Fødselsaftaler og -kontrakter er på dagsordenen i diskussionen blandt personalet på flere af landets fødeafdelinger. Baggrunden for, at nogle gravide har behov for en fødselsaftale, ligger for manges vedkommende i manglende opfølgning på en tidligere dårlig fødselsoplevelse. Læser man Anne Mette Bertelsens og Camilla Gohrs antropologiske undersøgelse ”Den gode fødsel” og Sundhedsstyrelsens MTV-rapport: ”Kejsersnit på moders ønske”, støder man flere gange på den velargumenterede anbefaling: at afholde efterfødselssamtaler. Og jeg begynder at overveje, om det er dét fokus, der skal til også før fødslen — nemlig samtalen?
Kunne det tænkes, at vi, såfremt vi rutinemæssigt og grundigt talte forhold omkring fødslen igennem sammen med den gravide og hendes partner i fødselsforberedelseslokalet (jo, du læste rigtigt…) og i konsultationsrummet, mindskede behovet for kontrakter, underskrifter og aftaler? Er det i virkeligheden dét, den gravide først og fremmest efterlyser?
Aftaler til alle
Jeg har selv været fortaler for udarbejdelsen af individuelle fødselsaftaler og for, at tilbudet ikke kun skulle gælde gravide med fødselsangst, men blev et tilbud til alle gravide. Dels fordi jeg har oplevet, at den gravide bliver mere positivt afklaret af en samtale og af skriveprocessen, uanset om den tager form af et brev til jordemoderen, punktvise ønsker eller en mere formaliseret kontrakt. Og dels fordi jeg har tænkt, at et generelt tilbud om individuelle aftaler til alle forbygger stigmatisering af fødselsangste gravide og varetager interesserne for gravide med uudsagt fødselsangst.
Kontrakt fastlåser — mener nogle
Det er ikke alle, der synes, at ideen om individuelle fødselsaftaler er god.
”En individuel fødselsaftale eller -kontrakt fastlåser!”, ”Fødselsforløb kan ikke planlægges!” er nogle af modargumenterne. Her kan man modsat spørge, om ikke fødselsaftalen tværtimod er med til at frigøre kvinden fra den angst, der hidtil har fastlåst og kontrolleret hende? På den måde bliver kontrollen over fødslen (i den udstrækning man nu kan tale om en sådan) til en i bedste fald frigørelse af kvinden fra fødselsangsten.
Uanset hvad man i øvrigt mener om fødselskontrakter, er en af de største farer i de individuelle fødselskontrakter at komme til at love kvinden for meget. At vi kommer til at give hende en falsk tryghedsfølelse i en fuld forståelig iver efter, at hun her og nu (under graviditeten) skal føle sig godt tilpas og kan se frem til et overskueligt forløb.
Vi ved, at det er afgørende vigtigt, at kvinderne inddrages i beslutningsprocesserne i fødslen. Men vi ved også, at langt de fleste er indstillet på at fravige deres primære ønsker, hvor fødslen forløber anderledes end forventet. Og vi skal som fagpersoner være realistiske i vores tilbud til den gravide.
Kvantitet og kvalitet
Når det generelle er politisk på plads (og her udelukker det individuelle ingenlunde et alment grundlag, uden hvilket politisk handlen jo slet ikke er mulig) med klare retningslinjer for svangreomsorgen, udarbejdet efter en forebyggende og sundhedsfremmende tanke, etiske principper og i det hele taget fagligt/sagligt velfunderede overvejelser, bliver der så meget mere tid til den individuelle samtale omkring specifikke tanker og bekymringer.
Der kan skæres så meget ned på det kvantitative, der i denne forbindelse bl.a. omhandler tid og rum til konsultation og fødselsforberedelse, at det bliver umuligt for fagpersonen at udfolde sig kvalitativt. Og jeg føler mig overbevist om, at hvis vi får tilstrækkelig tid og rum til forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, så minimerer, eller helt ophæver, vi behovet for underskrifter, aftaler, kontraktliggørelse og at stille den enkelte fagperson og gravide til ansvar for noget, der i virkeligheden er et politisk anliggende. Den gravide og fødende skal sikres mulighedsbetingelserne for, at hun, når hun bevæger sig på usikker grund, mødes af en jordemoder, der hjælper og støtter hende hele vejen igennem. Det er ikke rimeligt, at den enkelte skal tilkæmpe sig noget, der burde være en menneskeret og et fælles anliggende.