Hvad laver vi, to danske jordemødre, på FN’s andenstørste årlige samling i New York?
Vi deltager aktivt i kampen for globalt at forbedre kvinders ligestilling og rettigheder. Det er store ord, men det er ikke helt forkert. Hvert år indkalder FN’s kvindekommission (CSW) til mødesamling i FN’s hovedsæde i New York, og ikke mindre end 9.000 politikere, embedsfolk og repræsentanter for civilsamfundsorganisationer havde dette år tilmeldt sig mødet. I løbet af 14 dage blev der afholdt mere end 1.000 events rundt om i byen, hvor forskellige aktører fra hele verden og på alle niveauer satte fokus på kvinders forskellige problemstillinger. Derefter blev de officielle forhandlinger skudt i gang for til slut at ende med et dokument, som verdens meget forskellige nationer kunne finde enighed omkring. Som jordemødre med en stor interesse i at arbejde for fattige kvinders reproduktive og seksuelle sundhed og rettigheder var vi som repræsentanter for Kvindernes U-lands Udvalg – KULU – med som en del af den danske delegation.
Bivirkninger
På konferencen i New York advokerede KULU for kvinders økonomiske og juridiske rettigheder i ulandene og dette tema var naturligvis også prioriteret i år. Derudover kom vi som jordemødre i KULU med en ny sag, som vi kæmpede for at skabe opmærksomhed omkring: De store problemer med bivirkninger til prævention som kvinder i særligt det globale syd kæmper med. Igennem de seneste årtier har det internationale samfund gjort en enorm indsats for at udbrede moderne præventionsformer til ulande og for at gøre metoderne tilgængelige for alle verdens kvinder, og dette gode arbejde fortsætter. Man er nået langt med denne dagsorden og rigtig mange kvinder har nu viden om og adgang til prævention gratis eller til en pris, de kan betale. Som følge af dette begynder en anden problematik nu at trænge sig mere og mere på – en problematik som endnu ikke har fået meget opmærksomhed, men som i høj grad påvirker kvinders brug af prævention. Problemet er, at mange kvinder fravælger præventionen på grund af bivirkninger. Vi er blevet opmærksomme på denne problematik i forbindelse med et feltarbejde i Uganda, som tidligere er beskrevet her i Tidsskriftet (2018/6). I dette feltarbejde blev over 100 kvinde interviewet i fokusgrupper og enkeltvis og de nævnte alle problemet med bivirkninger til prævention. Dette fund bakkes op af kvantitative undersøgelser. I 2016 udkom Guttmacher Institute med en rapport om uopfyldte behov for prævention i ulande, hvor instituttet på baggrund af store kvantitative studier i 52 ulande havde undersøgt, hvilke årsager gifte kvinder havde til ikke at benytte prævention. Af denne rapport fremgår det tydeligt, at den hyppigste årsag til ikke at benytte prævention er bivirkninger.
Det er særligt de hormonelle præventionsformer, der giver problemer med bivirkninger og ikke mindst den meget udbredte P-sprøjte, som stort set ikke benyttes i Vesten. Velkendte bivirkninger er blødningsforstyrrelser, vægtøgning, psykiske påvirkninger og depressionstendenser, nedsat libido og øget risiko for blodpropper (www. plannedparenthood.org). For kvinder som i det daglige har hårdt fysisk arbejde eller som ikke har en god ernæringsstatus kan bivirkningerne være forbundet med store vanskeligheder. Eksempelvis kan lav hæmoglobin som følge af øgede blødninger have større konsekvenser for disse kvinder end for os i Vesten.
Der mangler i høj grad forskning i fattige kvinders oplevede bivirkninger ved prævention, så vi får et større overblik over, hvor internationale tiltag præcist skal sættes ind. I undersøgelser er ‘bivirkninger’ og‘frygt for bivirkninger’ ofte i én og samme kasse. Det er et problem og vidner om, at vi ikke tager fattige kvinders oplevede bivirkninger for pålydende, men definerer problemet som omhandlende ‘kultur’ eller ‘manglende viden’. Rapporten fra Guttmacher Instituttet indikerer imidlertid, at der vitterligt er uacceptable bivirkninger ved de tilbudte præventionsformer, da mellem 33 og 40 procent af de gifte kvinder, der tidligere har brugt moderne præventionsformer, fravalgte gentagen brug af disse netop på grund af oplevede bivirkninger.
Et kønspolitisk emne
I det tidligere nævnte feltstudie i Uganda, viste det sig, at bivirkninger ofte var årsag til at kvinder fravalgte prævention, selvom konsekvensen ville være uønsket graviditet, og måske flere børn end man kunne brødføde og betale skolepenge for.
Set i dette perspektiv er bivirkninger til prævention ikke blot et personligt problem, som kvinder må håndtere på individuelt niveau, men også et samfundsmæssigt problem og i høj grad et kønspolitisk emne. Hvis kvinder i ulande fravælger prævention og dermed får flere børn end de ønsker, kan det være med til at fastholde dem i fattigdom, afholde dem fra at tage uddannelse (især hvis de får børn i en ung alder) og hæmme deres autonomi og selvbestemmelse over egen krop og eget liv.
Vi mener, at denne problematik i høj grad er overset i den kønspolitiske debat og har derfor kæmpet for at skabe opmærksomhed omkring problemet.
På konferencen benyttede vi muligheden for både at gøre opmærksom på problematikken over for den danske ligestillingsminister, folketingspolitikere og de øvrige civilsamfundsorganisationer i den danske delegation. Alle reagerede med interesse, men også med overraskelse, idet de ikke tidligere havde hørt om problematikken. Som nævnt har fokus indtil nu været på at give kvinder adgang til og viden om prævention, så det at sætte fokus på bivirkninger ved moderne prævention er derfor også en balancegang. Vi ønsker ikke at medvirke til en modstand mod prævention eller at skabe unødig frygt for de metoder, der er til rådighed. Vores mål er derimod dels at medvirke til, at kvinder tilbydes en bred pallette af præventionsformer, så de har valgmuligheder, og dels at der allokeres penge til udvikling af flere acceptable præventionsformer til både mænd og kvinder og med færrest mulige bivirkninger