Jeg har leget rigtig jordemoder de sidste otte uger: Jeg har varetaget konsultationer, deltaget i konferencer, passet lidende og tapre fødende og ammende kvinder, kogt klude og samlet muslingeskaller til sårede brystvorter, taget PKU´er og herefter vandret med skrigende børn, haft samtaler om forestående hjemmefødsler, kommende fødsler, forrige fødsel og den aktuelle fødsel. Om gulsot, søskendejalousi, opdragelse, svigermødre, ammestuehistorier, vejret, regeringen, tagbelægning og Robinson. Jeg har haft fødsler til lands, til vands og en enkelt gang så hurtigt, at det næsten var i luften. Jeg har syet og stukket, holdt masker og trukket vejr. Jeg har løbet til sectio og luntet til sectio. Jeg har adviseret, telefoneret og koordineret… Og jeg har nydt det hele!
Jeg har kort sagt været i praktik på et mindre fødested. Jeg har med egne øjne set hvor positiv en indvirkning kendt jordemoder og kontinuerlig tilstedeværelse af jordemoderen og den deraf følgende tryghed har på selve fødselsforløbene og på kvindernes oplevelse af disse.
Ingen livmoderhalse i Østjylland
Da jeg startede i Grenaa, troede jeg slet ikke, at kvinder fra Djursland var i besiddelse af en livmoderhals, da jeg aldrig mærkede en sådan. Efter et par uger skulle jeg sætte en fødsel i gang, og der fandt jeg en collum – ergo kunne jeg udelukke en geografisk placeret kollektiv misdannelse. Men hvorfor kommer kvinderne aldrig ind, før collum er udslettet og orificium mindst 3 cm.?
Efter to måneders grublen og gransken og spørgen er jeg kommet frem til at kvinderne er trygge. De har viden om, hvad der venter dem. Den generelle holdning er, at det er en naturlig livsbegivenhed at føde, så det burde være muligt at klare skærene. Jordemødrene er kendte, de ses i gadebilledet og sygehusets to fødestuer er lige så kendte. Her er varmt og hyggeligt. Intet forekommer kaotisk, koldt og uoverskueligt. En stor del af klientellet er gæve landkvinder. Jeg har hørt flere sige, at de hellere vil føde end gå til tandlæge. Det kunne selvfølgelig sige noget om de grenaaensiske tandlæger, men jeg tror snarere at det siger noget om disse kvinders livssyn: En smerte, der er en mening med er mere acceptabel end én, der er tegn på en patologisk tilstand, såsom caries i kindtanden. De virker kernesunde, når de er trygge.
Socialisering og forståelse
Allerede dag nummer et på jordemoderskolen lærte vi, at vi skal værne om de små fødesteder. Jeg forstod ikke helt hvorfor, men forstod dog, at det ikke ville være på sin plads at spørge. På de andre i klassen virkede det også som om, at det var helt åbenlyst, hvorfor de skulle bevares. Så jeg har gået og jamret med over, at det ene lille fødested efter det andet lukker, uden helt at forstå, hvad der var så skrækkeligt. Jeg fornemmede bare, at det ligesom var en del af socialiseringen til faget, at man skulle synes dette. Inderst inde kunne jeg sagtens se det praktiske i, at alle fødte på store specialiserede afdelinger. Men nu, to år og elleve måneder efter mine studiekammerater, er det så endelig gået op for mig, hvad lukninger betyder, og det er næsten ikke til at bære.
Mod til at være jordemoder
Når jeg en ledig stund i ny og næ er kommet til at tænke på, hvilket ansvar jeg bebyrder mine unge skuldre med ved at vælge jordemodergerningen, har jeg været vant til, at angstens svedperler flokkes om at springe fra min pande. Patologien optager uanede mængder hjernekapacitet og mareridt om børn, der bliver født ud af armhulen eller om at stå alene til en hjemmefødsel med en kvinde, der venter trillinger og nægter at komme ind på sygehuset er hverdagskost for mange jordemoderstuderende. Disse væmmelige tanker har så godt som forladt mig efter, jeg er startet i Grenaa. Det har været dejligt at blive mindet om, at det er den normale fødsel vi er uddannet til at varetage selvstændigt, samt simpelthen erfare, at den normale fødsel rent faktisk findes. Jeg har været utroligt glad for min kliniske uddannelse på en stor specialafdeling og jeg må sige, at denne afslutning på et lille fødested har gjort, at jeg ikke bare føler, at jeg er klar til at bestride mit fag, men den har også åbnet mine øjne for meget vigtige aspekter af faget, som jeg vil gøre, hvad der står i min magt for at implementere i min egen praksis.
Men hvordan forvandler man en til tider frustreret studerende til en kollega, der har lyst til og mod på at begå sig i faget? I Grenaa tager man varmt imod hende, klapper hende på skulderen, udfordrer hende og giver hende muligheden for at bevise over for sig selv og afdelingen, at hun er i stand til selvstændigt at varetage alle sider af faget. Lur mig, om ikke jordemødrene har brugt de samme kneb over for mig som over for de fødende: Virk venlig, etablér kontakt, god kontakt, giv relevant ros og konstruktive råd og vupti, så har man skabt selvtillid og tryghed hos modparten, der herefter ikke er i tvivl om, at ALT kan lade sig gøre.
Jeg er så klar til at erobre fødestuer og jeg glæder mig til at stå på mine egne jordemoderben!