Et offentligt sundhedsvæsen med fri og lige adgang til behandling og andre ydelser er for langt de fleste danskere en af grundstenene i det danske velfærdssamfund. Vi bryder os ikke om, at penge kan bringe os foran i køen til operationer og andre behandlinger. Sundhed skal være for alle, og det er et offentligt ansvar at sørge for et velfungerende sundhedsvæsen.
Men lidt flere, fire ud af ti, ser gerne, at sundhedsforsikringerne breder sig. Argumenterne for tilhængerne af forsikringsordninger var, at de udgør et godt supplement til den offentlige sundhedssektor, og at de får ventetiden på behandling ned. Et tredje argument går på, at sundhedsforsikringer er nødvendige,da servicen i det offentlige sundhedsvæsen er for ringe.
Ideologiske overvejelser
Flere faglige organisationer og hovedorganisationer er på vagt over for den markante stigning i antallet af sundhedsforsikringer. Trods en udbredt opfattelse i befolkningen af at det i sidste ende er det offentlige, der bør have ansvaret for et velfungerende sundhedsvæsen, så taler tallene deres tydelige sprog. Siden 2001 og frem til i dag er antallet af arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer mangedoblet fra at dække 45.000 i 2002 til i dag at dække over en halv million lønmodtagere – måske nærmere en hel. Dertil kommer et mindre antal individuelle forsikringer betalt af den enkelte for eksempel i form af en forsikring i sygeforsikringen ’danmark’, hvor man også har mulighed for at oprette forsikringer til større operationer.
Borgere i Danmark, og dermed også medlemmer af de faglige organisationer, tager altså de private forsikringsordninger til sig, og det kan de kompetente forsamlinger i organisationerne ikke sidde overhørig. En ekstra krølle på debatten kommer der i de faglige organisationer, hvis medlemmer primært er beskæftiget i det offentlige sundhedsvæsen, og hvor man traditionelt har kæmpet for et offentligt sundhedsvæsen med ydelser af høj kvalitet. Det handler blandt andre om Dansk Sygeplejeråd og Danske Fysioterapeuter, der alle har haft spørgsmålet om de arbejdsgiverbetalte sundhedsordninger på dagsordenen.Et af de spørgsmål, der går igen, er, hvorvidt de private ordninger øger uligheden i sundhed.
Søsterorganisationer
I Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har man valgt en salomonisk løsning, der går ud på, at man siger nej til personalegoder i form af sundhedsforsikringer, der finansieres ved træk i de ansattes bruttoløn. Hvis arbejdsgiverne derimod vælger at tilbyde sundhedsforsikringer til deres ansatte som en generel velfærdsydelse, uden at medarbejderne skal betale for dem, står det dem frit for. Hovedbestyrelsen understreger ved samme lejlighed, at Dansk Sygeplejeråds grundlæggende sundhedspolitiske holdning er, at de mest syge borgere skal have adgang til sygepleje og behandling først.
Hos Danske Fysioterapeuter er man i gang med at udarbejde en politik på området, under hensyn til foreningens sundhedspolitiske princip om, at ”det er en offentlig opgave at stille sundhedsydelser til rådighed for borgerne”. Men det er ikke kun ideologiske og sundhedspolitiske overvejelser, der spiller ind. Halvdelen af Danske Fysioterapeuters medlemmer er beskæftiget på det private fysioterapeutiske arbejdsmarked, der står for en væsentlig del af aktiviteten på ydelserne inden for det private forsikringsmarked.
I Kost og Ernæringsforbundet er man gået mere handlingsorienteret til værks. Forbundet, der organiserer alle fra køkkenledere, diætister og køkkenassistenter, har indgået aftale med et forsikringsselskab om tegning af en privat sundhedsforsikring. Forbundet tilbyder således sine medlemmer en forsikring til en favorabel pris og med mulighed for også at forsikre ægtefælle og børn. Foreningens formand Ghita Parry beklager, at ”det er nødvendigt at forsikre sig mod sygdom i et velfærdssamfund som det danske”. Omkring risikoen for, at de private forsikringer medfører et A- og et B-hold, skriver Ghita Parry i introduktionsfolderen til medlemmerne: ”Private forsikringer er en realitet i det danske sundhedsvæsen i dag. De fungerer som et supplement til det offentlige sundhedssystem og er med til at sikre, at flere får en hurtig behandling”.
Jordemoderforeningens holdning
Jordemoderforeningens hovedbestyrelse havde spørgsmålet om arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer på dagsordenen på sit møde i december 2008. Målet var at afklare, hvordan foreningen stiller sig, når og hvis arbejdsgivere eller tillidsrepræsentanter bringer muligheden for at aftale sundhedsforsikringer som en del af lønnen på banen. Det er i dag lagt ud til lokal beslutning, hvorvidt man ønsker at indgå aftale om de såkaldte bruttolønsordninger, hvor fx pc eller fri telefon stilles til rådighed for medarbejderne uden, at de bliver beskattet deraf. Spørgsmålet om, hvordan foreningen stiller sig til private forsikringsordninger, er relevant at tage op nu, hvor Jordemoderforeningens hovedbestyrelse skal fastlægge en lønstrategi, der også kommer til at omfatte en privat sektor for jordemoderydelser.Spørgsmål om det forsikringsmæssige element i et sundhedsvæsen er af mere principiel end af praktisk betydning på jordemoderområdet, idet ydelser i forbindelse med graviditet og fødsel næppe kommer til at indgå i de typer af forsikringer, der udbydes i Danmark i dag. Intet forsikringsselskab ville have interesse i at tegne forsikringer for begivenheder, som den ene part, i det her tilfælde forsikringstageren, både ønsker og planlægger. Princippet i danske sundhedsforsikringer bygger på, at man forsikrer sig mod begivenheder, som hverken forsikringsselskabet eller forsikringstageren ønsker indtræder – for eksempel sygdom eller arbejdsskade.
Udgangspunktet for hovedbestyrelsens debat var princippet om fri og lige adgang til sundhedsydelser og en principiel og etisk overvejelse, om man med sundhedsforsikringer er med til at dele befolkningen op i et A- og et B-hold. På den anden side finder Jordemoderforeningens hovedbestyrelse det også problematisk, at offentligt ansatte stilles dårligere end privat ansatte, som tilfældet er i dag, hvor langt de fleste sundhedsforsikringer tilhører privat ansatte, og hvor andet fryns hører til sjældenhederne i en regional ansættelse.
Hovedbestyrelsen skal diskutere spørgsmål på møder i løbet af de kommende måneder og lægger også op til, at medlemmerne på de planlagte workshops giver deres mening til kende.