I 1993 vendte den unge Sahar Hassan hjem til Palæstina med en kandidatgrad i jordemoderkundskab fra USA. Hun fik job på det palæstinensiske Makassed Hospital i Jerusalem og dermed blev hun én af kun få jordemødre på hospitalet. Børn kom til verden med hjælp fra fødselslæger eller sygeplejersker med kurser i fødselshjælp.
1993 var ligeledes året, hvor palæstinensernes leder Yasser Arafat og israelernes Yitzhak Rabin skrev historie, da de underskrev Oslo-aftalen ved en ceremoni i Washington. Med Oslo-aftalen blev administrationen af de palæstinensiske hospitaler overdraget fra israelske til palæstinensiske hænder og palæstinenserne overtog et svagt sundhedsvæsen, der længe havde været underprioriteret af israelerne. Det nye sundhedsministerium ønskede at forbedre landets sundhedsydelser, og det betød blandt andet en opgradering af jordemoderuddannelsen, der på det tidspunkt bestod af en etårig uddannelse efter gymnasiet. Som den eneste jordemoder i landet med en kandidatuddannelse i jordemoderkundskab, blev Sahar kontaktet og bedt om at påtage sig opgaven. Hun skulle ikke tænke sig om længe, før hun sagde ja.
– På det tidspunkt lå jordemoderuddannelsen i en lejlighed på anden sal i Nablus (by i den nordlige del af Vestbredden). Under os var der butikker og kontorer, og over os lå der en bankfilial. De studerende sov i det ene rum, spiste i det andet og havde undervisning i det tredje, mens jeg fortsatte arbejdet med at designe jordemoderuddannelsen fra bunden, fortæller hun.
I 1997 blev den første fireårige bacheloruddannelse i jordemoderkundskab lanceret, og det ændrede jordemødrenes rolle markant. Fra at have været lægens assistent var jordemoderen nu en selvstændig fagperson, og det blev startskuddet på en ny profession i det palæstinensiske sundhedsvæsen.
Besøg på Makassed
Da jeg træder ind på fødegangen på Makassed Hospital 23 år efter, at Sahar trådte sine første jordemodersko her, bliver jeg modtaget af jordemoder Fatmeh Mashhour. Hun viser stolt en enestue frem og forklarer, at enestuer giver fædrene mulighed for at være til stede under fødslen. Det er en sjælden luksus på palæstinensiske hospitaler, hvor det er mest almindeligt at have alle fødende kvinder i samme rum. Det er det mest praktiske, når der kun er en enkelt jordemoder i vagt til at tage sig af alle de kvinder, der måtte melde sig med veer i løbet af vagten. På væggene hænger der farvede lyskæder og blinker for at markere ramadanen, og over døren mellem fødegangen og barselgangen hænger et citat fra koranen: “Paradis ligger for foden af din moder”. At drage omsorg og have respekt for mødre er en vigtig del af arabisk kultur, får jeg forklaret. Her på Makassed Hospital gør de deres bedste for at passe godt på de fødende kvinder og deres babyer. Men med omkring 300 fødsler om måneden og 15 fødegangsjordemødre, der skal dække vagter døgnet rundt, kan det til tider være hektisk.
Lægedominans
Siden palæstinenserne overtog kontrollen med hospitalerne i 1993, har læger domineret behandlingen af fødende kvinder. Op gennem 1990’erne var der stort politisk fokus på at flytte fødsler fra lokalsamfundene ind til hospitalerne, og det palæstinensiske sundhedsministerium stoppede med at udstede autorisation til jordemødre til at udføre hjemmefødsler. Sahar forklarer, at formålet var at nedbringe mødredødeligheden og gøre bedre brug af landets læger. Det har nu i mange år været en selvfølge, at læger leder fødselsomsorgen. Mens der er stor forskel på retningslinjer fra hospital til hospital, er det udbredt, at jordemødre ikke selvstændigt må varetage normale fødsler eller udføre episiotomi og suturering blandt meget andet. På Makassed Hospital viser Fatmeh forskellige dokumenter på væggene, der beskriver præcis, hvornår jordemoderen skal overdrage en fødsel til en læge. Her på hospitalet må jordemødrene gerne varetage førstegangsfødsler uden komplikationer, mens førstegangsfødsler på andre hospitaler anses som potentielt risikable og dermed lægens domæne. Den lægedominerede fødselsomsorg afspejler sig i brugen af medicinske indgreb, og her på hospitalet ender ca. 30 procent af fødsler i kejsersnit. For Sahar Hassan har det ikke kun negative konsekvenser for mødrene og deres babyer.
– Lægerne behandler alle fødsler som et potentielt højrisikotilfælde. Dermed mister de deres evne til at skelne lavrisikofødsler fra højrisiko, som jo ellers er deres faglighed. Samtidig mister jordemødrene deres evne til at tage sig af normale fødsler, fordi de ikke får lov til at praktisere. Nutidens palæstinensiske jordemødre ville ikke være i stand til at foretage en hjemmefødsel, fordi de simpelthen ikke er vant til at arbejde uden hospitalsudstyr, siger hun.
Tjek og razzia
Ud over den overflødige brug af medicinske indgreb, der stadig ses i dag, gav 1990’ernes fokus på hospitalsfødsler også bagslag i løbet af den anden intifada (palæstinensisk opstand) i starten af 00’erne. I den periode blev der opsat ekstra militære checkpoints, og det israelske militær barrikaderede veje og afskar hele byer fra omgivende landsbyer. Ambulancer kunne ikke komme frem til hospitaler, og historierne fortælles stadig om de kvinder, der måtte føde ved checkpoints eller i vejsiden på vej til hospitalet. Selvom der for tiden er forholdsvis ro i den politiske konflikt mellem Israel og Palæstina, så er Palæstina stadig et besat land, og Fatmeh nævner militære checkpoints og mangel på fri bevægelighed som en af de største udfordringer i hendes dagligdag. Det er en udfordring for hende personligt, når hun skal krydse grænsen mellem Vestbredden og Jerusalem for at komme på arbejde hver dag. Og det er en udfordring for de patienter, der bliver nægtet adgang ved grænsen. Makassed Hospital er et universitetshospital, og de tager sig af komplicerede forløb, der henvises fra mindre hospitaler på Vestbredden og i Gaza. Men overflytning til hospitalet i Jerusalem kræver tilladelse fra de israelske myndigheder, og det kan man aldrig tage for givet. Da konflikten mellem palæstinenserne og israelerne blussede op i efteråret 2015, mærkede man det straks på hospitalet, hvor det israelske politi indførte tjek af alle ambulancer og foretog razzia på hospitalsgangene for at opsøge eftersøgte palæstinensere.
I dag er der derfor en stigende anerkendelse af, at det er nødvendigt at have jordemødre i lokalsamfundene. Både for at sikre adgangen til sundhedsydelser, men også for at gøre bedre brug af jordemoderens holistiske syn på reproduktiv sundhed ved eksempelvis også at inkludere rådgivning om prævention og screening for vold.
Jordemødre – foren jer!
I løbet af de sidste 20 år er jordemødrenes lønninger og arbejdstid blevet forbedret. Men det høje arbejdspres kombineret med en kultur, hvor familieliv traditionelt set prioriteres højt, fører stadig til, at mange jordemødre siger op. Det er en problematisk tendens, fordi kun meget få jordemødre opnår mange års erfaring og med tiden kan påtage sig lederstillinger. Ligesom på hospitalerne er gangene i sundhedsministeriet domineret af læger, og som en lille faggruppe er det svært at komme til orde i den politiske debat. Jordemødrene danner lige nu fagforening med sygeplejerskerne i den nationale ‘Nursing and Midwifery Association’. Den fælles front med sygeplejerskerne giver uden tvivl mere magt i politiske forhandlinger, men samtidig er der en risiko for, at jordemødrenes helt unikke faglighed og udfordringer bliver overset. En gruppe af jordemødre har to gange tidligere forsøgt at starte deres egen fagforening, men initiativet blev mødt af manglende engagement og modstand fra den eksisterende fagforening. Begge gange har jordemødrene måtte sande, at der er et væld af udfordringer forbundet med at forene en faggruppe, der bogstavelig talt er delt af mure og arbejder i et fragmenteret sundhedsvæsen, hvor sundhedsydelser udbydes af en blanding af offentlige, private, NGO- og FN-styrede institutioner.
På den internationale jordemoderdag i år tog jordemødrene dog endnu et vigtigt skridt, da de afholdt deres første videnskabelige konference i jordemoderkundskab på palæstinensisk jord. Fra slet ikke at have en bacheloruddannelse i jordemoderkundskab for 20 år siden, blev der i år præsenteret forskningsresultater af jordemødre fra lokale universiteter. Og fra tidligere at have været et fåtal af jordemødre i landet, var der i år 200 jordemødre, der deltog på jordemoderdagen. En ny profession er i sandhed blevet født i Palæstina. I løbet af de sidste 20 år har jordemødrene formået at lægge fundamentet for øget indflydelse og faglig udvikling i fremtiden.
