Mathilde og Sebastian blev aldrig for alvor bange i de døgn, der gik fra en scanning viste, at mængden af fostervand var i underkanten, til de efter en nem og hurtig fødsel blev forældre til en lille fin pige.
– Jeg følte normalt liv og jeg havde hele vejen igennem en fornemmelse af, at hun havde det godt, siger Mathilde, der fødte for første gang. Men usikkerheden blev alligevel plantet fredag eftermiddag, da hendes jordemoder sendte hende til vækstscanning, der viste nedsat fostervandsmængde og øget flow til hjernen som tegn på, at fosteret prioriterede sine ressourcer. CTG’en var normal, men på baggrund af scanningen blev de kommende forældre rådet til at få fødslen sat i gang. Mathilde var på det tidspunkt 40 uger og fire dage henne i graviditeten.
– Vi talte med en læge, der fortalte, at CTG’en viste, at alt var normalt hos barnet og at hun havde en fin størrelse. Men for at undgå at moderkagen rendte ud for næring, syntes de, at jeg skulle sættes i gang, siger Mathilde.
Aftalen blev, at parret skulle komme igen lørdag formiddag klokken 10. Klokken 8 får Mathilde en fornemmelse af, at vandet er gået og de tager ind på hospitalet, hvor en CTG viser, at alt er fint.
– Vi fik lov til at gå en tur over frokosten og vendte tilbage klokken 14, hvor en ny CTG også var fin. Men der var stadig ikke en læge, der kunne undersøge, om vandet reelt var gået, fortæller Mathilde.
Klokken 17.30 blev Mathilde undersøgt af en læge, der konstaterede, at vandet ikke var gået og at livmodermunden var passabel.
– Jeg fik at vide, at det ikke var nødvendigt med Angusta, fordi livmodermunden var så åben, at vandet kunne tages, siger Mathilde. Der blev igen scannet og også denne gang var vurderingen, at der var meget lidt fostervand.
Klokken 18.30 blev parret sendt hjem for natten med besked om at komme ind næste morgen.
– Vi fik at vide, at så skulle vandet tages, med mindre hele København valgte at føde lige der, som lægen sagde.
Og det valgte hele København; sådan føltes det i hvert fald da Mathilde og Sebastian søndag morgen ringede ind på afdelingen og fik at vide, at de skulle komme ind til CTG. Den var igen fin og meldingen var endnu en gang, at en læge skulle tage beslutning om, hvad der nu skulle ske.
– Vi fik at vide, at der var så travlt, at vi ikke skulle regne med at få taget vandet nu og her, men at vi skulle vente på en læge og en afgørelse derfra, fortæller Mathilde.
Senere på eftermiddagen blev der igen kørt CTG, men først klokken 19 kom en læge og efter at have scannet Mathilde og set lidt mere fostervand blev parret igen sendt hjem for natten med endnu en besked om at ringe ind næste morgen.
Mentalt bombede
Mandag morgen klokken 9 bliver vandet taget og klokken 17 samme eftermiddag føder Mathilde en sund og rask pige.
– Jeg blev altså sat i gang to døgn senere, end lægerne i førte omgang havde besluttet og det kan da ikke undgå at give en del usikkerhed. Vores usikkerhed gik nok mest på, om vi blev udsat til grænsen, så situationen pludselig blev akut, siger Mathilde, der blev mødt med mange undskyldninger og undskyldende blikke.
– Og det var selvfølgeligt fint, men det kan også gøre det værre, fordi man kommer til at tænke: Er der noget med barnet? siger Mathilde.
Begge forældre fremhæver, at de ikke er utilfredse med jordemødres og lægers faglighed eller med, hvordan de er blevet behandlet.
– Men man regner jo med, at der skal ske noget, når man får besked på, at det kan gå galt, hvis der ikke gribes ind. Så det var da en træls situation og det havde været helt uacceptabelt, hvis noget var gået galt, siger Sebastian.
Parret er i dag hjemme i egne rammer og det kom de allerede seks timer efter fødslen. Den ambulante fødsel passede dem godt; de syntes ikke, at havde behov for at tilbringe yderligere tid på hospitalet.
Men de mange dage med ventetid og spekulationer satte sit præg på den første tid med datteren.
– Vi var mentalt bombede af at skulle forholde os i så mange dage. Det var meget heldigt, at vi kunne slutte af med en kort fødsel, siger Sebastian.