Fagligt indstik: Teknologi skaber tryghed – og bekymring

Denne artikel handler om, hvordan teknologi er en del af graviditeten, og hvordan de til rådighed stående teknologiske muligheder opfattes, italesættes og benyttes af de gravide. Udgangspunktet for artiklen er ph.d.-afhandlingen ’At være gravid – kvinders oplevelse af tilbud, valg og krav’ af jordemoder Grit Niklasson*, hvor teknologiens betydning for gravides opfattelse af det at være gravid, er et af temaerne.

Afhandlingen er en analyse af hvilke samfundsmæssige og kulturelle påvirkninger, der har betydning for den dannelsesproces, kvinder gennemgår i løbet af graviditetens ni måneder. Hvordan de muligheder, tilbud og forventninger, de mødes med fra sundhedsvæsnet, familien, vennerne og den mere perifere bekendtskabskreds, har betydning for de valg, som kvinderne træffer.

Arbejdet udspringer af en interesse for, hvad det er, der betyder noget for gravide kvinder i dag med den mangfoldighed, de gravide repræsenterer demografisk, socialt, værdimæssigt og politisk og på mange andre områder. Hvorledes og i hvilket omfang den ny viden og de nye teknologiske og samfundsbestemte muligheder, der er blevet aktuelle de seneste år, gribes og dermed præger den livsfase, graviditeten udgør. I den forbindelse er normalitetsbegrebet centralt, og dermed også den normativitet, der er til stede i samfundet generelt og i sundhedsvæsnet ikke mindst. Afhandlingens problemformulering lyder derfor således: På hvilke måder er graviditet underlagt samfundsmæssig normativitet? med følgende præciserende spørgsmål:

  • Hvilke sociale forskelle ses i, hvordan denne normativitet tegner sig?
  • Hvad betyder især sundhedsvæsnets opfattelse af normalitet og risiko for kvinders graviditetsforløb?
  • Hvorledes håndterer gravide kvinder dilemmaer relateret til normalitet og risiko? Og på hvilken måde knytter denne håndtering sig til kvindernes sociale baggrund?

Projektets metode er kvalitativ, hvor det er kvindernes vinkel, der er i fokus. I alt indgår 70 forskellige gravide kvinder på forskellig måde i datamaterialet, og nogle på mere end en måde – deraf forskellen mellem det samlede tal på 70 og antallet af begivenheder nævnt her:

  • 20 semistrukturerede interviews af 1- 1 3/4 times varighed med gravide fra 4. til 41. graviditetsuge, heraf 4 interviews på Færøerne
  • observation ved 15 scanninger med forskellige formål på fire forskellige fødeafdelinger, såvel på en lille, en mellemstor, en stor og en meget stor specialafdeling
  • observation ved 11 lægekonsultationer ved fire forskellige praktiserende læger
  • observation ved to samtaler med obstetrisk speciallæge på to forskellige specialafdelinger (mellemstor og meget stor)
  • observation ved 35 jordemoderkonsultationer hos seks forskellige jordemødre, både i almindelige konsultationer, i akut-konsultationer og i en ’ung-og-sårbar-gravid’-konsultation
  • jeg har fulgt fire kvinder med løbende samtaler, e-mailudveksling og følgeskab til deres undersøgelser i løbet af hele graviditeten. To af dem kom jeg i kontakt med allerede før graviditeten var indtrådt, og to af dem umiddelbart efter Jeg har fulgt dem gennem deres forløb fra den tidlige graviditet, eller fra før barnet rent faktisk er undfanget, til efter fødslen. Jeg har mødtes med kvinderne (enkeltvis – de kender ikke hinanden) på caféer, besøgt dem i deres hjem, gået med dem til undersøgelser og scanninger, har været på babytøjshopping sammen med dem osv. Her er den ustrukturerede samtale, hvori de gravide kvinder hovedsageligt har taletiden, kilde til fortællinger om deres refleksioner i forbindelse med graviditeten, med livet som kommende børnefamilie, med rollen som mor og med andet, der optager dem. Foruden dette indgår de fire også alle i den gruppe af 20 kvinder, som jeg har interviewet.

Det er interviewudskrifter, e-mail- og smskommunikation, observationsnoter og andre optegnelser fra disse forløb, der ligger til grund for afhandlingens analyse. Denne er udført ved hjælp af bricolageteknik som en eklektisk analyse: Jeg lod materialet bestemme, hvordan der skulle arbejdes med det. Der har i hele analyseprocessen været et gensidigt forhold mellem empiri og teori. Jeg har forsøgt at skabe en dialog mellem kvindernes stemmer og teoriernes påstande, og denne pendlen mellem empiri og teori har været afgørende for meningsfuldt at kunne arbejde med empirien (Kvale & Brinkmann 2009: 259 ff; Tanggaard & Brinkmann 2010).

Teoretisk har jeg arbejdet med at besvare spørgsmålene ud fra tre temaer: social differentiering (Bourdieu og Højrup), risikoaspektet (Douglas, Lupton og Beck) samt normalitet og normativitet (Canguilhem og Rose).

Teknologi som betydende faktor

Teknologi er det tema i hele ph.d.-projektets empiri, hvor der var størst variation i holdninger, og hvor der samtidig hos flere var størst ambivalens omkring dens berettigelse. Samtidig var der – paradoksalt nok – den mest ens praksis: Kvinderne tager næsten uden undtagelse imod de diagnostiske muligheder, teknologien byder dem.

Det skal bemærkes, at jeg med begrebet ’teknologi’ taler om fysiske redskaber til undersøgelse og diagnosticering, og specifikt den prænatale risikovurdering og de deraf afledte undersøgelser.

Teknologi kan give tryghed – eller det modsatte

Empirisk ser jeg, at en del af kvinderne ikke tillod sig selv at glæde sig før første scanning i uge 12. Diana fortæller ligefrem, hvordan hun anstrengte sig for ikke at forholde sig til graviditeten før scanningen:

”…men inden den første scanning gik jeg meget og tænkte på, at jeg ikke måtte forholde mig for meget til min graviditet og tænkte… altså jeg har jo haft én spontan abort inden… og så tænkte jeg, at jeg ikke ville sætte for høje forhåbninger, inden jeg egentlig ser det, og inden lægerne siger ’jamen det her barn udvikler sig normalt’, fordi hvad nu hvis at der var noget, så skulle man så få det fjernet. Eller hvad skulle man?” (Diana).

Samtidig er der mange, som synes, det er skønt at se barnet, og nogle betaler gerne en privat klinik for et eller flere ekstra kig ind i livmoderen, både før den officielle 12 ugers scanning og før den misdannelsesscanning i uge 18-20, hvor man kan se kønnet på barnet – fordi det er dejligt at få sat køn på. Nete og hendes kæreste valgte at betale for en kønsscanning på privat scanningsklinik:

”… det er også, fordi det er så sjovt at se. Jeg kan godt lide scanningerne, jeg synes, det er hyggeligt at se, hvad det er, og i uge 15-16 kan du ikke rigtigt… jeg kunne ikke mærke noget i hvert fald, så man er stadigvæk sådan lidt… og det var ikke så synligt, og det er bare altid hyggeligt at få sådan et kig derind og se hvad der foregår. Jeg tror også, at det er da med til at opbygge forventningerne og sådan” (Nete).

Nete siger rent ud, at hun stoler mere på teknikken end på sin egen krop og sine egne fornemmelser. Hun havde en forhistorie med et IUGR barn og akut kejsersnit i sin første graviditet og havde derfor gennemtrumfet en række scanninger sidst i denne graviditet. Da scanningerne så fornuftige ud, var hun rolig.

Olga, der har to provokerede aborter pga. misdannelser før denne aktuelle graviditet, giver klart udtryk for, at hun til hver en tid vil have al den teknologiske diagnostik og hjælp, hun overhovedet kan få, i både denne og eventuelle fremtidige graviditeter.

Andre synes faktisk, det er ærgerligt, at tilbuddet er der. Hvis det ikke var, slap man jo for at vælge. Dette er en af de gode ting, et par af de færøske kvinder fremhæver ved, at 12 ugers scanning og risikovurdering ikke er et tilbud på Færøerne – man slipper for at tage stilling:

”Så skulle jeg jo også tage stilling til det, hvis jeg fik de tests, hvad så hvis der er noget galt? Så skal man jo tage stilling til det også. Det slipper jeg for. […] Jeg har ikke savnet det” (Feline).

Jena er en af dem, der både selv har betalt for en privat scanning i uge 9 ’bare for at se det lille hjerteblink og forvisse os om, at der var noget derinde’, og som har takket ja til risikoberegning og misdannelsesscanning og en række flere scanninger, hun får tilbudt med henblik på fostertilvækst. Parret er helt enige om, at hvis risikovurderingen havde tydet på et barn med Down syndrom, ville de have gået videre med moderkagebiopsi og evt. abort. Alligevel siger hun, da jeg spørger, om hun kan forestille sig, hvordan det ville være, hvis der ikke var tilbud om scanning i graviditeten:

”Ja, det kan jeg godt, jeg tror, jeg vil have meget mere ro på… eller altså, man er jo nødt til at have ro på, der er rigtig meget af det fuzz omkring det hele, som opstår af, hvad man kan, og hvad man så synes, man skal, og hvad man gør…” (Jena).

Denne refleksion går igen ved flere af kvinderne, som nævner, at jo mere man ved om hvilke risici, der kan være, jo mere skræmmende er det. En af kvinderne italesætter den megen fokus på ’tryghed’ i forhold til scanning således: Hvad er en tryghedsscanning? Altså i min verden kan det meget hurtigt blive til en utryghedsscanning (Fie). Fie giver udtryk for, at når scanningen italesættes som en måde at skabe tryghed på, så skaber den potentielt en usikkerhedsfornemmelse hos den gravide, som ikke nødvendigvis havde været der før. Hun mener, at det at gennemgå risikovurdering er at kræve, at fostret skal bestå en prøve for at se, om det er værdigt til/godt nok til at blive født. Hun fravælger selv risikovurderingen, men har ladet sig scanne midt i graviditeten, udelukkende for at se, om der er forhold ved fostret, der skal tages hensyn til ved fødselsmåde og fødested (fx hjertefejl eller andre misdannelser, som kræver hurtig operation eller særlig skånsom fødsel). Maja, som også har ladet sig scanne, påpeger, at det under ingen omstændigheder var med henblik på abort ved misdannelser, men for at se om der var en eller to, og om barnet så normalt ud. Modsat Nete, der siger, at hun stoler mere på teknologien end på sin egen krop. Hun er helt klar på, at for hende er det ikke et barn, før det er født, og her er scanningen en god metode til at se, om det kan blive et barn, eller om det ikke kan – altså om det skal ud.

Mønstre for kvindernes holdning til teknologi i graviditeten

Som nævnt er der stor forskel på kvindernes holdning til teknologien, hovedsageligt i form af scanning og de tests, der er en udløber af scanninger, og hvordan man skal agere i forhold til det, teknologien giver viden om. Jeg har undersøgt disse holdninger i sammenhæng med de 20 interviewede kvinders alder, deres livsformstræk, deres status i forhold til økonomisk kapital og deres uddannelsesniveau.

Når der ses på alder, er der et tydeligt mønster for, at jo ældre kvinderne er, jo mere ønsker de at bruge de teknologiske muligheder i graviditeten, og jo mere positivt stemt er de for den. Der er dog en undtagelse fra dette: de færøske informanter, idet to af dem var henholdsvis 31 og 35 år.

Med hensyn til forskelle i indstilling til teknologien, når vi ser på livsformstræk, er der også et mønster: Kvinder, som overvejende er bærere af karrierelivsformen, ses tydeligt i højere grad at være positive overfor teknologien.

Ser vi på mængden af økonomisk kapital, er der en tendens til, at jo mere økonomisk kapital kvinderne har, jo mere positive er de over for brug af teknologi i graviditeten.

Den tydeligste markør for forskel i kvindernes holdning til teknologien er dog uddannelsesniveau. Alle, som har uddannelse på akademisk niveau, er enten positive eller meget positive. For kvinder med en 3-3½-årig uddannelse er en enkelt negativ, to er ret negative, tre er let forbeholdne mens to er positive. Dem helt uden uddannelse eller med mindre end 3 års uddannelse er alle let forbeholdne, mens de to studerende i materialet begge er ret negative. Der ses altså en klar tendens til, at jo længere uddannelse kvinderne har, jo mere har de tillid til og benytter sig af teknologien i graviditeten.

Med andre ord: De ældre, de veluddannede, de mest velhavende kvinder, overvejende med træk af karrierelivsformen og den selvstændige livsform, er mere positivt stemte og benytter sig mere af teknologi i graviditeten end de yngre, de mindre uddannede og de mindre bemidlede kvinder og kvinder, som hovedsageligt bærer træk fra lønarbejderlivsformen og husmorlivsformen.

Den forskelligartede attitude til hvorvidt det at se fostret ved scanning er en kilde til ængstelse, frygt, beroligelse, glæde eller tilknytning er iøjnefaldende. Dijck (2005) har gennemgået en del forskning på området: Nogle forskere hævder, at scanningen giver en psykologisk sikkerhed – hvis fostret er normalt, kan forældrene slappe af og nyde resten af graviditeten. Hvis der viser sig noget unormalt ved scanning, kan parret vælge at abortere fostret. Men andre forskere konkluderer, at det for nogle gravide reducerer bekymringerne at se fostret, mens resultatet af scanningen for andre lægger et psykisk pres på de af de vordende forældre, der får et uventet resultat efter scanningen. Det har været hævdet, at det skaber en bedre tilknytning mellem mor og barn, at kvinden har set fostret ved scanning, men andre undersøgelser kommer frem til, at denne forbedrede tilknytning ikke er en effekt af scanningen, men handler om kvindens positive holdning til graviditeten generelt. Dijck mener, at en del af problemerne med disse studiers resultater er, at der skelnes skarpt mellem psykologiske/følelsesmæssige effekter og medicinske effekter af scanningen, og han er af den opfattelse, at det er ekstremt svært at skelne mellem disse typer effekter, fordi problembilledet er så komplekst, idet en scanningsundersøgelses resultater medfører både et klinisk og et følelsesmæssigt indhold (Dijck 2005).

Teoretiske overvejelser

Scanningsteknologien (og andre teknologier, som anvendes i ukomplicerede graviditeter) var oprindeligt udviklet med henblik på overvågning og diagnosticering, når der var tale om patologiske tilstande, men er siden blevet et almindeligt anvendt redskab også i forbindelse med ikke-patologiske graviditeter. At noget sådant forekommer, problematiseres af den engelske professor Nikolas Rose, som oprindeligt er biolog og siden også sociolog:

”I første omgang tænker jeg på teknologi som en samling af tænke- og handlemåder, teknikker, rum og organiseringer af personer, som er orienteret mod et bestemt mål. En teknologi er altså gennemtrængt af en strategisk intention om at producere bestemte resultater. Så må man videre se på, hvordan disse teknologier genereres. […] Én gang relokaliseret i nye praksisser har disse teknikker en ny status og nye konsekvenser. De producerer nye typer af problemer og nye typer af viden” (Hjorth og Sørensen 2000).

Skønt Rose her taler om en meget generel opfattelse af teknologi, mener jeg, at problemstillingen, han introducerer, kan overføres til brug af teknologi i graviditeten. Ganske vist skaber den teknologi, som var sat i verden for at undersøge patologiske tilstande i graviditeten, ny viden, når den også anven-des på graviditeter, som i udgangspunktet ikke er patologiske, og den giver mange kvinder/par oplysninger om fostret, som de er taknemmelige og glade for at få. Men teknologien får ny status og nye konsekvenser, og den skaber også nye typer viden og i visse tilfælde nye typer problemer: En tilbageholdenhed for at knytte sig til sit ufødte barn før teknologien har forsikret en om, at fostret er normalt – en utryghed ved opdagelsen af noget, som måske er unormalt, måske ikke – en erkendelse af, at man står i en valgsituation, man hellere ville have været foruden.

Det at ’visse praksisser’, som Rose kalder ultralydsscanning, fostervandsprøver og placentabiopsier med mere, er blevet rutiner i sundhedssektoren, ser han som et udtryk for, at værdibedømmelser af træk ved kroppe er blevet uundgåelige samtidig med, at det er de individuelle borgere og familier, som skal bære ansvaret for de valg, de nu får mulighed for at træffe (Rose 2009: 188).

Rose påpeger, at det faktum, at de udvidede tilbud om prænatal screening for specifikke sygdomme nu gives til alle, udvider kravet til alle, der overvejer at blive forældre, om at kalkulere den genetiske risiko og om at træffe valg (Rose 2009: 133). Og skønt der ikke sker synderlige fremskridt med hensyn til behandlingsmuligheder, skal man som ansvarligt individ forholde sig også til det, der blot kan betragtes som en modtagelighed, en disposition, og man (eller det barn, man bærer) bliver det, Rose kalder en ’præpatient’ (Rose 2009: 134-135). Således er der ingen vej udenom, hvis man ved risikovurderingen har fået en høj risiko for et handicap hos barnet – man må tage stilling til videre undersøgelser uden egentlig at vide, om man bærer et handicappet foster eller ej. Fostret er en slags ’præpatient’, som måske, måske ikke har en alvorlig diagnose.

Hvorfor de teknisk-objektive målinger har vundet så stort indpas i et graviditetsforløb, ikke mindst i Danmark, kan muligvis tænkes i sammenhæng med den profession, som overvåger graviditeterne, og som i mange år var domineret af mænd, nemlig lægevidenskaben. At der i dag er mange kvindelige læger i fødselsvidenskaben (og at næsten alle jordemødre er kvinder) har ikke nødvendigvis ændret på professionens generelle syn på teknologiens berettigelse. For at forklare dette må jeg bruge det engelske begreb ’gender’ og ikke ’sex’ om det ’køn’, der rent professionelt styrer tilbuddene til gravide og fødende i Danmark – fordi der ikke er tale om biologisk køn.

Henley-Einion har i antologien ’The Social Context of Birth’ beskrevet biomedicin som en male-gendered profession opbygget gennem medicinens historie og udvikling, hvor det maskuline syn på medicin og lægevidenskab er objektivt, rationelt og fokuseret på målelige standarder. Dette ændres som nævnt ikke af, at der også er mange kvindelige læger, idet disse socialiseres ind i den biomedicinske tankegang gennem deres uddannelse, oplæring og det fokus, der traditionelt er dominerende på sygehusene og i lægeverdenen generelt (Henley-Einion 2003: 177-178). Hun ser den udbredte brug af teknologi i en ellers normal graviditet som udtryk for en stærk risikofokusering og påpeger, at elektronisk hjertelydsovervågning og vemåling oprindeligt var en teknik, der blev udviklet til at monitorere risikogravide og -fødende, men hurtigt vandt indpas som noget, næsten alle kvinder stifter bekendtskab med, mange bl.a. i forbindelse med en såkaldt doorstep-CTG (Henley- Einion 2003: 180). Det samme gør sig gældende for ultralydsscanning. Tilsvarende spørger Kingdon i ”Sociology for Midwives” med udgangspunkt i, at ultralydsscanning i sin tid blev udviklet i medicinens tjeneste for at diagnosticere patologiske tilstande ved sygdom generelt og ved patologiske graviditetsforløb, blandt andet om hvilken betydning, det har for oplevelsen af helt normale graviditeter, at denne teknik nu anvendes på stort set alle gravide (Kingdon 2009: 15-16). Henley- Einion hævder, at dette, sammen med et stærkt fokus i medierne på højrisikograviditeter og medicinske interventioner i fødsler, er med til at kvinder, der objektivt set har en ukompliceret graviditet, begynder at se deres graviditet som potentielt problem- og risikofyldt. Dette fører til en stærkere afhængighed af den medicinske viden og adgang til mulige indgreb og behandlinger i fødselsforløbet (Henley-Einion 2003: 180).

Afslutning

Det ser således ud til, at teknologien anvendt i ukomplicerede graviditetsforløb både kan være en kilde til glæde og beroligelse, men også en katalysator for usikkerhed, uønskede valgsituationer og fremmedgørelse. Men det er iøjnefaldende, at det simple faktum, at teknologien nu findes, alene det at den eksisterer, fører til, at brugen af den bliver en selvfølge. De (få) kvinder, som ikke ønsker at lade den anvende eller kun ønsker det i et begrænset af dem selv defineret omfang, betragtes som atypiske og lidt underlige. Teknologien tages tilsyneladende helt ureflekteret for givet af både sundhedsprofessionelle og gravide. Ligesom sproget og den sproglige skabelse af relationer og positioner kan støtte eksisterende magtstrukturer med det, der kan kaldes ’sprogets virkelighedskonstituerende magt’ (Bredsdorff 2002: 51), får teknologien en virkelighedskonstituerende magt udelukkende i kraft af sin eksistens.

Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at brugen af teknologi også ved de i udgangspunktet ukomplicerede graviditeter kan eller skal afskaffes; men jeg er sikker på, at det er væsentligt at medtænke de ovennævnte aspekter og deres potentielle konsekvenser for gravide i vores omgang med og italesættelse af risikovurdering og andre tilbud til gravide, der inkluderer teknologiske hjælpemidler.

1. En af kvinderne nåede at føde før interviewet, men temaet for interviewet og spørgsmålene var som interviewene med de endnu gravide kvinder.

Ph.d.-afhandlingen ’At være gravid – kvinders oplevelse af tilbud, valg og krav’ af jordemoder Grit Niklasson udgives på UCN Forlag i efteråret 2014, www.ucn.dk/Forside/Forskning_og_udvikling/UCN_ Forlag.aspx. Indtil da kan den rekvireres hos forfatteren på e-mailadressen grn@ucn.dk.

Referencer

Referencer til tidsskriftet (nævnt i artiklen)

Bredsdorff, N., 2002. Diskurs og konstruktion. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Dijck, J. van, 2005. The Transparent Body. A Cultural Analysis of Medical Imaging. Seattle & London: University of Washington Press.

Henley-Einion, A., The medicalization of childbirth. I C. Squire red. 2003. The Social Context of Birth. Oxon: Radcliffe Medical Press.

Hjorth P. & Sørensen, A. D., 2000. Samtidshistoriker – Interview med Nikolas Rose, Slagmark årg. 2000/2001, nr. 30, pp. 135-146.

Kingdon, C., 2009. Sociology for midwives. London: Quay Books.

Kvale, S. & Brinkmann, S. 2009. InterView 2. udgave. København: Hans Reitzel.

Rose, N., 2009. Livets politik. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Tanggaard, L. & Brinkmann, S., Interviewet: Samtalen som forskningsmetode. I Brinkmann, S. og Tanggaard, L. red. 2010.  Kvalitative metoder. København: Hans Reitzel.

Teorireferencer

Bourdieu, P. & Passeron, J. 1970/1990: Reproducation in Education, Society and Culture. London: Sage.

Bourdieu, P. & Wacquant, L., 1996. Refleksiv sociologi. København: Hans Reitzel.

Bourdieu, P., 2005a. Distinksjonen. Oslo: Pax Forlag.

Bourdieu, P., 2005b. Udkast til en praksisteori. København: Hans Reitzel.

Bourdieu, P., 2007. Den praktiske sans. København: Hans Reitzel.

Canguilhem, G., 1943. Essai sur quelques preblemès concernant le normal et le pathologique. Strasbourg: Publications de la Faculté des Lettres de l’Université de Strasbourg.

Canguilhem, G., 1966/2011. Le normal et le pathologique. Paris: Quadrige/PUF, Presses Universitaires de France.

Canguilhem, G., 1991. The Normal and the Pathological.  New York: Zone Books.

Canguilhem, G., 2008. Knowledge of Life. Marrati, P. & Meyers, T. (red.) New York: Fordham University Press.

Douglas, M., 1966/2002. Purity and danger.  New York: Routledge.

Douglas, M. & Wildavsky, A., 1982. Risk and Culture. Berkeley:University of California Press.

Douglas, M., 1985. Risk Acceptability According to the Social Sciences. New York: Social research Perspectives, Russell Sage Foundation.

Douglas, M. 1992/2005. Risk and Blame. New York: Routledge.

Douglas, M., 1997: Rent og urent. Oslo: Pax Forlag

Højrup, T., 1989. Det glemte folk. København: Statens Byggeforskningsinstitut.

Højrup, T., 1995. Omkring livsformsanalysens udvikling. København: Museum Tusculanums Forlag.

Højrup, T., 2002. Dannelsens dialektik. København: Museum Tusculanums Forlag.

Højrup, T., 2003. Livsformer og velfærdsstat ved en korsvej? København: Museum Tusculanums Forlag.

Højrup, T., Kulturelle livsformer og helbred. I G. Niklasson red. 2013. Sundhed, menneske og samfund. København: Samfundslitteratur.

Lupton, D., Risk and the ontology of pregnant embodiment. I D. Lupton (red.) 1999. Risk and Sociocultural Theory: New Directions and Perspectives. Cambridge: Cambridge University Press.

Lupton, D., 2011. ‘The best thing for the baby’: mothers’ concepts and experiences related to promoting their infants’ health and development, Health, Risk & Society, årg. 13, nr. 7-8, pp. 637-651.

Lupton, D., 2013. Risk. 2. udgave. London and New York:Routledge.

Rose, N., 1998. Life, reason and history: reading Georges Canguilhem today, Economy and Society, årg. 27, nr. 2-3, pp. 154-170.

Rose, N., 1999. Governing the Soul. The shaping of the private self. London: Free Assosciation Books.

Rose, N., 2001. Normality and Pathology in a Biological Age. Outlines, Critical Practice Studies, 3. Jun. 2001.

Rose, N., 2009. Livets politik. København: Dansk Psykologisk Forlag.

Metodereferencer

Bo, I. G., At sætte tavsheder i tale – fortolkning og forståelse i det kvalitative forskningsinterview. I Jacobsen., M. H., Kristiansen, S. & Prieur, A. (red.). 2005. Liv, fortælling, tekst. Strejftog i kvalitativ sociologi. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.

Christensen, B. M., 1994. At interviewe for at lære. København: Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Elsass, P. & Lauritsen, P., 2006. Humanistisk sundhedsforskning, København: Hans Reitzel.

Kristiansen, S. & Krogstrup, H. 1999: Deltagende observation. København: Hans Reitzel.

Lunde, I. M. & Ramhøj, P. (red.), 1995. Humanistisk forskning indenfor sundhedsvidenskab. København: Akademisk Forlag.

Malterud, K., 2004. Kvalitative metoder i medisinsk forskning. Oslo: Universitetsforlaget.

Kvale, S. & Brinkmann, S. 2009. InterView 2. udgave. København: Hans Reitzel.

Brinkmann, S. og Tanggaard, L. (red.) 2010.  Kvalitative metoder. København: Hans Reitzel.