En unødvendig død

Europas strammeste abortlov

Ifølge abortforkæmpere er Izabela den første person, der mister livet som en direkte konsekvens af, at den polske regering har gjort det ulovligt at abortere fostre med misdannelser.

Polen havde i forvejen en af Europas mest restriktive abortlovgivninger. Kun i tre tilfælde var abort lovligt: Ved voldtægt, ved livsfare for den gravide og ved misdannelser hos fostret.

Længe havde den magtfulde katolske kirke i Polen lobbyet for en stramning af loven, som skulle fjerne sidstnævnte mulighed. Ifølge kirken er det et brud på den mest basale menneskerettighed, nemlig retten til liv, hvis man aborterer et foster med misdannelser.

I de fleste EU-lande tager regeringer ikke hensyn til, hvad kirken mener om en given lov, men i Polen har kirkens holdning stor betydning. Godt 90 procent af befolkningen er katolikker, og landets regeringer har en lang tradition for at støtte og samarbejde med kirken.

– Kirken udnytter sin stærke sociale position til at lægge pres på politikerne, siger Michael Zawislak fra det katolske universitet i den polske storby, Lublin.

– Kirken kan direkte mobilisere millioner af mennesker. Det betyder, at kirken kan være med til at afgøre præsident- og parlamentsvalg. Et parti, der ønsker kirkens støtte, skal tænke meget nøje over eventuel kirkekritisk politik.

Da kirken fik sin vilje, og regeringen strammede abortloven, vakte det ikke kun begejstring i en befolkning, der er splittet i to lejre: Den ene lejr betragter katolicismen som indbegrebet af den polske identitet. Her betragtes abort på linje med mord og er med henvisning til Biblens femte bud forbudt.

Men den anden lejr, som hovedsageligt holder til i de større byer, kæmper for de liberale værdier, som EU repræsenterer, hvor abort betragtes som en menneskerettighed.

Ved lovens implementering strømmede abortforkæmpere på gaderne i Polens største byer. Demonstranterne talte op mod hundredtusinde mennesker i Warszawa, det var nogle af landets største demonstrationer nogensinde, og helt usædvanligt stormede vrede borgere gudstjenester. De krævede, at kirken holder sig ude af politik.

Men loven står ved magt, og abortforkæmpere har siden frygtet den skæbne, som nu er overgået Izabela.

En umulig beslutning

Hændelsen fandt sted for flere måneder siden, men Izabelas familie har først nu offentliggjort forløbet i håbet om, at den vil skabe opmærksomhed på situationen for kvinder og sundhedspersonale i Polen og lede til lovændringer.

Kritikere af Izabelas familie mener, at hendes sag er et enkeltstående tilfælde af fejlbehandling fra lægepersonalets side, og at det intet har med lovændringen at gøre.

Eksempelvis mener den katolske tænketank Ordo Iuris, som sammen med kirken har lobbyet for implementering af loven, at lægepersonalet skulle have aborteret fostret, fordi det satte Izabelas liv i fare.

Men Izabelas støtter mener, at den nuværende lovgivning sætter lægepersonalet i et dilemma, hvor de skal træffe en umulig beslutning:

Skal de abortere for at redde kvindens liv, mens de samtidig risikerer at bryde loven? Eller skal de nægte at foretage en abort for dermed at håndhæve loven?

Jordemoderen kan altid sige nej

Det er ikke kun Polens læger, som risikerer at stå i en etisk vanskelig situation. Landets jordemødre kan ligeledes befinde sig i situationer, hvor de er nødt til at tage sig af kvinder, som ønsker abort, men som ikke har mulighed for at få det. Ligesom Izabel er de kvinder nødt til at fuldende deres graviditet, og uanset om jordemødrene er imod abortloven eller ej, er deres opgave at hjælpe de ufrivilligt gravide med at føde. Jordemødrene er på den måde med til at efterleve en lov, som ifølge flere EU-lande er i strid med basale menneskerettigheder.

Ewa Janiuk, der er næstformand for den uafhængige organisation Rådet for Sygeplejersker og Jordemødre, ser dog ikke nogle etiske udfordringer forbundet med arbejdet som jordemoder under den nye abortlovgivning. Hun mener ikke, at det er op til jordemødrene at stille spørgsmål ved en lov, som regeringen har vedtaget:

– En jordemoder diskuterer eller anfægter ikke lovgivningen. En jordemoder adlyder og overholder lovgivningen. Men hvis en jordemoder ikke er enig med den behandling, systemet tilbyder en gravid kvinde, kan jordemoderen til enhver tid sige nej til at tage sig af vedkommende, ̒ siger Ewa Janiuk, da vi møder hende i Warszawa.

Ewa Janiuk ser ikke noget problem i lovgivningen. Uden at ville kommentere konkrete sager fortæller hun, at hun ikke selv har set en situation, hvor loven har haft konsekvenser for gravide kvinder.

– Det egentlige dilemma ved en uønsket graviditet er, hvem der har førsteprioritet: Den gravide eller barnet, der snart bliver født. Det er den samme situation som i en ulykke, der involverer mange mennesker: Det er svært at vurdere, hvem man skal redde først. På den ene side har vi kvindens rettigheder, men på den anden side har vi menneskerettighederne for et barn, der er så lille og svag en person, at det ikke kan forsvare sig selv, ̒ siger Ewa Janiuk, der betegner sig selv som katolik, men som efter eget udsagn ikke lader sit arbejde styre af religion.

Hun understreger, at jordemødrene ̒skal rådgive deres patienter inden for lovens rammer.’

Med den formulering mener hun eksempelvis, at jordemødre i Polen på grund af lovgivningen ikke må rådgive gravide kvinder, som ønsker abort, til at få foretaget en abort uden for landets grænser.

Hun mener også, at det ̒vil være svært ̒ at finde jordemødre, som er imod den nuværende abortlov i Polen.

En ulykkelig jordemoder

Der er ikke foretaget officielle undersøgelser, men at Janiuks påstand ikke er helt rigtig, er jordemoderen Anna Hrynakowska et eksempel på. Som leder af organisationen Fødsel Uden Frygt vejleder hun gravide kvinder i Polen til at få foretaget abort i udlandet. Langt fra alle polske kvinder har dog de fornødne økonomiske midler til en sådan rejse.

Grundet et sygdomsforløb med corona er Anna Hrynakowska forhindret i at stille op til et interview med Tidsskrift for Jordemødre, men hun har tidligere udtalt følgende:

– Det er en slags slaveri at tvinge kvinder til at føde. Reproduktionsrettigheder er grundlæggende menneskerettigheder og må ikke være underlagt lovforbud. Det er sandsynligt at loven vil eskalere for eksempel ved forbud mod prævention og tvang af voldtægtsofre til at føde. Når jeg ser på kvinders adfærd, på deres angst og frygt, tror jeg, at der vil blive født færre børn som følge af loven. Efter at loven blev implementeret, tog jeg en beslutning om, at jeg ikke vil blive gravid og føde et barn i Polen. ̒

Anna Hrynakowska arbejder ikke længere i det polske sundhedsvæsen og kan ikke pege på en jordemoder inde i systemet, som vil stå frem og kritisere loven. Undervejs i vores research bliver vi dog kontaktet af en jordemoder, som anonymt gerne vil fortælle om sine oplevelser med den restriktive lov, men vedkommende trækker sig umiddelbart inden interviewet.

I stedet besøger vi ̒Den hvide by ̒, som er betegnelsen for den telt-lejr foran sundhedsministeriet, hvor polsk sundhedspersonale holder til under en månedlang strejke for bedre løn og vilkår.

Her møder vi jordemoderen Agnieszka Syta, som efter lidt tøven indvilliger i at fortælle om sine erfaringer: ̒For et år siden, altså før stramningen af loven, oplevede jeg af og til aborter af fostre med misdannelser, men det vil ikke ske i dag. Det er den officielle linje. Patienten har intet valg, ̒ siger Agnieszka Syta, der arbejder som jordemoder i en lille by uden for Warszawa.

Hun fortæller, at hun som katolik er imod abort.

– Alligevel er min holdning, at det er op til kvinden og hendes samvittighed at træffe det rette valg. ̒

Agnieszka Syta er derfor imod loven, og hun kender andre jordemødre, der mener det samme som hende.

– Abort skal helt klart være lovligt, hvis et foster har misdannelser, ̒ siger Agnieszka Syta.

Hun forklarer, at det er ubehageligt at arbejde under en lov, hun ikke er enig i og giver et eksempel:

– For to måneder siden hjalp jeg en gravid kvinde med at føde. Hun var gravid med et barn, som fra starten havde misdannelser. Der var ingen tvivl om, at barnet ikke ville overleve, men hun fik ikke lov at abortere, fordi lægerne havde vurderet, at hun ikke var i livsfare. Da hun fødte, døde barnet efter to timer. Jeg husker tydeligt, hvad hun sagde til mig: ’Jeg er så lettet over, at jeg endelig er adskilt fra barnet.’ I ni måneder var det en lidelse for hende at være gravid med et barn, der aldrig havde en chance for at leve. Hun var lykkelig for, at hendes pinsel nu var overstået. ̒

Hun fortæller, at det har været et hårdt forløb at gennemgå, både for patienten og hende selv som jordemoder.

– En graviditet skal være en smuk tid for en kvinde. Men for denne kvinde var det på grund af loven tortur. Hun vidste jo udmærket, at barnet aldrig ville leve. Det er også svært for os jordemødre at være vidne til. Vi er jo ikke afstumpede mennesker, der ikke føler noget. Når kvinden er glad, er vi glade, men når kvinden er ulykkelig, er vi også ulykkelige.