Freja Vingborg er ikke længere den eneste jordemoder på Sundhedsklinikken i Jelling. For nylig fik hun en kollega fra Kolding at dele konsultationsvagterne på asylcentret med.
– Jeg kunne mærke, at der var nogle ting, der begyndte at påvirke mig mere, end det havde gjort tidligere, så jeg blev enig med min jordemoderleder om, at jeg havde brug for sparring og at jeg skulle aflastes lidt, fortæller Freja Vingborg.
Hun er glad for, at hun fik sagt til i tide og også for den ordning, der kom ud af det. Den betyder, at hun nu deler vagterne hver 14. dag på asylcentrets sundhedsklinik med en anden Kolding-jordemoder, og at jordemødrene kun er på centret om formiddagen.
Over middag kører Freja Vingborg videre til en almindelig jordemoderkonsultation i området.
Holder håbløsheden på afstand
– På den måde bliver mit arbejde på asylcentret hele tiden holdt op imod en normal proces i forhold til det jordemoderfaglige, siger hun og forklarer, at man som fagperson er nødt til at holde asylcentrets stemning af håbløshed på afstand. Ellers risikerer man at blive mere sensibel i forhold til det tidsperspektiv, mange asylansøgere lider under.
– Nogle af de gravide kommer for eksempel hos mig for anden gang nu, og de bor stadig i det samme værelse på asylcentret. Man skal passe på ikke at glide med på den følelse af håbløshed, som det afføder, siger Freja Vingborg.
Et rum uden grænser
Før Freja Vingborg gik i gang med sit speciale, havde hun derfor også specifikt afholdt sig fra at besøge de gravide i deres private værelser på asylcentret, fordi hun vidste, at det kunne gøre det vanskeligere for hende at afgrænse rollen som fagperson.
Masterprojektet bragte hende dog uvægerligt tættere på de gravide og deres familier.
– Det skubbede helt klart til nogle ting. Jeg kunne mærke, at jeg havde bevæget mig ind i et rum, hvor det blev svært for mig at sætte grænser, siger hun og påpeger, at formålet med hendes afhandling var at fremme forståelsen for de gravide asylansøgeres behov og på længere sigt forbedre svangreomsorgen for denne udsatte gruppe.
Freja Vingborg mener, at dette perspektiv opvejer de ulemper, hun oplever som følge af en mere uklar faglig position.
Fire hovedkonklusioner
På baggrund af feltstudier og interviews med gravide og barslende kvinder på Asylcentret i Jelling har Freja Vingborg konkluderet at:
- I kraft af deres uafsluttede asylproces er kvinderne i en sårbar situation, fanget i en liminalfase præget af stilstand og uvished.
- Stilstanden udløser en kroniske krise, der igen afføder en trang til at praktisere normalitet som fx det at blive mor.
- Graviditeten forstærker følelsen af at mangle relationer. Derfor forsøger kvinderne at skabe relation til sundhedspersonalet for at føle sig forbundet til nogen. Under fødslen forstærkes dette behov.
- Kvinderne har ofte en klar forventning om, hvad relationen med jordemoderen skal indebære. For at imødekomme dette behov skal jordemoderen være åben for andre måder at se tingene på og villig til at ændre praksis.