Fødselsledsagelsen opfylder væsentlige kulturelle behov, nemlig beskyttelsen af moderens integritet og barnets tilblivelse. Min forskning ’Being with women; womens view on attendance in chidbirth’ (Habben, 2007) bekræftede en dertil nødvendig fysisk placering af et andet menneske lige ved siden af kvinden. Jordemoderens monopol som indehaver af denne position ved kvinden blev ikke bekræftet, men der kan spores specifikke jordemoderfaglige handlinger. Min forskning opfordrer til at rette fokus på kvindens selvvalgte partner. Der skal mere end en stol til, hvis partneren skal anerkendes i en kulturel sammenhæng og støttes i hans/hendes væsentlige bedrift. Sæt desuden fokus på barnets tilblivelse i betydningsfulde relationer.
Måske er det bedst, at jordemoderen holder sig i baggrunden, når relationen mellem barnet og forældrene dannes. Men min forskning sætter også fokus på jordemoderens unikke rolle som fremmed og rejsende i kvindernes liv. Kendtheds-paradigmet kan udfordres der, hvor vi opdager værdien af at have udviklet specifikke handlinger, der lader os sidde på hegnet i mellem det kendte og det ukendte.
Spørgsmål
En del studier beskriver social support under fødslen og spørger kvinden, om førhen udvalgte persongrupper – eksempelvis jordemoderen eller partneren. Der findes dog kun få studier, der lader kvinden beskrive de sociale bevægelsesmønstre, som omgiver dem, og som de er del af, uden forud at definere de tilstedeværende ved navn, position og rolle. Min overordnede forskningsinteresse var: ”Hvordan beskriver og kategoriserer kvinder tilstedeværelse ved fødslen, og hvordan skabes en for kvinden meningsgivende helhed?”
Metode
Jeg har valgte en etnografisk metode efter James Spradley (1979). Metoden består af etnografiske interview, en struktureret analyse af informanternes sprog, nærmere betegnet en analyse af betydningsrelationer i mellem ord, og en beskrivelse af kulturelle temaer, defineret som enheder af tanker eller begreber, som hersker i en bestemt kultur.
Metodologi
Jeg har foretaget fem interview i kvindernes hjem og hørt om syv meget forskellige fødsler. Mine informanter var dansktalende, havde født vaginalt og ingen af dem havde epiduralblokade. Dog blev der brugt andre former for smertelindring og fødslerne var hverken mere eller mindre komplicerede end sammenlignelige fødsler.Jeg har kun stillet eet spørgsmål: ”Fortæl mig om de mennesker du har mødt, fra du vidste du skulle føde, til du havde født”. Min position som forsker betød, at jeg som udgangspunkt var fremmed i kvindens kultur og derved fremmed i forhold til hendes sprog, som har været objekt for min analyse.
Litteratur og reference
Hidtil fremførte begreber og publicerede antagelser beskriver tilstedeværelse ved den fødende som at være ved kvinden, eller som bare at være der. At være der beskrives som en essens, som noget, der har smag, og som indebærer en kerne af betydning. Relationer, som kan bære denne essens, er beskrevet i termer, der udtrykker enten en naturlig, intim eller også en offentlig anerkendt lighed imellem kvinden og ledsageren. Lighed udtrykkes derudover geografisk i naboskabsbegreber, som tænker kvinder i fysisk nærhed af andre kvinder. Selve fødselsbegivenheden tænkes til trods for dennes placering på hospitaler, som forankret i hjemmet i noget der ligner hjemmet, i noget privat og aflukket. I beskrivelsen af jordemoderens identitet ligger en eksplicit placering af jordemoderen ved siden af kvinden. Der udtrykkes en nødvendighed og en eneret for denne tilstedeværelse og andres betydning ignoreres i udstrakt grad. Den immanente betydning af at være ved kvinden som udtryk og konsekvens af lighed bliver tydelig i diskursen om professionalisering af fødselsbistanden, en nydefinition af kvinden som patient og en definition af fødslen som medicinsk event.
Resultater
Territoriet
Kvinderne brugte et utal af geografiske begreber i fortællingen om mennesker, de havde mødt under deres fødsel. Ud fra disse ord har jeg opstillet en model over fødselsterritoriet, et område som dannes af kropslige fænomener som fx veer.
Territoriet har tydeligt afgrænsede zoner, hvor nogen må være og hvor andre ikke må være. Territoriet kan forstås bogstaveligt som fysisk platform, hvorpå forskellige aktører bevæger sig.Territoriets centrum dannes af kvindens ”selv” og kaldes samstemmende for ”inde i mig selv”. Kvinderne beskriver området som tids- og stedsløst og ophold deri som beroligende og koncentrerende. Området tæt ved dette centrum synes forbeholdt mennesker, som kender kvinden rigtig godt. At kende et andet menneske rigtig godt beskrives som kropslig relation, en relation, der indebærer det ægte og det nøgne. Sådan en relation beskrives imellem kærester, forældre og børn og imellem rigtig gode venner. Disse menneskers betydning ligger i deres kropsligt funderede evne til at spejle kvinden helt præcist, og ved at de repræsenterer hende i rummet lige ved siden af fødslens centrum — kun et åndedræt væk — som en kvinde udtrykte det. Betydningen bliver klar, når kvinderne beskriver selv de mindste forstyrrelser af placeringen af disse personer, som tidshuller og tab af orientering.
Næst efter beskrives en zone til personer, som må have et kald til det og som opererer ud fra en lærdom. For at adskille denne gruppe fra personer, som kender kvinden rigtig godt, bruges kontrasterede betegnelser som: De rigtige ord på den ene side og ord I må have lært et sted på den anden side.
Kontrasterne fortsætter i beskrivelsen af rigtige kontra forkerte berøringer og i beskrivelsen af forskellige menneskers fysiske position i forhold til kvinden, hvor positioner oppe og lige ved siden af er forbeholdt dem, som kender kvinden rigtig godt, mens alle positioner nede, derover, og ude er forbeholdt personer, som må have et kald til det. Det gjorde stort indtryk på mig, hvor smertefuldt kvinderne beskrev afvigelser fra det rigtige.
Jordemoderen
Jordemoderen beskrives som eneste tilstedeværende i alle fødslens arealer. ”Hun passerer ens liv”, som en af mine informanter udtrykte det. Hun kan høres helt inde i. Jordemoderen baserer sit privilegium på en kropslig nærhed; ikke med den enkelte specifikke kvinde, men med alle kvinder. Hun opfattes som bærer af kropslig viden og hendes handlinger ligner det, der vil foregå i en ægte relation, men er det ikke – og kvinderne ved det. Hun kaldes for fremmed i parentes og hendes afstand fra kvindens indre anses som bevidst valgt og som del af det, som jordemoderen gør for at få kvindens krop til at arbejde.
Kvinderne udtrykte en klar forventning om, at jordemoderen kendte den fødendes historie men ikke, at hun kendte dem personligt. Forventningen fra kvinderne var desuden, at jordemoderen læste deres indre på baggrund af et kendskab til 1.000 andre kvinders indre. Denne forventning overgik også mig, da jeg var i kvindernes hjem og blev præsenteret for spørgsmål, som en forsker umuligt kan forventes at vide. Konflikterne opstod der, hvor enten jordemoderen optrådte som om, hun var i familie med kvinden, eller hvor kvinden kunne blive i tvivl om, hvor tæt jordemoderen havde været på hende.
Barnets tilblivelse
Det er ikke uden betydning at være ved barnets fødsel. Det beskrives som del af skabelsesprocessen – som at lave barnet. Der hvor barnet bliver til, skabes en speciel relation. Der var ingen forventning til de personer, som kendte kvinden rigtig godt, om at se selve fødslen dernede, men der var en klar forventning om, at barnet skulle modtages af disse personer. Alle forstyrrelser af relationsdannelsen bliver pinligt bemærket. Tilnærmelser af andre end de valgte relationsbærere bliver betragtet som upassende eller forvirrende. Potentielle relationsbærere er, ud over dem, som kender kvinden rigtig godt, alle, som kaldes for involveret. Det er typisk familie, her især kvindens familie og her især kvindelige medlemmer af kvindens familie. Det er dog ingen tvivl om, at kvindens partner og den kropslige forbundenhed, der kendetegner relationen, har størst betydning for både kvindens og barnets integritet, altså en sikring af begges helhed og tilhørsforhold.
Udenfor fødslens territorium beskrives personer, venner, kollegaer, naboer, som kvinden ønsker, skal blande sig uden om. Afskærmning af fødslen (for eksempel gik et par på marken uden for Skejby Sygehus for ikke at møde kollegaer), stod i stærk kontrast til min antagelse at intimitetens grænser for længst var ophævet.
Den vej jeg ved
”Det er ligesom den vej, jeg ved”, sagde en kvinde for at beskrive følelsen af at gå i fødsel. Vejen ender et sted, hvor kvinden og barnet har brug for beskyttelse igennem en stærk kropslig forsikring af helhed og tilhør, der gives af mennesker, som vi deler en historisk etableret nærhed med. Jordemoderen har en unik position, fordi hun kan bevæge sig på kvindens vej, og gør det med et kompetent forsæt og vilje, uden at være i familie. Jordemoderen ritualiserer den umiddelbare handlen i intime relationer til en teknologi, en ”skill”, der muliggør afstand, og åbenbaring af det skjulte i det offentlige. Vi kan diskutere om kendthed, som vi forstår geografisk og i kontinuitetsbegreber, er forudsætning for en sådan ritualiseret handlen, eller om det at være fremmed i parentes i virkeligheden har større betydning for jordemoderens evne til at virke. Jeg kan have en formodning om, at epiduralblokaden, der slører fødslen for alle tilstedeværende, manglende omtanke og viden i forhold til fødepartnerens position og endelig jordemoderens manglende mulighed for at tage afstand, har støre betydning for fødselsoutcome end om kvinden og jordemoderen kender hinanden forud for fødslen.