En uge med: Uden plads i herberget

Heidi Fischer er chefjordemoder på Holbæk Sygehus. På grund af ferieafvikling og et højt antal fødsler rykker chefjordemoderjobbet ofte tættere på den patientnære klinik om sommeren, end hvad jobfunktionen normalt indebærer. Det er en af disse travle sommeruger, Heidi Fischer beretter om i denne udgave af ’En uge med …’

Lørdag

Vores fødende kender ikke til månedsgrænser, og selv om vi har slået fødselsrekord i juli, venter der endnu flere i august. Så allerede kl. 7.15 får jeg en SMS fra vores kliniske jordemodersupervisor om, at ’der er udfordringer i føderiet’.

På grund af omfordelingen af fødsler i regionen, og fordi presset på de fire involverede fødesteder er stort, har vi aftalt kapacitetskonferencer alle dage inklusiv i weekenderne, så vi kan sikre bedst muligt flow og patientsikkerhed.

Kombinationen af sygdom i personalegruppen, og hvad der umiddelbart lyder som et utal af 0.para i begyndende fødsel, gør det klart, at opgaven ikke kan klares over telefonen.

Fremme på Holbæk er opgaven åbenlys: Jeg skal forsøge at få flere jordemødre og assistenter ind, samt holde telefonen og dermed stram styring over flow ind i afdelingen. Flowstyringen virker, men holder hårdt. Vores mange varslede nullipara føder én efter én med tre sectioer ind imellem, herunder et grad 1 sectio grundet moderkageløsning. En 0.para forsøges omvisiteret, men den lange køretur til nærmeste regionale fødested med kapacitet udløser komplet desperation i telefonen. Nye løsninger afsøges, og jeg kontakter derfor Region H, hvor alle fødesteder melder fuldt hus. Der er ikke alene ikke plads i herberget, der er ikke plads i herbergene. Vores 0 para i venteposition må derfor inviteres ind. Vi går nu med krydsede fingre som strategi. Jeg kører efter sushi og romkugler, og der hygges på bedste beskub midt i travlheden.

17 timer senere er jeg tilbage i Virum fyldt op af indtryk efter en travl, men på mange måder også virkelig god dag. Beriget af patientoplevelser og imponeret af fagligheden og den teamånd og tilgang, der får det hele til at hænge sammen fagligt, organisatorisk og kollegialt. Jeg er faktisk lidt høj. Men det er selvfølgelig på en ‘skrøbelig’ baggrund, og refleksionen i mine 45 min på vej hjem handler nu også mere om bekymring over tempoet, og vigtigheden af at der træffes de rigtige beslutninger i tide, uanset travlhed. Lederjobbet pt er skåret helt ind til benet: patientsikkerhed og trivsel for jordemødrene, lægerne, assistenterne og øvrige personale – under de vilkår der er, nu hvor en ny regional fordeling af fødsler kommer oveni den – til alle tider – klassiske udfordring med at få naturlov om flere fødsler om sommeren og overholdelse af ferieloven til at gå hånd i hånd. Jeg er også – og igen på en lidt skrøbelig baggrund – glad for, at jordemødre og de øvrige personalegrupper har fået regionale tillæg, så de trods alt honoreres på ordentlig vis med både faste tillæg og en sommerpakke med en FEA aftale der matcher vikarbureauerne.

Søndag

Jeg ‘har den’ igen – tjansen med regional kapacitetskonference. Inden da tjekker jeg med afdelingen, og beskeden er, at det lige hænger sammen. Vi klarer skansen. Jeg er bekymret for vores KJS, for hun har været meget ‘på’, da en af hendes kolleger er syg med obs corona. Hun lover mig, at hun er ‘på vej på vagtværelse’. Arbejdet med lovforslaget må ligge – ligeså hus- og havearbejde. Jeg har en frokostaftale udskudt fra i går. ‘Afdelingen’ ringer – det er snært. Heldigvis kan vicechefjordemoder Signe tage ind og hjælpe. Hun får sendt vore KJS tiltrængt ‘i seng’ og ringet forstærkning ind. Signe er fuldt bekendt med alles ferie- og weekendplaner, hvem der kommer fra koncert og sommerhus og hvornår og derfor eventuelt kan hjælpe forskudt. Crazy indsigt – men utrolig brugbar. Selv kom jeg i går til at kontakte både ‘Bulgarien’ og ‘Jylland’ og forstyrre putning af børn. Der er plads til kompetenceudvikling! Jeg er taknemmelig over Signe og alle de andre, der mere eller mindre planlagt igen i dag fik håndteret gravide, fødende og barslende. Jeg tænker, at vi er heldige med en struktur, hvor svangre-barsel og fødeafsnit ligger i forlængelse af hinanden og der er jordemødre ‘på begge sider’. Det giver en stor fleksibilitet i forhold til opgavevaretagelse og kontinuitet i patientforløbene, og en større bruttosidegruppe af jordemødre, der kan tage ekstravagter. Ekstravagter er jo ikke ‘bæredygtigt’ i længden, men det der virker for os lige nu.

Mandag

Travlheden fortsætter her mandag morgen. Fødselsigangsættelserne prioriteres og sættes ‘i kø’. Det er heldigvis også mandag i uge 32, og flere er vendt hjem fra ferie. Skønt! Jeg genoptager arbejdet med høringssvar på lovforslaget, men indimellem er der heldigvis tid til udveksling af ferieoplevelser. Godt humør og fornyet energi over hele linjen.

Tirsdag

De mange igangsættelser og fødsler fortsætter, og vores naboafdelinger træder hjælpende til. Roskilde ender med at føde med nogle af deres ’egne’ patienter, som egentlig var planlagt omvisiterede, mens Nykøbing på fornemste vis tager hånd om to af vores fødende. Slagelse er selv travlt optaget. Det er godt at se, at vi faktisk har effekt af vores kapacitetskonferencer. Jeg er blevet kontaktet af en journalist der vil høre, hvordan det går med den ‘nye’ fordeling af fødsler i Region Sjælland. Bum bum, det går jo travlt, men også godt. I hvert fald så længe især jordemødrene kan og vil tage ekstra vagter. Men der er pres på – også for lægerne og assistenterne. Journalisten spørger, hvor længe det kan fortsætte, og jeg kan lykkeligvis fortælle, at der er nye tilstande fra oktober, hvor fødetallet ser ud til at falde. Tilmed er ferien overstået, og nyansatte jordemødre er startet. Det bliver lysere tider.

Jeg tager afsted til planlægningsmøde om en tiltrængt ny fødeplan i Region Sjælland. Jeg glæder mig til at starte på arbejdet med de seks udvalgte områder – herunder et ’bæredygtigt arbejdsliv’. Vores APV viser, at vi har en kombination af høj trivsel og højt arbejdspres. Vi skal have bragt arbejdspresset ned, og en regional strategi og vilje er den eneste vej til at opnå længerevarende resultater.

Onsdag

En halv uge fylder som en hel, men det var ventet. De mange indtryk fra ugen – selv med skældud fra en kommende far, over at vi ikke vil sætte hans kones fødsel i gang – minder mig om den betydning vores fag- og menneskelighed har for alle vores patienter, men også deres pårørende. Men jeg er faktisk også selv blevet fagligt og menneskeligt beriget af denne intensive uge, hvor organisationen sat under stort pres har vist sit værd. I ugerne der kommer, skal vi stadig have tingene til at hænge sammen, og samtidig starte det regionale arbejde med realiseringen af en ny strategi for arbejdsmiljø på fødeområdet. En vigtig og fælles opgave, vi skal have løst.