I den valgfri periode, som jordemoderstuderende har til at fordybe sig i et specifikt emne, valgte vi at drage mod Betlehem, Palæstina, landet med de mange bjerge, religioner og omend endnu flere historier. Et land hvis landsmænd og -kvinder er flygtninge i eget land og ikke kan besøge venner og familie som de lyster.
Der er dog gæstfrihed over alt, hvor man kommer og altid mad nok til, at en ekstra eller to kan spise med.
I håbet om at opleve en fødekultur forskellig fra den danske brugte vi 14 dage på Holy Family Hospital (HFH), hvor vi hurtigt blev bevidste om egen forforståelse og om, hvordan denne influerer på måden at anskue fødsler og jordemoderfaglig omsorg.
Forhindringer
Kvinderne i Palæstina er opvokset i et land, hvor man ikke bare sætter sig i sin bil og kører til hospitalet, når man mærker første ve. Mange har lang vej til hospitalet og mange skal krydse flere checkpoints undervejs. Vi oplevede flere kvinder, der kom ind i latensfasen, blive tilbudt en seng på barselgangen; sendt hjem blev de i hvert fald aldrig. Jordemødrene var af den overbevisning, at hvis de sendte kvinderne hjem, ville de ende med at føde uden for hospitalet. Efter opholdet må vi give dem ret, for palæstinensiske kvinder er hurtige fødere.
Situationen i landet gør, at det primære for kvinderne er, at alle overlever fødslen. Derfor oplevede vi en fødekultur, der i højere grad end den danske fokuserer på de somatiske aspekter af familiedannelsen. Således er det ikke disse kvinder, der – endnu – står og råber op med krav om kontinuitet og sundhedsfremme.
På baggrund af vores oplevelser på den palæstinensiske fødeafdeling har vi erkendt, at der er mange elementer, som definerer, hvorledes et jordemodervirke udformes. Det er derfor vigtigt i diskussionen om en given jordemoderpraksis, ikke at forsøge at diskutere begreber som ”rigtig” og ”forkert”, men snarere at få en forståelse for, ”hvad” og ”hvorfor”. Som udefrakommende bør man ikke dømme en given praksis uden først at danne sig en forståelse for kultur og historie.
Kultur spiller ind
På HFH bruger man udtrykket ”skin to skin”, men jordemødrene har ikke meget erfaring med denne praksis. De mener ikke, at mødrene vil have deres børn op til sig, før de er vasket rene. De fortalte, at dette skyldtes noget kulturelt. Vi synes dog flere gange at have observeret mødre, der lå og kiggede efter deres nyfødte – først på Sechers bord og efterfølgende svøbt i en krybbe uden for kvindens rækkevidde. Med danske øjne synes denne praksis uforståelig, når kvinden med hele sin krop ”råber” på barnet. Vi har respekt for, at der i kulturen hersker en opfattelse af, at det nyfødte barn er beskidt, men kan ikke se de store udfordringer i at tørre barnet af – som de jo allerede gør – for efterfølgende at give det tilbage til moderen.
Udfordringer
Vi oplevede situationer under opholdet, der var udfordrende, og hvor vi følte os magtesløse som observatører. Et eksempel er anlæggelsen af en episiotomi. Vi oplevede en helt anden praksis end den danske. På HFH får 70 procent af alle førstegangsfødende anlagt en episiotomi. Det til trods for at der ikke i nogen procedure står skrevet, at paritet er en indikation. Vi oplevede en episode med en nullipara, der var 9 cm. ved ankomst til fødegangen og hurtigt udslettet. Jordemoderen begynder at presse aktivt med hende selv om hun forinden har sagt, at hun vil vente, til hun ”kan se caput”. Efter et kvarter med flot progression gør jordemoderen klar til at anlægge en episiotomi, hvilket gøres efter nogen tid. Der skal dog yderligere syv pres til, før barnet forløses.
Faglig ballast
Oplevelserne var mange. Alt for mange til, at de kan gengives i en artikel som denne, hvorfor dette er en ”smagsprøve” på alle de skønne oplevelser og faglige udfordringer, man kan opleve, hvis man tager til Palæstina. Om vi står klar med taskerne på nakken igen til vores dimission den 29. juni, har vi ikke taget stilling til endnu. Formentlig ikke, for vi har også måttet erkende, at i en fødekultur så forskellig fra den danske, er det vigtigt, at man har en vis portion faglig ballast, en ballast vi først lige skal ud og opbygge. Men der hersker ingen tvivl om, at det ikke er sidste gang, vi har kæmpet os igennem paskontrollen i Ben Gurion for at nå til det det forjættede land.