitalet består af to barakker. Ved hegnet mellem de to barakker står de pårørende med forfriskninger og opmuntrende kommentarer til de fødende. I den ene barak er der et modtagerum – fyldt med kvinder med veer, der venter på, at fødslen skal skride frem. Til de mange fødende er der fire senge fordelt på to fødestuer – med to kvinder i hver seng – og en intensiv afdeling med tre sengepladser. Den anden barak rummer barselgangen, hvor mødre og nyfødte kan opholde sig i op til seks timer efter fødslen.
Trods de trange forhold var der en rar atmosfære, og toiletfaciliteterne og de separate føderum var langt bedre end på Muhimbili, fortæller de tre danske jordemoderstuderende.
– Men hygiejnen var ikke god. Kvinderne lå sammen i sengene, som ikke altid blev rengjort mellem hver fødsel. Og der var katte overalt, som følte sig hjemme i sengene ved siden af kvinderne.
I de tre timer, de jordemoderstuderende var på besøg på Amana Distriktshospital, blev der født to levende og tre døde børn:
– Vi oplevede, at døden er en naturlig del af livet på en tanzaniansk fødegang. I et føderum lå en kvinde, der lige havde født et levende barn, ved siden af en kvinde, der var ved at føde et dødt barn. Og på børnebordet overfor lå et dødt barn alene, svøbt i en kanga, stadig med iltsonden i næsen. Men livet går videre.
Jordemødre savner respekt
Blandt de største problemer er den mangelfulde uddannelse. Jordemoderuddannelsen er en 1-årig overbygning på en 3-årig sygeplejerskeuddannelse.
Mary Mwakyusa arbejder som jordemoder på Muhimbili. Hun blev uddannet for 15 år siden og har siden gennemført en diplomuddannelse. Hun ser det som et stort problem, at jordemødrene mangler anerkendelse og respekt og er meget lavtlønnede.
– Der er ingen, der ser, hvad vi gør, og hvilken betydning det har, siger hun.
Det er lægerne, der bestemmer på trods af, at de ofte er uerfarne.
Mary Mwakyusa mener, det er godt, at det er gratis at føde i Tanzania. Men det er til gengæld forfærdeligt, at kvinder med gynækologiske problemer selv må betale for al behandling, siger hun.
– De uuddannede og fattige kvinder har ingen resurser, og deres sundhedstilstand er ofte ringe. Mary Mwakyusas bud på en bedre fremtid for Tanzanias kvinder er mere uddannelse og efteruddannelse, bedre arbejdsbetingelser, bedre faciliteter og mere i løn.
Men i stedet har Tanzania fået brugerbetaling, som skaber ulighed mellem fattig og rig – og mellem mænd og kvinder. Antallet af patienter – og hospitalsfødsler – er faldet drastisk i en række afrikanske lande – med størst frafald blandt de fattige.
Mange ulande blev – sideløbende med privatiseringer – tvunget til at indføre brugerbetaling i de offentlige sundhedstilbud op igennem 80’erne og 90’erne. Men en fattig befolkning har ringe betalingsevne, og brugerbetaling har ikke forbedret kvaliteten i sundhedssektoren. Pengene bliver væk i et hav af uopfyldte behov, administration og korruption.