Som jordemødre er det også vores opgave at få kvinder og mænd, der rammes af en fødselsdepression til at se og erkende deres lidelse og mærke, at der er en vej ud.
Vi skal drage omsorg for processen, og hjælpe de pågældende til at se, at der ikke er noget skammeligt at få andres hjælp til at klare en udfordring, men at det tværtimod er en skam at være i livet med tunghed og tristhed, hvor der kunne være glæde og udvikling. Med den rette hjælp kan der skabes grobund for, at depressionens frø kan vokse sig til de smukkeste blomster. Jeg vil her fortælle lidt om, hvordan jeg selv arbejder.
Bag den lukkede skal
Når jeg møder en gravid, der ser ud til at mangle energi, er afvigende eller lukkende på mine spørgsmål til barnet og graviditeten og generelt udstråler tunghed, da er min opgave at prøve at trænge ind bag den lukkede skal.
Når relationen er skabt, prøver jeg på en kærlig, men vedholdende måde at skubbe til kvinden for at hjælpe hende til at erkende den udfordring, hun står overfor og finde vejen ind i moderskabet. For eksempel ved at spørge til barnets navn, temperament, udseende m.v., så barnet bliver mere virkeligt for hende.
Når jeg omvendt møder en kvinde med fuld drøn på karrieren, som ikke stopper op og giver plads til den moderlige fordybelse, da skærpes min opmærksomhed tilsvarende. Hendes manglende vilje til at forholde sig til fødslen og mødet med barnet, giver mig en mistanke om, at hun kan få svært ved at overgive sig til moderskabet. En tilstand, der i værste fald kan lede til fødselsdepression.
En af udfordringerne for den, der rammes af en fødselsdepression, er at få identiteten til at følge med. Derfor er det en god idé at skubbe på både kvindens og mandens personlige udvikling, hvis man fornemmer, at de er i en risikogruppe. Man kan for eksempel opfordre parret til at tale om, hvad de forventer af sig selv som forældre og af partnerens rolle som mor eller far. Jeg spørger også gerne ind til hvilken familie, de selv er vokset op i.
Depressionens potentiale
Hvis den gravide allerede befinder sig i en depressiv tilstand inden fødslen, vurderer jeg, om hun synes at være i stand til at tage imod den transformation, der kan ske i et sådant forløb.
I den såkaldt ’gode depression’(1) vil den depressive trække sig tilbage, fordybe sig og reflektere og derefter orientere sig på ny og komme videre. Kvinden tvinges her til at se på sig selv, på sit liv og sine værdier – sin identitet med andre ord – hvilket kan rumme kimen til en positiv udvikling. I de tilfælde undersøger jeg, om der skulle være en bagvedliggende, ubearbejdet sorg, som presser sig på, jeg beskriver for parret, at en mere indadvendt periode kan være givende i graviditeten, og desuden forklarer jeg, at de følelsesmæssige reaktioner kan have deres klare berettigelse.
Hvis kvinden derimod er fastlåst i depressionens greb uden evne til at reflektere og transformere sin identitet, har hun brug for et længerevarende terapeutisk forløb, eventuelt suppleret med antidepressiv medicinsk behandling. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at jeg står for kontakten til kvindens egen læge for at få en behandling sat i værk.
Samtidig er det vigtigt at få skabt forståelse fra hendes partners side og eventuelt andre nære bekendte, så de forstår deres rolle som et måske livsnødvendigt sikkerhedsnet igennem resten af graviditeten og ikke mindst efter fødslen.
Efterfødselssamtalen som vindue
Når barnet er født, er efterfødselssamtalen en oplagt mulighed for at vurdere, om parret er i risiko for at udvikle en fødselsdepression. Her kan man også forklare parret, hvilke reaktioner de eventuelt skal være opmærksomme på fremover. I de tilfælde, hvor fødslen har været en meget voldsom oplevelse, er det ikke nødvendigvis nogen god idé at gennemgå forløbet fra ende til anden, men at fokusere på enkeltdele og kaste lys på uklarheder kan være både givende og forløsende for parret og måske modvirke en truende fødselsdepression.
Jeg har siddet over for forældre, der troede deres barn var dødt ved fødslen, hvilket jeg så kunne afkræfte for dem. I disse tilfælde husker kroppen den chokerende oplevelse af at have mistet noget dyrebart, og derfor er det vigtigt, at man tager både de fysiske og psykiske reaktioner alvorligt, også når de bunder i en misforståelse.
De, der har en dramatisk fødsel bag sig, har tit også en sorg, der skal bearbejdes. For eksempel en sorg over, at de ikke fik den drømmefødsel, de havde glædet sig til. At hjælpe dem til at sætte ord på følelsen af tab, kan være en måde at forløse og bearbejde en overvældende hændelse.
Lad kroppen ryste
I de tilfælde hvor jeg fornemmer, at en fødselsdepression har en traumatisk baggrund, opfordrer jeg gerne kvinden eller manden til at opsøge en chok/traume terapeut – SE terapeut(2) som har speciale i forløsning af traumer.
Chok/traumer kan have meget forskelligartede udtryk, men en reaktion jeg jævnligt har mødt i forbindelse med traumatiske fødsler, er, at kvinden ryster meget. I særlig grad ved akutte sectio men også ved chokerende vaginale fødsler.
Det er vigtigt at give plads til disse rystelser og ikke dæmpe dem med medicin, hvilket ofte sker ved sectio. Rystelserne er en psykisk reaktion på, at kroppen har været udsat for noget overvældende og at nervesystemet prøver at genfinde sin balance. Så mit råd er, at når vores fødende eller deres mænd ryster eller sitrer efter en fødsel eller til en samtale, så giv plads til det og fortæl parret, at det er en helt normal, forløsende reaktion. Rystelserne forhindrer endda muligvis, at en chokerende hændelse sætter sig som et traume. Dermed mindskes også risikoen for en fødselsdepression.
1) Lars Sørensen: Særpræg, særhed og sygdom. Hans Reitzels forlag. 1996
2) Somatic Experiencing = SE.
Til at give forståelse for arbejdet med traumer og deres opståen kan bogen ”Væk tigeren” af Peter Levine varmt anbefales.