På briksen ligger en gravid kvinde. Hendes ansigtstræk er anspændte, hun knuger hænderne om maven og prøver besværet at vende sig ind mod væggen. Ved fodenden sidder et medbragt familiemedlem apatisk. På Center of Health Care i Gambias største by, Serrekunda, tager ingen notits af den gravide kvinde. Lokalet er hjertet i helsecentret og fungerer på en og samme tid som mødelokale, personalerum, gennemgang til andre rum med andre funktioner og forrum til tre små fødestuer. Personale kommer og går, sidder og står, hilser og taler. En jordemoder bliver grebet af effektivitet og rydder et bord for papirer, gazebind og andet skrammel og stuver det usorteret op i et skab, der i forvejen bugner af rod. Henne på briksen går endnu en trækning gennem kvindens krop.
2-3 fødende på samme briks
Midt i det hele står den danske sygeplejerske Susanne Skov Petersen, upåvirket af det kaos og rod, der hersker omkring hende. Hun genkender det nemlig fra dengang, hun selv arbejdede på centret gennem et halvt år. Nu er hun tilbage på et af sine halvårlige kontrolbesøg for at føre tilsyn med sit private hjælpeprojekt, der går ud på at yde stedet hjælp til bedre hygiejne. Hun kom hertil første gang i 2004 som frivillig, ulønnet sygeplejerske. Dengang gav forholdene hende et chok. Hun startede med at hjælpe på fødestuerne.
– Der var tre stuer med 2-3 brikse på hver, og der kunne være to eller tre fødende med veer på samme briks alt afhængig af, hvor travlt der var, mindes hun. Sengelinned fandtes ikke, kvinderne blev lagt på den vrappa, de havde på, og den samme blev brugt til at tørre briksen af med, efter endt fødsel, og blev, sammen med placenta, puttet i en plasticpose og sendt med familien hjem.
Vask uden afløb
– Børnene blev badet i samme balje, dog ikke i samme vand, men baljen blev kun rengjort én gang i døgnet, vandet hældtes ud i den ene vask, der fandtes – og jeg fandt ud af, at der manglede afløb, da alt det snavsede vand endte i mine sko. Hygiejnen var mere end elendig, gammelt blod, støv og snavs overalt. Stanken var ulidelig, en blanding af urin, afføring, fostervand og blod i 40 graders varme, fortsætter Susanne.
I dag lugter der ikke længere af denne stinkende cocktail. Noget er sket siden Susannes debut. Vi tager en runde i centret, og Susanne viser os nogle af de forbedringer, hun og andre danskere har sponsoreret. Blandt andet er der nu gode brikse med lagener, og der findes nye vaskekummer med afløb. Da vi kommer til fødestuerne, daler optimismen en kende. Et afgnavet flute i babykurven, urengjorte redskaber i en stålbakke, halvstørknede blodplamager på gulvet og en spand fyldt med en grumset væske er efterladt fra en fødsel. Og den sponsorerede vask med afløb er her gået i stykker. En kvinde er efter fødsel faldet ind i den. Vasken er ikke blevet fjernet, og nu står den med brudte, skarpe kanter.
Sundhedstjek op til fem år
Længere fremme under et halvtag står en lang kø af kvinder med småbørn i bylt på ryggen. De venter på børnenes sundhedstjek. Her bliver alle børn vaccineret mod polio og almindelige børnesygdomme og vejet indtil de er fem år.
– Læg mærke til, at ingen børn skriger eller græder, siger Susanne, det er fordi, de vokser op på ryggen af moderen. Se bare hvor tæt de sidder ind til deres mor!
Alle kvinderne i køen bærer deres barn på ryggen. De har vundet et stort klæde om barnet og egen krop og bundet det stramt til, så barnet ikke falder ud.
– Og prøv at se vægten, ler Susanne, den vejer kun op til 10 kg. Når børn over 10 kg. skal vejes, skubber de bare lidt til vægten og lægger 1-2 kg. oven i hatten efter bedste skøn.
Børn og brandsår
Under åben himmel står et par bænke. Det er sårafdelingen.
– Jeg var ved at hyle den første dag, jeg skiftede hende, mindes Susanne om dengang, hun reddede en 1-årig pige med svære forbrændinger på hele venstre arm. Armen var viklet ind i gazebind, som først, under stor smerte, skulle vikles af igen. Ved et under fik Susanne fat i flamazine og en plasticpose, og nu kunne en heling af armen begynde.
– At se den glæde, da jeg skiftede hende dagen efter, det var det hele værd.
Mange småbørn bliver bragt ind med 2. og 3. grads forbrændinger, fordi de falder ind i hjemmets ildsted, som typisk findes på den bare jord uden tilstrækkeligt værn.
Som nødhjælpsarbejder med en sundhedsfaglig uddannelse i bagagen, måtte Susanne være parat til at gå utraditionelle veje. Da hun således opdagede, at den unge sygehjælper, der stod for sårafdelingen, kun var en ung dreng fra gaden, som havde oplært sig selv, kastede hun sig straks ud i samme projekt og begyndte at sy sår sammen uden erfaring eller oplæring. Som mangeårig leder i hjemmeplejen i Middelfart havde hun ikke kendskab til at sy sår, men hun ville ikke stå tilbage for gadedrengen.
Det muliges kunst
– Hjemme i Danmark bliver jeg igen og igen stillet det samme spørgsmål: Hjælper det alt sammen noget? Og mit svar er hver gang: Ja! For hvert eneste menneske, du får lov at hjælpe derude, bliver svaret et ja! Det halve års frivillige arbejde i 2004 har sat tydelige spor i Susannes liv.
– Afrika har sneget sig ind under huden på mig og har engageret ikke bare mig, men også hele min familie derhjemme i privat nødhjælpsarbejde, siger Susanne. Det begyndte i det små med håndklæder, kitler og sæbe, men udviklede sig hurtigt til containertransport af sygehusudstyr.
– Mit overordnede mål på stedet er at forbedre hygiejnen. Det er min intention at gøre noget ved det, der er muligt inden for de rammer og muligheder, der findes. Det kan gøres ved at sponsorere håndvaske, toiletter, håndklæder, sengelinned, kloakering og ved at prøve at lære dem at rydde op inde og ude og gøre bedre rent. Jeg har også arbejdet meget med at forbedre sårplejen inden for de muligheder, de har. I løbet af de to år, Susanne har været i gang med sit nødhjælpsarbejde, har hun erfaret, at det er vigtigt at samarbejde direkte med ledelsen – især personalelederen og lederen for reparationsafdelingen.
– Efter samarbejdet med dem, er der kommet skred i tingene, og der kan tages beslutninger og ting kan effektueres hurtigt. Vi planlægger sammen, hvad der skal laves, og så stiller reparationschefen med arbejdskraft. Vi har fået malet i sengeafdelingen og næste projekt er at få malet Health Center færdigt, når jeg om tre måneder kommer herned igen. Til det har jeg fået penge doneret af Soroptimisterne, som havde læst om mit projekt i et ugeblad. Og ellers skal jeg på et tidspunkt have gjort noget ved sengeafdelingen, som trænger meget til renovation, så den bliver lettere at rengøre. Der skal bl.a. lægges fliser på gulvet, fortæller Susanne.
Hjælpearbejde med knopskydning
Efterhånden har Susanne også fået kontakt med landets sundhedsminister og mulighed for at blive hørt på et højere plan. Det næste projekt er at etablere to udvekslingsstillinger på helsecentret i byen Brikama til sygeplejestuderende fra Danmark. Og sådan bliver nødhjælpsarbejdet ved med at udvikle sig med knopskydninger. Der viser sig hele tiden nye huller at dække. Susanne er en ildsjæl, der dog erkender, at tingene også for hendes eget vedkommende må tage den nødvendige tid, eftersom hun har et fuldtidsjob som leder i hjemmeplejen herhjemme.
– Jeg prøver hjemmefra at skaffe midler ved at holde foredrag og søge lokale foreninger om støtte. Det oplever jeg som meget positivt. Mange vil gerne støtte projektet, da de ved, det kommer direkte derned uden dyre administrationsudgifter. Og jeg hjembringer altid billeder til dem, der har doneret et og andet. Det virker godt. Jeg prøver at planlægge, hvilket projekt jeg vil gøre næste gang, men tit kommer der noget andet, jeg er nødt til at prioritere i stedet for. Du så selv vasken, der var knust, siger Susanne.
Vigtige erfaringer
Susanne slutter med de vigtigste erfaringer, hun har gjort sig som frivillig sundhedsarbejder i det fattige land.
– Det er vigtigt at kunne løsne op for traditionelle faggrænser, bruge sit fag kreativt, være åben for stedets kutyme og være forberedt på markante forskelle i holdninger til hygiejne, organisationsevne og planlægning. Og så skal man ikke tro, at man kan lave alt om på et halvt år. Til gengæld, lover hun, bliver man beriget med nye, spændende udfordringer hver dag, deltager i livsvigtigt arbejde og møder megen åbenhed og varme.
Én ting kan Susanne garantere: Man bliver aldrig den samme efter mødet med Afrika.