Voldsom utilfredshed med lønnen var det altoverskyggende resultat af den medlemsundersøgelse, som Jordemoderforeningen gennemførte blandt samtlige medlemmer i efteråret 2003. En opgørelse for basisstillingerne fra 1998 til i dag viser da også, at jordemødrene kommer ind på en kedelig sidsteplads med hensyn til lønudvikling i forhold til andre grupper i Sundhedskartellet og øvrige grupper i forhandlingsfællesskabet KTO. Medlemsundersøgelsen viste også, at mange jordemødre flirter med tanken om at forlade faget, fordi de ikke mener, at lønnen står i forhold til indsatsen.
De mytterilignende tilstande har givet stof til megen eftertanke hos foreningens formand, Lillian Bondo, og til konkret handling. Således meldte Jordemoderforeningen sig, sammen med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet, i november 2003 ud af KTO. Afhængigheden af de mange og ganske forskelligartede grupper i det store kommunale forhandlingsfællesskab og uenighed om forhandlingsstrukturen gjorde, at der blev for lang vej fra medlemmernes krav til overenskomsten op til det endelige resultat. Ved de kommende overenskomstforhandlinger skal Sundhedskartellet så alene prøve kræfter med arbejdsgiverne – vel vidende, at der fra de andre organisationers side ikke bliver set med milde øjne på det, som nogen finder, er en splittelse af lønmodtagerne. Udmeldelsen er et sats, men det eneste realistiske i den nuværende situation, siger Lillian Bondo, der er forsigtig optimist med hensyn til resultaterne af overenskomstforhandlinger i 2005.
– Jeg tror, det er realistisk at forhandle noget godt igennem ved OK-05 og hvis ikke, så må vi gå andre veje. På medlemsmødet blev det diskuteret, om det ville bedre vores løn, hvis jordemødre gik ud og tog andet arbejde end det, vi traditionelt varetager og i andre sammenhænge. En mulighed var en øget tilgang til vikarbureauer eller oprettelse af private fødeordninger – kort sagt – vi skal gøre meget for at vise, at det kan betale sig at have vellønnede og godt samarbejdende jordemødre.
Du sagde for et år siden, at Ny Løn kan være vejen mod bedre løn til jordemødre. Hvad er dine erfaringer i dag?
– Vi har set, at den øverste lederløn løfter sig rigtig godt rundt omkring i landet, men basisgruppen har vi ikke set så meget til endnu, da den først gik over på Ny Løn 1. april 2003. Det er et svært system, og vi arbejder meget med det; heldigvis sideløbende med en utrolig flot indsats fra tillidsrepræsentanternes side. De har fået en stor opgave med de lokale og individuelle forhandlinger, og de er ved at lære at blive ved, til de er sikre på, at de har fået det mulige hjem. Eller at stoppe op, hvis resultatet ser uspiseligt ud, og så gå videre til næste fase af forhandlingerne. Det er ikke nogen skovtur at være tillidsrepræsentant, når der sådan skal "brydes nyt land", siger Lillian Bondo.
<//span>Store reserver
Forholdsvis mange jordemødre er ansat på deltid – også set i sammenligning med andre kvindefag. De mange deltidsansættelser kan delvis forklares med et stort arbejdspres og fysisk og psykisk belastning i faget – et forhold, der også blev dokumenteret i medlemsundersøgelsen. – Man skal satse på, at den arbejdskraft, der er blandt jordemødre, udnyttes rationelt, og der skal være så gode lønvilkår og muligheder for udvikling i faget, at de deltidsansatte får lyst til at være på flere timer, end de er. Selvom deltid kan være en personlig løsning for den enkelte, så bliver lønnen for lav til at en familie kan leve af jordemoderens indtægt, og pensionsalderen kan blive præget af den lave indkomst, som følger af deltidspension og orlovshuller hos kvinder. Vi skal arbejde for, at jordemoderarbejdet på fuld tid ikke slider en jordemoder ned, og for at der fra arbejdsgiverside gøres en indsats for at holde faggruppen a jour med ny viden og udvikling af ydelserne.
– Helt konkret oplever vi en belastning i og med, at der ikke er jordemødre nok, og dermed er der alt for meget overarbejde. Det håber vi, kan løses ved, at der bliver uddannet flere jordemødre. Der er kommet et klart tilsagn om oprettelse af flere uddannelsespladser. Men indtil vi har flere færdiguddannede jordemødre, skal vi have en diskussion med arbejdsgiverne om, hvordan de udnytter vores kræfter bedst. Jeg vil for eksempel foreslå, at man ansætter det hjælpepersonale, der er nødvendigt for, at jordemødrene kan bruge deres tid på omsorg for familierne, siger Lillian Bondo. Helt konkret foreslår foreningens formand også, at arbejdspladserne tilbyder fysisk træning til jordemødre, så de mange ryggener afhjælpes, samt supervision, så man hele tiden får formidlet viden af jordemødre til jordemødre.
Lillian Bondo gør også op med ideen om, at alle jordemødre partout skal varetage alle funktionsområder.
– Vi skal være opmærksomme på alle muligheder og arbejdsområder inden for jordemoderområdet. Der er jordemødre, der brænder for fx svangre- eller barselarbejdet, eller for at scanne eller undervise i seksualrådgivning. På den måde kan vi få flere af de jordemødre, der er gået ud af faget, tilbage igen, mener Lillian Bondo.
Fra forebyggelse til servicetjek
Kvinderne vil have prænatal diagnostik, smertelindring og eventuelt kejsersnit – så er de tilfredse, kunne man forledes til at tro. Scanninger i første halvdel af graviditeten erstatter jordemoderkonsultationer, og i en leder i Ugeskrift for Læger fra november foreslås det, at jordemødrenes indsats lægges sidst i graviditeten, hvor deres primære opgave skal være at forberede kvinden på forhold omkring fødslen.Hvad bliver jordemødrenes rolle i fremtidens fødselshjælp?
– Jeg forstår godt, at mange vordende forældre vælger tilbuddene i ny teknologi til. Det skal vi ikke modarbejde, men det kræver en god information om, hvad man kan og ikke kan med disse undersøgelser. Og kvinderne skal have tilbud om solid information om deres muligheder, for eksempel med hensyn til smertelindring.
Selvfølgelig skal indsatsen tilpasses den enkelte, men et gradueret tilbud er altså ikke det samme som helt at spare forebyggelsen helt væk for de gravide, der har en uproblematisk graviditet, og så spare lidt mindre på det sygelige. Vi aner ikke, hvad der sker, hvis vi sparer omsorgen for de ressourcestærke kvinder væk. Og hvem skal i øvrigt bestemme, hvilke behov hun har? Er det den praktiserende læge? Eller en sekretær i specialambulatoriets visitation? spørger Lillian Bondo og sammenligner forebyggelsen i graviditeten med skole-hjem-samtalerne i folkeskolen.
– Ville vi finde os i, at læreren kom og sagde til os: ja, vi synes jo, at det går så godt med lille Sofie, så vi har sparet skole-hjem-samarbejdet med jer bort! Nej, det ville vi nok ikke, og det skal vi heller ikke!
Der er gode erfaringer med at lade jordemødrene fungere som den gennemgående fagperson i graviditeten og fødslen, finder Lillian Bondo. Det er fortsat vigtigt, at der er en fagperson, der er opmærksom på sammenhængen i forløbet, og som forholder sig til både de store og de små ting i graviditeten – ligamentsmerter og halsbrand, sexliv og søskendejalousi såvel som egentlig behandlingskrævende forhold.
Sundhedsfremme og forebyggelse kommer ikke i små portioner hos mange forskellige fagfolk. Den tidlige indsats hos jordemoder er vigtig i det samlede forløb.
– Vi begår en fejl, hvis vi hakker svangreomsorgen op mellem scanningspersonale, specialambulatorier og de praktiserende læger, som over for gravide fungerer meget forskelligt alt efter hvor i landet, vi befinder os. Nogle praksislæger yder en god og velunderbygget indsats over for de gravide, mens en del kører på en ældre rutine, eller lægger alle beslutninger fra sig over på et specialambulatorium, "for en sikkerheds skyld". Vi skal ikke acceptere, at forebyggelse i graviditeten ændres til et servicetjek efter apparatfejlsmodellen, hvor vi tjekker lidt her og lidt der – i stedet for at se helheden, siger Lillian Bondo.