En dag i Jordemoderforeningen: Kasper Gabs Hansen

I denne udgave af tidsskriftet kigger vi med i Kasper Gabs Hansens kalender. Kasper arbejder som juridisk konsulent i Jordemoderforeningen og hjælper særligt medlemmerne med løn- og ansættelsesretlige spørgsmål på det regionale, kommunale og statslige område.

Fredag den 12. september 2024

Kl. 08:30-09:30

Jeg møder ind til en proppet mailbakke efter at have været i Odense for at holde oplæg for de studerende på kandidaten i jordemodervidenskab om karriereveje, løn og ansættelse som kandidat. Dernæst har jeg afholdt to dages kursus for vicechefjordemødre, som en del af et nyt uddannelsestiltag i Jordemoderforeningen for vores medlemmer af lederforeningen. Her gennemgik vi arbejdstidsreglerne og overenskomstsystemet.

Kl.10:00-11:30

Jeg har en virtuel lønforhandling med Region Hovedstadens centrale HR, fordi der ikke har kunnet opnås enighed i en lokal forhandling. Forhandlingen ender desværre ikke med en enighed, på trods af mindre bevægelser fra partnerne, og derfor aftaler vi at mødes igen til et fysisk møde med henblik på at finde løsninger.

Kl. 10:00-11:30

Jeg følger op med en række medlemmer, tillidsrepræsentanter og en kredsforkvinde omkring aktuelle problemstillinger og sparrer med dem om løsninger. Blandt andet taler jeg med et medlem om en tjenstlig samtale vedrørende en påtænkt afskedigelse. Vi drøfter, hvordan Jordemoderforeningen kan hjælpe med medlemmets høringssvar og klæde den lokale TR på til at være medlemmets bisidder, så hun har støtte til samtalen. Dernæst hjælper jeg et medlem, som har været ude for en psykisk arbejdsulykke, videre til Jordemoderforeningens arbejdsskadekonsulent Rikke Borg til hjælp til sagsbehandling i arbejdsskadesystemet.

Kl.13:00-14:00

Afdelingsmøde i vores enhed for ”Løn og Ansættelse” i Jordemoderforeningen. Kl. 14:00-15:00 Jeg ser på et tilbagebetalingskrav som en jordemoder har modtaget fra sin arbejdsgiver pga. for meget udbetalt løn. Jeg undersøger retspraksis på området og ringer til HR og tager en indledede drøftelse. Herefter begynder jeg at formulere mine indsigelser på skrift og giver medlem og tillidsrepræsentant en orientering. TR og jeg drøfter herefter vigtigheden af altid at tjekke sin lønseddel og undersøge tvivlsspørgsmål med lønkontoret.

Kl. 15:00-16:30

Virtuelt møde med de uddannelsesansvarlige jordemødre i Region Hovedstaden om den honoreringsaftale, som Jordemoderforeningen har forhandlet med regionen.