Produktion af empiri
Denne artikel er baseret på resultaterne af en undersøgelse af, hvordan køn, klasse, etnicitet og race gives betydning i jordemoderkonsultationer. Undersøgelsen er baseret på observationer af 26 jordemoderkonsultationer hos to forskellige jordemødre et sted i København. Jeg fokuserer her på klasse, etnicitet og race og formidler kun dele af undersøgelsens resultater, mens en mere uddybende artikel vil blive publiceret i tidsskriftet Kvinder, Køn og Forskning, nr. 1, 2010.
Praksis og sociale (re)konstruktioner
De positioner, som mennesker indtager i konkrete situationer,er med til at skabe deres samfundsmæssige muligheder. Det mener blandt andre sociologerne Pierre Bourdieu og Beverly Skeggs (1). Set i dette perspektiv forholder vi os altid til hinandens tilhørsforhold til sociale kategorier som fx klasse og etnicitet, og det har betydning, hvordan vi gør det. Det er nemlig i konkrete møder, at kategorierne får betydning og enten kan afskære mennesker fra eller give dem adgang til muligheder og ressourcer. Derfor forstår jeg i denne artikel klasse, etnicitet og race som kategorier, der er historisk og kontekstuelt betingede, men som også skabes og genskabes i møder mellem mennesker som resultat af menneskers intentionelle og ikke-intentionelle engagement i kategorierne (2). I dette sociologiske perspektiv er handlinger frem for intentioner det centrale. Jeg undersøger derfor, hvad jordemødre gør i mødet med gravide frem for at undersøge jordemoderinstitutionens ekspliciterede formål eller den enkelte jordemoders overvejelser i de konkrete konsultationer. I det følgende vil jeg således invitere læseren til at reflektere med over, hvordan forskellige handlinger i jordemoderkonsultationen tilbyder gravide forskellige positioner og muligheder, og hvordan handlinger i dette konkrete rum kan hænge sammen med klasse og race.
Når klasse og race er norm
Lad os kaste os direkte ud i en konsultation:
Rikke, en høj slank kvinde, sidder på stolen for enden af jordemoderens bord. Det er hendes første konsultation. Hun fortæller jordemoderen, at hun er holdt op med at tage jerntilskud, fordi hun mener, at hun får ondt i hovedet af det. Jordemoderen anbefaler hende at tage jern, og tilføjer: ”Det kan jeg jo anbefale, men du er jo et voksent selvstændigt menneske, så du må…” Her afbryder Rikke hendes talestrøm: ”Jamen, er det problematisk for barnet?” Jordemoderen ryster på hovedet: ”Nej,” og Rikke fortsætter: ”Jeg har mere læst det som at det… at man tager jern for sin egen skyld…?” Jordemoderen nikker: ”Det kan være problematisk for dig.” Lidt efter tilføjer hun: ”Nu er du jo ikke… du er jo en sund og rask almindelig dansk kvinde, der får en almindelig kost, formoder jeg, jo.” De taler lidt om, at anbefalingerne for jerntilskud har skiftet, og Rikke beslutter sig for at følge de gamle anbefalinger om lidt færre milligram, end det anbefales nu. Da emnet er uddebatteret, ser jordemoderen i Rikkes journal og siger: ”Du drikker mælk, så du tager selvfølgelig ikke kalk; du er høj og slank og tager ingen medicin, og du ryger ikke; du drikker ikke, og du har ikke brug for tolk. Det er vi meget glade for!” ”Ja,” nikker Rikke.
I konsultationerne produceres en klar kategori af respektabel gravid, der indebærer, at kvinden spiser sundt og dyrker motion; at hun søger viden om graviditet og fødsel; at hun bekymrer sig om fostrets udvikling, og at hun anerkender jordemoderens viden og følger hendes anbefalinger. I Rikkes konsultation bliver dele af disse forventninger tydelige. Rikke er ved at nærme sig en position som ikke-ansvarlig gravid flere gange i konsultationen, fx da hun fortæller, at hun ikke tager jern. Hun passerer alligevel som respektabel gravid og får anerkendelse af jordemoderen som en af de kvinder, de er ”glade for”. Jordemoderens positive forventninger til Rikke er koblet til, at hun kategoriserer Rikke som ”en sund og rask, almindelig dansk kvinde”. Et af de tegn, der signalerer normalitet og sandsynligvis bringer Rikke ind i kategorien ”almindelig dansk kvinde”, er hendes hvide hud. Samtidig bliver Rikkes danske modersmål en positiv markør for jordemoderen. Fordi Rikke således bliver forstået som ”almindelig dansk kvinde” formoder jordemoderen, at hun får ”en almindelig kost”. Rikke lykkes altså i at passere som respektabel i kraft af, at hendes krop for jordemoderen betegner normalitet.
Da de når til at tale om mad, viser det sig imidlertid, at Rikke ikke har spist sundt i sin graviditet, som jordemoderen formodede:
”Hjemme hos jer…spiser I sund og almindelig kost?” ”Ja,” nikker Rikke. ”Det er ikke pizza og cola hver dag?” tilføjer jordemoderen. ”Det ved jeg ikke…” Rikke tøver lidt og griner: ”Altså. Jeg har levet meget, meget sundt indtil jeg blev gravid!” Jordemoderen spørger ind til hendes implicitte beskrivelse: ”Men så stod den simpelthen på fastfood?” ”Ja,” svarer Rikke kort. ”Nej, det var dog forfærdeligt! Der må du lige tage dig lidt i ørerne!” udbryder jordemoderen, og Rikke fortsætter:”Ja, og jeg har simpelthen haft lyst til burger morgen, middag og aften. Det er ret forfærdeligt, for vi går meget op i kost derhjemme.” Jordemoderen ryster på hovedet, ”Supersize Me, det er dig!” Igen nikker Rikke: ”Ja, jeg har faktisk levet rigtig usundt, men vi tænker over det.” ”Godt” nikker jordemoderen. ”Er fisk en del af jeres sunde kost derhjemme?” Rikke nikker og jordemoderen skifter emne: ”Hvad med motion? Cykler du?” ”Ja, jeg cykler,” svarer Rikke. ”Ja, ja. Almindelig god sund motion hver dag. Det er bedre end en tur i motionscenter. Det lyder sgu godt, Rikke.”
Rikke lærer her, at det er problematisk at leve usundt som gravid, og i samarbejde med jordemoderen kommer hun igen ind i en respektabel position: Hun plejer at spise sundt, og hun tænker over det. Jordemoderen hjælper til med at få Rikke til igen at passere som respektabel: Hun italesætter hendes kost som ”sund”, da hun spørger til, om de spiser fisk, og fokuserer dermed på, hvordan Rikke almindeligvis spiser, og ikke hvordan hun har spist under graviditeten. Til sidst konstaterer jordemoderen, at det ”lyder godt”. Rikke passerer altså som respektabel, trods at hun flere gange er ved at nærme sig kategorien ikke-respektabel. Udover hendes slanke krop og hendes etniske og raciale tilhørsforhold til kategorien ’almindelig dansk kvinde’ er hendes succes også forbundet med, at hun viser, at hun gerne vil forbedre sig, og at hun har viden om, hvad god kost er.
Synlig race og klasse som barriere for at passere som respektabel
En anden kvinde, Amneh, glider ligesom Rikke væk fra respektabiliteten i konsultationen, men hun ender ikke som Rikke med at blive virkeliggjort som respektabel:
Da Amnehs konsultationen skal til at slutte, spørger hun, om det er et problem, at hun sidder meget ned. Hendes stemme er lille og tynd, hendes krop har den størrelse, som Sundhedsstyrelsen betegner ’overvægtig’ og hendes øjne flakser, fordi hun er svagsynet. Jordemoderen ser på hende og svarer: ”Jeg synes jo altid, at det er en god idé, at vi passer på vores krop. Både når vi er gravide, og når vi ikke er gravide. Så måske skulle du tænke på også at få styrket dine muskler. Hvis nu I fik gået en tur hver dag. Hvordan kommer du til og fra arbejde?” ”Jeg arbejder hjemme,” svarer Amneh stille. Jordemoderen fortsætter: ”Kunne du finde på at tage i svømmehallen? Vil en pige som dig godt tage i svømmehallen?” Amneh, som har tørklæde på, griner lidt nervøst og siger: ”Det er lang tid siden, jeg har været det…” Jordemoderen fortsætter: ”Det ville være godt for dig. Kan du svømme?” ”Åh…jamen, jeg har ikke svømmet siden folkeskolen…” Amneh ser ned i sit skød. ”Åååh jamen, så skal du da ud og svømme!” udbryder jordemoderen og tilføjer: ”Og hvis du ikke har lyst, så i hvert fald ud og gå en tur. Hver dag. Mindst en halv time.” ”En halv time,” gentager Amneh. ”Lad som om du har en hund og gå en tur uden hunden. Det vil gøre godt for dig at få frisk luft og at få noget motion,” siger jordemoderen. Hun tager en bog frem med titlen Graviditet, fødsel og den nye familie og siger: ”Der er én, der laver gymnastik i. Hver dag skal du lave noget af det gymnastik, der er deri. Og det kan du godt, når du er derhjemme. Ned på gulvet og arbejde med din ryg og din krop! Det kan du sagtens! Ti minutter hver dag. Det kan du godt. Så den får du.”
Hvad sker der i denne situation? Set fra ét perspektiv sørger jordemoderen for, at Amneh får den nødvendige viden og gode råd, som gør, at hun kan forbedre sin sundhedstilstand. Jeg vil invitere jer til at se situationen i et andet perspektiv. Forskning i sundhed viser, at kropslige dispositioner som overvægt hænger sammen med fordeling af materielle ressourcer som indkomst, bolig med videre (3). Ifølge Bourdieu er kroppens dimensioner (størrelse, længde og vægt) og form (rund eller kantet, stiv eller smidig, ranglet eller kroget) dermed samfundets klassemarkører, der afslører de dybeste klasse-, køns- og racedispositioner(4).
Når jordemoderinstitutionens middel mod dét, der defineres som usundhed, men som samtidig er et resultat af social ulighed, er at tale, kan formålet ses som et forsøg på at få den afvigende – her ’den overvægtige’ Amneh – til at vurdere sig selv som forkert for siden at kunne forbedre sig (hvad hun måske ikke har ressourcer til). Hendes overvægt bliver dermed gjort til hendes individuelle problem. Når fedme bliver gjort til et individuelt problem, bliver den et tegn på opgivenhed og også den klassemæssige position kommer til at fremstå som et individuelt ansvar. Respektabiliteten bliver dermed ikke bare symbolsk: Social opstigning er mindre mulig i dét, der opfattes som selvvalgt ikke-respektabel krop – som fx en fed krop. Fjerner man sig fra respektabiliteten, fjerner man sig således også fra adgang til materielle ressourcer.
For Amneh er det ikke bare fedme, der øger hendes afstand til det respektable. Hendes tørklæde og racemæssige minoritetsstatus kobles til det manglende forsøg på forbedring via den negative forventning til ’en pige som hende’. Hverken hendes krops form eller hendes huds farve kan anvendes som ressourcer, der giver hende adgang til respektabilitet. Ifølge sociologen Beverly Skeggs defineres ’det respektable’ af middelklassens normer. Signaler om at man ikke investerer i at nærme sig disse normer, øger i sig selv afstanden til det respektable. Amneh bærer tørklæde og fjerner sig dermed fra majoritetsetniske normer om en kobling mellem (kultur)kristen danskhed og respektabilitet. Hun har samtidig ikke investeret i at få sin krop til at blive slank og dermed ligne en middelklassekvindekrop, men har tværtimod taget hurtigt på, efter at hun blev gravid.
Normen som bliver til en ligeværdig position
Amneh står dermed i modsætning til Rikke, hvis krop passer ind i det konstruerede feminitetsideal:
Rikkes krop er høj, hvid og slank og kan dermed hjælpe hende til at passere som respektabel: Jordemoderen trykker på Rikkes mave og siger, at hun tydeligt kan mærke hendes livmoder. ”Du må gerne sige, at det er fordi, jeg ikke har nogen mavemuskler,” griner Rikke. ”Nej, jeg synes mere det hænger sammen med at du er utrolig slank,” svarer jordemoderen. Rikke smiler: ”Det var bare fordi, så trykkede lægen ned, og så… blub!” Jordemoderen trykker videre: ”Nej, det er bare fordi du er smuk altså. Mere er der ikke med det.”
Selv om Rikke er i dårlig form, passerer hun som respektabel.Hendes krop flyder ikke over med synlige henvisninger til klasse og race som Amnehs. Amnehs konsultation domineres af en undervisende tone: Jordemoderen fortæller i bydeform, hvordan Amneh skal gøre, og hun positioneres dermed som underlegen. Amneh positioneres som én, der skal lære, hvordan hun bliver respektabel. Rikkes konsultation bliver en samtale præget af udveksling og dermed ligeværdige positioner, selv om heller ikke Rikke lever op til institutionens anbefalinger for sund livsstil. Dermed bliver det passende for runde, minoritetsetniske, ikke-hvide og svagsynede Amneh at indtage en underlegen position, mens det bliver passende for majoritetsetniske, hvide, høje og slanke Rikke at indtage en ligeværdig position. Der er mange kategorier på spil her, og nogle af dem har institutionel opbakning. Sundhedsstyrelsens opdeling af gravide i kategorierne ‘undervægtige’, ‘normalvægtige’ og ‘overvægtige’ bidrager muligvis til øget sundhed blandt gravide, men kategorierne kan, som Rikke og Amnehs konsultation viser, samtidig være med til at opretholde sociale normer og magtrelationer, da en krop uden for normen kan afskære en kvinde fra en ligeværdig position.
Konsultation som (re)producerende rum
Jordemoderkonsultationen er ikke bare et rum, hvor der gives gode råd til en konkret graviditet. Ligesom i andre sammenhænge, hvor mennesker mødes, forholder vi os til hinandens sociale positioner og er dermed med til at give kategorier som klasse, etnicitet og race betydning. Konklusionen på min undersøgelse var, at disse forskelssættende kategorier og hierarkierne mellem dem ofte produceres og reproduceres i mødet mellem jordemoderen og kommende forældre. I denne artikel har jeg vist konkrete eksempler på, hvordan betydninger relateret til etnicitet, race og klasse kan blive reproduceret i konsultationen. At kategorierne (re)produceres i konsultationsrummet betyder imidlertid også, at jordemoderinstitutionen har potentiale til at nedbryde hierarkier mellem dem og bidrage til øget ligestilling. Forudsætningen for dette er, at der inden for faget startes diskussioner om, hvordan sociale kategorier (re)produceres i konsultationsrummet, og hvordan jordemødre i praksis kan bidrage til at tilbyde kommende forældre ligeværdige deltagerpositioner uafhængigt af etnicitet, race og klasse. Dette er en invitation!
Tak
Tak til de deltagende jordemødre og kommende forældre, som gjorde min undersøgelse mulig. Navnene i artiklen er opdigtede.
Bolette Frydendahl Larsen
Referencer
1) Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J.D. (1996): Refleksiv Sociologi — mål og midler, Hans Reitzels Forlag, København. Bourdieu, Pierre, ”Social Space and Symbolic Power”, Sociological Theory, Vol. 7, No. 1, (Spring 1989), pp 14-25, American Sociological Asso-ciation, Washington. Skeggs, Beverley (1997): Att bli respektabel,Bokförlaget Daidalos AB, Göteborg.
2) Når jeg anvender begrebet race, henviser jeg således til socialt producerede betydninger af kategorien, hvilket også gælder, når jeg anvender begreberne klasse, etnicitet og køn. Jf. Myong Petersen, Lene (2009):Adopteret: Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, København:50ff
3) Larsen, Kristian & Brinkkjær, Ulf (2008): ”Om statsautoriseret normalisering af kroppe — BMI, professioner og sundhedskanon”, i Dansk Pædagogisk Tidsskrift 3/2008, København: 43
4) Bourdieu gengivet hos Skeggs, Beverley (1997):Att bli respektabel, Bokförlaget Daidalos AB,Göteborg: 135