Det randomiserede forsøg, i daglig tale ofte omtalt som RCT (Randomized Controlled Trial), bliver promoveret som et autoritativt forskningsdesign. RCT er højt placeret i evidenshierarkiet, og det har i de sidste 10-20 år været en vigtig bidragsyder til at konstituere jordemoderfaget og obstetrikken som videnskabelige praksisser. Forsøgsdesignet blev attraktivt for jordemødre i slutningen af 1980’erne, og det er siden 1990’erne hyppigt refereret til som et autoritativt studiedesign. Opfordringen til at anvende randomiserede undersøgelser og metaanalyser blev fremført samtidig med et ønske om en mindre interventionistisk obstetrik (1). Det randomiserede forsøg var populært, det producerede argumenter og bidrog til at synliggøre, at mange rutiner og interventioner i fødselshjælpen var ubegrundede.
I dag er intet for lille eller for stort, for simpelt, eller for komplekst til at blive testet i et randomiseret forsøg. Randomiserede forsøg anvendes til at teste interventioner så forskellige som brugen af lytterør og elektronisk overvågning, epiduralblokade og badekar, og hvordan jordemoderen må bruge sine hænder ved forløsning af barnet.
Det er en central antagelse i et randomiseret forsøg, at en intervention er stabil. Hvis det ikke var tilfældet, ville det ikke give mening at udføre videnskabelige forsøg. Interventionen skal jo netop kunne anvendes i fremtidige praksisser med dokumenteret effekt. Evidensbaseret medicin abonnerer på det, den franske sociolog Bruno Latour (2) kalder en diffusionsmodel, det vil sige, at en teknologi kan diffundere uændret fra en praksis til en anden. Ændres interventionen, så omtales det ofte som et uddannelsesproblem eller som fejlbehandling. I praksis findes der imidlertid mange teknologier, som anvendes til andre formål end det, de var designet til oprindeligt. I Latours vokabular kan dette beskrives som en translation. Sådanne translationsprocesser åbner mulighed for multiple teknologier.
Analysen, som jeg lægger frem her, understreger, at teknologier og ting (fx doptoner og lytterør) er multiple. De anvendes i praksis til mere end det, de er designet til, de oversættes, når de flytter ind og bliver en del af en ny sociomateriel praksis.
RCT – som magt
Det bliver i dag taget for givet, at evidens forbedrer svangreomsorgen. Evidens har fået en næsten hegemonisk status i jordemoderfaget og i obstetrikken. Men intet fås uden en pris, og Murray Enkin, en af forfatterne til Effektive Care in Pregnancy and Childbirth (1) har opfordret til ydmyghed.
‘Above all, we need humility. The power of randomized trials, particularly as they feed into official health care guidelines, is enormous. They are a form of advice unlike ordinary advice; because of pressure to conform, there may be no option of refusal. The "scientific evidence" has achieved a mythical status. It is excessively powerful rhetoric, a tool that so easily has become a weapon.‘ (3:129)
I takt med at det randomiserede forsøg producerede evidens og argumenter, så voksede også studiedesignets autoritet. Studiedesignet er imidlertid meget mere end et neutralt redskab til at måle effekten af en intervention, det bidrager også til at konstituere de interventioner, der testes. Det bør ikke tages for givet, at relationen mellem RCT og daglig klinisk praksis er et ukompliceret forhold, hvor RCT producerer viden, som så anvendes i praksis. Forholdet mellem RCT og dagligdagens praksisser i svangreomsorgen er mere kompliceret. I det følgende bruger jeg lyttepraksisser i jordemoderkonsultationen som et eksempel.
Randomiserede undersøgelser er et attraktivt studiedesign i evidensbaseret medicin. Evidensbaseret medicin er et ægte oplysningsprojekt, der hævder, at viden produceret i randomiserede studier vil skabe en bevægelse væk fra en uvidenskabelig praksis præget af uorden og hen imod en videnskabelig og rationel praksis præget af orden. Praksis bliver rationel fordi, den begrundes i videnskabelige metoder.
Den belgiske filosof Isabelle Stengers (4) opfordrer os imidlertid til at nedtone rationalitet og i stedet overveje, om vi stiller de rigtige spørgsmål. Stengers understreger, at den måde, vi formulerer vores forskningsspørgsmål på, samtidig er en måde at definere den verden, vi undersøger.
Jeg tager Stengers opfordring alvorligt (5), og i det følgende vil jeg tage dig med på en ekspedition ind i evidens og konsultationspraksisser. Du, den rejsende må forberede dig på at møde agerende artefakter og en emergerende krop. Begrebet artefakt kommer fra latin ’arte factum’ og betyder ’frembragt ved kunst.’ Et artefakt er derfor noget, der er et resultat af menneskelig aktivitet. En emergerende krop er en krop, som bliver til som en konsekvens af en praksis, den er ikke årsagen til en praksis. Disse entiteter er anderledes end dem, der findes i obstetriske tekster og abonnerer på en essentialistisk tilgang til teknologi og kroppen. Jeg præsenterer en ikke-essentialistisk tilgang og det får konsekvenser bl.a. ved, at vi ikke kan tage for givet, at vi ved, hvad krop eller teknologi er, før vi har undersøgt det i praksis. Vi må forblive åbne og undersøge, hvordan de bliver til som konsekvens af en sociomateriel praksis, hvor både mennesker og non humane aktører bidrager (non-humane aktører er f.eks. ting, teknologi, begreber, organisation).
Støjende tekst fra Sundhedsstyrelsen
Mit spørgsmål om forholdet mellem randomiserede undersøgelser og hverdagens jordemoderpraksis er sat i gang af en lille kort tekst i ’Sundhedsstyrelsens retningslinjer for svangreomsorg’, 2009 side 108, hvor man kan læse følgende: ”Der er ikke dokumenteret klinisk værdi ved rutinemæssigt at lytte efter hjertelyd (træstetoskop eller doptone) hos en gravid, der mærker liv dagligt. Det kan dog have psykologisk betydning for forældrene at høre fosterets hjertelyd, og da kan doptone anvendes i stedet for træstetoskop.”
Fordi jeg er situeret som jordemoder og forsker i Science and Technology Studies (STS se faktaboks) er denne lille tekst støjende. Jeg bruger støj i betydningen at noget, der igangsætter en protest eller klage. Støjende historier er historier, der udfordrer commen sense antagelser om, at teknologier bare er redskaber, der kan anvendes som et effektivt middel til et mål. Med andre ord, en støjende historie er en historie, der foreslår, at ting og teknologier gør mere i klinisk praksis end det, der bliver forklaret i traditionelle metodebøger eller det, der testes i RCTer. Men det er imidlertid sådan, at støjen ikke høres af alle, om man hører støjen afhænger af, hvordan man er situeret. Den støjende tekst fik mig til at stille en række spørgsmål: Hvorfor foreslog Sundhedsstyrelsen, at man skulle bruge en doptone? Hvorfor ekskluderede de lytterøret? Og hvorfor italesatte de brugen af doptone som en god oplevelse? For at udvikle min analyse bruger jeg teoretiske ressourcer fra STS-feltet og interview og uformelle samtaler med jordemødre og min egen jordemodererfaring.
Stetoskopets historie
Stetoskopet anvendes ifølge traditionelle obstetriske lærebøger til at lytte til fosterets hjertelyd. Stetoskopet og hjertet er historisk tæt forbundne. Stetoskopet blev indført af den franske læge Laënnec i 1816, som anvendte det til at diagnosticere lunge- og hjertesygdomme.
Laënnecs eksperimenter med stetoskoper var på ingen måder uskyldige. Laënnec udviklede ikke bare et nyt arbejdsredskab, stetoskopet blev en vigtig aktør i udviklingen af moderne medicin. Lægen og historikeren Stanley Reiser beskriver effekten af indførelsen af stetoskopet i medicinen som svarende til den indflydelse, bogtrykkerkunsten fik for den vestlige kultur (6). Stetoskopet forandrede medicinen. Finn Olesen, filosof og STS-forsker, påpeger, at introduktionen af stetoskopet markerede et skift væk fra den situerede samtale og hen mod universelle og reproducerbare diagnoser. Før stetoskopets indtræden i medicinen var det ikke muligt at etablere relationer mellem patientens narrativ og ydre fysiske tegn på den ene side og de anatomiske strukturer inde i kroppen på den anden (7).
De etymologiske rødder til ‘stetoskop’ findes i de græske begreber for ‘bryst’ og ‘jeg ser’. Hvordan var det muligt at give dette nye instrument et navn, der refererer til synet, når det var et instrument, som man anvendte til at lytte til hjertet og lunger med? Laënnec tilhørte, hvad der senere blev kaldt den franske skole, en gruppe af læger, der argumenterede for, at symptomerne skulle have diagnostisk relevans. En tanke, som i dag synes indlysende, men som ikke var det i starten af det tidlige nittende århundrede. Laënnec antog, at kroppens lyde kunne give ham oplysninger om sygdomme, som fandtes inde i kroppen. Disse sygdomme kunne så verificeres ved obduktion, dvs. de kunne verificeres via synet (6,7).
Instrumenter rejser ofte fra en praksis til en anden, således også lytterøret. Det var Jacques-Alexandre Lejumeau de Kergaradec (1787-1877), en elev af Laënnec, der bragte stetoskopet ind i fødselshjælpen, da han anbragte et stetoskop på maven af en gravid kvinde i 1819. Lejumeau de Kergaradec beskriver, hvordan han havde forventet at høre fosteret plaske i vand, men blev overrasket over at høre en ‘dobbelt lyd’, og indså, at dette måtte være fosterets hjerte (8).
Relationen mellem menneske og teknologi
Hvad gør lytterør og doptone i dagens svangreomsorg? Og i hvilken henseende er disse redskaber ens eller forskellige? Jeg vil i det følgende argumentere for, at lytterør og doptone er aktive bidragsydere til svangreomsorgen, de er ikke bare neutrale, tavse og passive redskaber. De bidrager tværtimod til at skabe vores handlinger og vores forståelse af graviditeten, og de bidrager til at gøre os til dem, vi er.
For at synliggøre, hvad lytterøret og doptonen gør, har jeg brug for teoretiske og empiriske ressourcer, som jeg henter i Science, Technology and Society Studies. Den franske filosof og sociolog Bruno Latour, den hollandske filosof Annemarie Mol og den hollandske teknologifilosof Peter-Paul Verbeek tilbyder ressourcer, som kan anvendes til at undersøge menneske-teknologi relationer. Latour beskriver kroppen (9,10) og Mol (10,11) beskriver sygdom som praktiseret (Mol anvender begrebet enacted). Det vil sige, at krop og sygdom bliver til som en konsekvens af en bestemt sociomateriel praksis. At disse forfattere beskriver krop og sygdom som konstrueret, skal ikke forstås sådan, at de ikke er virkelige, men det skal understrege, at viden har en historie og at materialitet spiller en vigtig rolle i produktionen af videnskabelig viden (2,11). I moderniteten (herunder i evidensbaseret medicin) forstås mennesker som aktive og intentionelle og det materielle (ting og teknologier) som stumme og passive. Denne dikotomi forsøger teoretikere som Latour, Mol og Verbeek at komme ud over.
Latour (9,10,14), Mol (10,11) og Verbeeks (12,13) analyser har det tilfælles, at de er sensitive i forhold til det bidrag, som materialitet (fx ting og teknologier) bringer ind i en praksis. De bidrager alle til et argument til fordel for en relationel ontologi (15). En relationel ontologi fremhæver de bidrag, der kommer fra mennesker såvel som ikke menneskelige aktører (i STS ofte kaldt non humane aktører, begrebet refererer bl.a. til ting, teknologier, diskurser, organisationer mv.).
Verbeek (13) bruger ultralydscanning som et eksempel til at vise, at teknologier ikke er uskyldige. Han beskriver nakkefoldsscanning som en moralsk teknologi. Det er en central antagelse hos Verbeek, at ultralydsapparatet er meget mere end et simpelt måleredskab. Når en nakkefoldscanning gennemføres, sker der mere end blot det at måle størrelsen på en nakkefold. Når vi engagerer os i en nakkefoldsscanning, har det konsekvenser for den måde, vi praktiserer graviditet på og det har konsekvenser for hvem, vi bliver som brugere. Ifølge Verbeek konstituerer nakkefoldsscanning graviditeten som en medicinsk begivenhed og Downs syndrom som en lidelse, der kan forebygges. Forældrene konstitueres som beslutningstagere. Dette er et eksempel på, hvordan teknologi og brugere konstitueres i praksis. En sådan ikke essentialistisk analyse af teknologi understreger, at både teknologi og bruger bliver til i en praksis. Det følger heraf, at vi ikke kan definere teknologi á priori, vi må studere, hvordan den bliver til i en sociomateriel praksis. I det følgende vil jeg anvende en sådan ikke-essentialistisk tilgang og undersøge lytterøret i praksis.
Hvad gør lytterøret?
Det kræver, som alle jordemoderstuderende ved, øvelse at bruge et lytterør. Den studerende skal først lære at placere lytterøret på maven. Hun må også lære at skelne mellem lyde i livmoderen og lære at forstå de lyde, hun hører. Hvordan kan vi beskrive relationen mellem lytterøret og jordemoderen? Verbeek beskriver denne relation som en embodiment relation (12). Lytterøret opleves som en forlængelse af jordemoderens krop, meget på samme måde som den franske filosof Merleau-Pontys blinde mand oplever verden og ikke sin hvide stok. Når jordemoderen indgår en forbindelse med et lytterør, så bliver hun en lytterørsjordemoder, der har evnen til at høre lyde inde i kvindens krop. Jeg bruger begrebet lytterørsjordemoder uden bindesteg for at understrege, at relationen lytterør og jordemoder konstituerer jordemoderen som en anden nemlig nu en jordemoder, der kan høre lyde inde i kvindens krop.
Det er et vigtigt aspekt i denne praksis, at et lytterør inviterer én og kun én lytter ad gangen. En lytterørsjordemoder er således både privilegeret og ansvarlig. Hun er den, der hører fosterhjertelyden, og hun er den ansvarlige, der vurderer, om fosteret er levende og trives. Det, at jordemoderen er den eneste, der hører lyden, gør hende sårbar. Hvis et barn dør uventet, selvom hun hørte normal hjertelyd, så kan hun ikke gøre andet end at henvise til hendes egen kropsliggjorte jordemodererfaring. Det betyder, at nogle jordemødre vælger ikke at bruge lytterøret, fordi de ikke vil stå i en situation, hvor deres kompetence bliver betvivlet.
Lytterøret konstituerer jordemoderen som den ansvarlige, men hvad gør lytterøret ellers? For at undersøge det nærmere, så foreslår jeg, at du tænker på en situation, hvor en kvinde ligger på lejet i en jordemoderkonsultation. Jordemoderen står ved siden af, hun har placeret sin hånd på kvindens mave, og hun ser på en lille dreng, der forsøger at placere sit øre på et lytterør, der er placeret på kvindens mave. Det er en vanskelig opgave for drengen, og derfor må han have hjælp fra sin far. Faderen løfter drengen op, så han er i højde med moderens mave.
Som allerede sagt tidligere så anvendes lytterøret ikke bare til at lytte til maven, det bidrager også til at skabe os som dem, vi er. Lytterøret inviterer her familiemedlemmer til at forholde sig til et ufødt barn dvs. til et kommende familiemedlem. Røret anvendes som et middel til at forbinde det ufødte barn til dets sociale netværk, og jordemoderen konstitueres som en professionel, der erkender, at det at være gravid er en familiebegivenhed, og lytterøret er i denne sociomaterielle praksis ikke et screeningsredskab eller et diagnostisk redskab, det er et redskab, der skaber forbindelser. Mol anvender begrebet enactment til at beskrive udkommet af en sociomateriel praksis. Lyden, som den lille dreng hører, er ikke den samme lyd, som jordemoder hører. Det er faktisk ikke engang vigtigt, om han hører en lyd, lyden er ikke det, der produceres i denne situation. Det, der enactes her, er ikke et hjerte, det er et fremtidigt familiemedlem.
Jeg har beskrevet lytterøret som multipelt som mere end et medicinsk redskab, det bliver i forskellige sociomaterielle praksisser noget forskelligt. Hverken lytterøret eller de involverede brugere er stabile enheder, de bliver til som en konsekvens af forskellige sociomaterielle praksisser. Det ufødte kan for eksempel enactes som et foster, eller som et familiemedlem.
Hvad gør Doptonen? Doptonen kan ligesom lytterøret bruges til at forbinde det ufødte barn til dets sociale netværk, men det gør det på en lidt anden måde end lytterøret. Lytterøret skaber en privat og intim forbindelse med den ufødte. Kun én person ad gangen kan høre fosterets hjerte lyd, og lytteren må gøre en indsats for at høre lyden. Det er for eksempel ikke muligt at lytte i et lytterør og tale på samme tid.
Et lytterør inviterer en lytter af gangen, mens doptonen inviterer flere lyttere til at dele lyden. Doptonen producerer en ultralydsrepræsentation, det vil sige, at doptonen omformer og forstærker lyden af fosterets hjerte og lyden kan derfor distribueres til flere lyttere. I denne sociomaterielle praksis produceres der altså vidner til det faktum, at fosteret er i live. Hvad kræver det at producere en hørbar repræsentation af hjertelyden? Den hørbare repræsentation kan ikke produceres uden ultralyd, og dermed konstituerer doptonen også det ufødte barn som et barn, der bliver eksponeret for ultralyd. Jeg vil ikke her gå ind i spørgsmålet, om ultralyd er skadelig eller ej, jeg vil bare understrege, at beskrivelsen af doptonen som en moderne udgave af et lytterør er utilstrækkelig.
Jeg har nu beskrevet lytterøret som henholdsvis en medicinsk teknologi og som en forbindelsesskabende teknologi. Men lytterøret er mere end det.
Et lytterør der skaber tro på kroppen
Gravide oplever i stigende grad, at der anvendes en række test for at vurdere barnets tilstand, og de må derfor ofte afvente svar på test, der bliver produceret på afstand både i tid og rum af den gravide.
Værktøjer, der kan bruges til at placere barnet inde i kvindens krop, er i moderne fødselshjælp sjældne, og netop derfor er det vigtigt ikke ureflekteret at afskaffe dem. To sociologer Akrich og Pasveer (16) bruger begrebet trajectories (spor) til at beskrive, hvordan tests, ultralyd, fostervandsprøver og en række andre teknologier anvendes til at informere kvinden om hendes krop og den ufødte. Denne viden produceres uden for og på afstand af den legemliggjorde graviditet. Lytterøret er i denne henseende anderledes, og kan anvendes til at placere barnet inde i kroppen.
Jordemoderen kan anvende lytterøret til at placere det ufødte barn inde i kvindens krop, og dermed konstituere kvinden som en gravid kvinde, der kan tro på sine kropslige fornemmelser.
Lytterørsjordemoderen hører den ufødte, men for andre forbliver det tavst. Jordemoderen kan kun høre den ufødte, når hun forbinder sig med et lytterør. Netop det faktum kan hun fremhæve over for kvinden og dermed understrege, at kvinden er privilegeret – hun behøver kun at vende sin opmærksomhed mod kroppen og så kan hun mærke barnet.
Hvad er der i vejen med Sundhedsstyrelsens argument?
Jeg beskrev tidligere, hvordan Sundhedsstyrelsens lille tekst om lyttepraksisser, gav anledning til denne analyse. Da Sundhedsstyrelsen iværksatte arbejdet med at udvikle nye evidensbaserede retningslinjer, så fulgte der en implicit antagelse om, at evidens skal findes i RCT’er og metaanalyser. Epistemologi er helt central i evidensbaseret medicin. Epistemologi kommer fra græsk og betyder ‘at stå på’, det vil sige, at epistemiologi spørger til grundlaget for viden. Hvordan begrunder discipliner og professioner deres viden og hvordan begrunder professionen de metoder, som den anvender? Evidensbaseret medicin beskæftiger sig med spørgsmålet: Hvordan kan vi vide, at en behandling er effektiv? Og evidensbaseret medicin begrunder sin viden ved at henvise til det randomiserede forsøg som en metode, der er særlig god til at kontrollere bias.
Udgangspunktet for Sundhedsstyrelsens anbefalinger om lyttepraksis er det randomiserede forsøg. I et randomiseret forsøg spørges der til hvilken effekt, det har at lytte til fosteret. Hvis ikke et randomiseret forsøg kan dokumentere, at lytning af fosterets hjertelyd giver lavere perinatal dødelighed eller sygelighed, så kan konsekvensen blive, at denne praksis afskaffes. Men er spørgsmålet om effekt det eneste og det rigtige spørgsmål at stille i forhold til lyttepraksisser? Det argument, som jeg har fremført her, er, at begrunder Sundhedsstyrelsen praksis alene i RCT’er, så kan det meget let bidrage til at afskaffe produktive praksisser. Jeg vil i det følgende se lidt mere på Sundhedsstyrelsens argument.
Jeg har tidligere i denne tekst beskrevet, hvordan Sundhedsstyrelsens lille tekst om lyttepraksis rejste en række spørgsmål bl.a. spurgte jeg: Hvorfor foretrækker Sundhedsstyrelsen doptonen? For Sundhedsstyrelsen er både lytterør og doptone redskaber, der producerer lyd. Den implicitte antagelse om lytterør og doptoner er, at disse redskaber er neutrale midler (lytteredskaber) til et formål (at høre den føtale hjertelyd). I Sundhedsstyrelsens argumentation tages det for givet, at både en doptone og et lytterør er medicinske redskaber, der bruges til at lytte til fosterets hjertelyd og til at vurdere fosterets tilstand. Disse redskaber bruges altså til et og kun et formål. Hvis vi forstår doptone og lytterør som lydproducerende redskaber, der skaber gode oplevelser gennem lyd, så er det klart, at doptonen vinder.
Sundhedsstyrelsens argumentation omkring lytning er støjende fordi, den prøver både at være tro mod evidensen — og opfordrer dermed til at stoppe med at lytte i konsultationen — men samtidig var der en fornemmelse af, at der er ’mere derude’. Dette ’mere’ blev så parkeret i kategorien ’en god oplevelse’ og/eller psykologi. Sundhedsstyrelsen refererer til en god oplevelse og skal lytterør og doptone have en plads i konsultationen, så er der kun et sted, hvor man kan skabe sig en argumentation for fortsat brug nemlig ’kvindens oplevelse af lyttehandlingen’. Lytning af hjertelyd blev derfor italesat som ’en god oplevelse’.
Decartes
Den erkendelsesteori, som evidensbaseret medicin refererer til, er kartesiansk dualisme. Den Franske filosof René Descartes sagde ‘Cogito, ergo sum’ (jeg tror, altså er jeg), og dermed mente han, at viden går forud for væren. Han opdelte verden i: En udstrakt verden som kunne måles (Res Extensa – ‘en udstrakt ting’) og den menneskelige bevidsthed (Res Cogitans – ‘en tænkende ting’). Sundhedsstyrelsens argumentation har referencer til denne tankegang og deres begrundelse skulle placeres i en af Descartes to kasser. Efter at Sundhedsstyrelsen havde konstateret, at de ikke kunne finde målbar evidens i form af en lavere perinatal dødelighed og sygelighed, så beskrev de effekten som en god oplevelse, og de begrundede denne oplevelse i lyd. Argumentationen tager afsæt i, at lytterør og doptone er et medicinsk redskab, og qua deres implicitte essentialistiske antagelse om teknologi, så kunne lytterør og doptone kun bruges til et og kun et formål. Denne måde at argumentere på, levnede ikke plads til muligheden af at lyttepraksisser er multiple.
Tavse metoder
Det, der er vigtigt at forstå, er, at evidensbaseret medicin sætter standarden for, hvilke spørgsmål vi kan stille og de løsninger, vi får lov til at forestille os, og dermed også rammerne for den verden, som vi kan tale om. I det evidensbaserede ordforråd er der kun plads til at beskrive lyttepraksis enten i form af tekniske effekter (dokumentation), eller i oplevelser (psykologi). Hvis virkninger af praksisser er placeret uden for disse områder, bliver de forvist fra retningslinjerne. Det randomiserede forsøg giver simpelthen ikke plads til at udforske uventede virkninger eller multiple lytteredskaber.
Evidensbaseret medicin kan producere en opdeling mellem dem, der praktiserer på videnskabeligt grundlag, og dem, der er uvidende. Mellem dem, der bekender sig til evidens, og dem, der arbejder uden evidens. Det er på tide, at jordemoderfaget identificerer teoretiske ressourcer, der kan bidrage til at give stemme til de praksisser, som evidensbaserede metoder gør tavse.
Referencer:
- Chalmers I, Enkin M, Keirse M. Effective Care in Pregnancy and Childbirth. Oxford University Press 1989.
- Latour B. Science in Action. How to follow scientist and engineers though society. Harvard University Press1987.
- Jadad ER, Enkin M. Randomized Controlled Trials. Questions, Answers and Musings. Oxford. Blackwell Publishing 2007.
- Stengers I. The Cosmopolitical proposal. I: Making things Public. Atmospheres of Democracy. MIT Press 2005.
- Aaroe Clausen J. How does materiality shape Childbirth. An explorative journey into evidence, childbirth practices and Science and Technology Studies. Center for Science and Technology Studies, Ph.d. afhandling. Århus Universitet. 2010
- Reiser SJ. Medicine and the Reign of Technology. Cambridge. Cambridge University Press 1978.
- Olesen F. Technological mediation and embodied healthcare practices. I: Selinger E. Postphenomenology. A critical companion to Ihde. Albany. State University of New York Press 2006:231-245.
- Lejumeau de Kergaradeck. Ueber die Auskulation (das Hören) in Beziehung auf die Schwangerschaft, oder Untersuchungen über zwei Zeichen, mittelst derens man mehrere Umstande des Schwnagerschaftszustandes erkennen kann. Weimar 1822.
- Latour B. How to talk about the body? The normative dimension of Science Studies. Body and Society 2004:10:2-3:205-229.
- Law J, J Hassard (red.). Actor Network Theory and after. Oxford. Blackwell Publishers 1999.
- Mol A. The Body Multiple. Ontology in Medical Practice. Durham. Duke University Press 2002.
- Verbeek P What things do. Philosophical reflections on Technology, Agency and design. Pennsylvania. Pennsylvania State University Press 2005.
- Verbeek, PP. (2008). Obstetric ultrasound and the technological mediation of morality: A postphenomenological analysis. Human Studies 2008:31:1:11-26
- Latour B. Where are the missing masses? The sociology of a few mundane artefacts. I: Bijker WE, Law J. Shaping Technology / Building Society. Studies in Sociotechnical Change. Mit Press 1992.
- Ihde D, Selinger E. Chasing Technoscience: Matrix for Materiality. Bloomington. Indiana University Press 2003.
- Akrich, M, Pasveer, B. Obstetrical trajectories. On training women’s bodies for (home)birth. I: Birth by design. DeVries, Benoit, Van Teijlingen & Wrede eds. London: Routledge 2001.
Science and Technology Studies (STS)
STS er et alsidigt og tværfagligt forskningsfelt, der undersøger forholdetmellem videnskab, teknologi, organisation og samfund. Dets udøvere kommer fra mange områder,såsom sociologi, filosofi, kvindestudier, kulturstudier, geografi, antropologi, økonomi, socialpsykologi og historie. Området omfatter forskellige positioner, både hvad angår teoriog metode, men de deler alle antagelsen om, at empiriske undersøgelser kan anvendes til at udfordre den deterministiske og essentialistiske forståelse af teknologi. Udgangspunktet for analyserne er altid empirisk — typisk på et mikrosociologisk niveau. De teoretikere, som anvendes i denne analyse, fremhæver de bidrag, som det materielle bringer ind i en praksis.
En introduktion til STS kan findes i ’Introduktion til STS — Science and Technology Studies’. Bruun Jensen et al. Hans Reitzels Forlag, 2007.
