Denne artikel er baseret på dele af mit speciale*, som fokuserer på betydningen af eksistentielle og, for nogle kvinder, religiøse overvejelser i forbindelse med det at blive mor til et præmaturt barn. Mit afsæt er, at graviditet, fødsel og barsel ikke blot er en biologisk begivenhed, hvor det rette indtag af jern, grøntsager og motion sikrer et godt resultat. Det er en eksistentielt transformerende livsperiode med fødslen som klimaks.
Specialet består dels af en litteraturgennemgang, og dels af et kvalitativt studie baseret på individuelle interviews med tre kvinder, der har født præmaturt, og som i forvejen har en aktiv religiøs praksis. I artiklen vil fokus være rettet mod graviditet, fødsel og barsel, som en periode, der i sig selv kan ses som livstransformerende, og dermed skabe grobund for disse overvejelser.
Fødslen som livserkendelse
Da jeg som færdiguddannet jordemoder i 1999 betrådte det odenseanske universitetshospital, havde jeg forinden lært mig Grundtvigs salme fra 1837: ”Herren strækker ud sin arm, små vil han velsigne”. Efter at have været med til mere end 100 fødsler stod det klart for mig, at fødslen af et barn udgjorde en stærk oplevelse hos de allerfleste forældre og også ofte hos mig. Stærk og chokerende var derfor også oplevelsen, når livet hos en nyfødt sluttede, før det begyndte eller var skrøbeligt og uvist. For de fleste forældre indebar denne uvished ønsket om at få barnet døbt, og Grundtvigs salme måtte derfor læres for at kunne bibringe dåben højtidelighed og rituel vægt – hvis ingen kirkesanger eller andre vidner kunne gøre det, anså jeg det som min opgave.
I Danmark fødtes i 2007 4.659 børn præmaturt. Som jordemoder har jeg siden flere gange haft fødsler, hvor barnet er født præmaturt. Pludselig er livet ikke længere en selvfølge, men fremtræder sårbart og svækket på det tidspunkt, hvor det skulle være allermest stærkt. En af informanterne i specialet udtrykte paradokset således, i forbindelse med nøddåb af deres præmature søn, ”… han kommer jo der (præsten) i præstekjole og sortesko; ja, der er blod, det var jo lige efter en fødsel, det er jo liv og død det her…” (Karina).
Det gør fødestuen til en arena, hvor jeg som jordemoder dybest set agerer mellem de to poler liv og død, som på en sær måde er tættere knyttet til hinanden her, end på noget andet tidspunkt i livet. Det er samtidig det, der er med til at gøre jordemoderfaget til et enestående fag, hvor vi forløser barnet og smerten, men også håbet om og tilliden til en ny begyndelse, uanset hvordan fødslen forløber.
Hvad har eksistentielle og religiøse overvejelser med helbred at gøre?
På et generelt plan kan det synes omsonst at tale om forældres eksistentielle og religiøse overvejelser i en biomedicinsk tradition, hvor menneskets biologiske bestanddele studeres objektivt, forklares og generaliseres.
Samtidig er der forskning, der peger på, at netop eksistentielle og religiøse overvejelser kan have stor betydning, når man er syg. I en undersøgelse af Cohen fra 1996 angiver en gruppe cancerpatienter, at eksistentielt velvære er den vigtigste ud af de fire faktorer, der blev spurgt til. De tre andre var: fysisk velvære, psykisk velvære og social support. Hos en tilsvarende gruppe raske personer angives de fire faktorer til at have ligestillet betydning for livskvalitet.
Men hvordan ser det da ud i Danmark? Generelt er der ikke megen forskning, der fokuserer på betydningen af tro og spiritualitet, men nye vinde er på vej. Især på cancerfeltet inkluderes tro flere steder som en parameter, der kan have betydning for patienters sundhed. I en stor dansk surveyundersøgelse om kræftpatienters behov, ’Kræftpatientens verden’, kan vi læse at 18% af de kræftramte udtrykker, at de har savnet vejledning m.m. i forhold til åndelige, spirituelle eller religiøse overvejelser, og at 13% ikke synes, støtten i forbindelse med dette, har været optimal.
En nyligt afsluttet undersøgelse af karakteren og intensiteten af eksistentielle og religiøse overvejelser på rigshospitalet viste, at 62% af informanterne havde bedt under indlæggelsen (Ausker et al 2008). 74% af kvinderne og 71% af deltagerne under 36 år svarede ja til spørgsmålet: ”Hænder det, at du beder en bøn, mediterer eller lignende?” Hovedforfatterens uformelle vurdering af data er, at forældre til indlagte børn fyldte en del i denne gruppe. Overvejelser som disse besvares ikke med fysiologiske forklaringer, ja måske italesættes de slet ikke i sundhedsvæsenet, selvom det måske er dem, der fylder mest, når man ligger i sygesengen (Pargament 1997). De kan bære præg af skyld og magtesløshed: Hvorfor skulle det ske? Hvorfor rammer det mig? Er det min egen skyld? Hvis der er en god Gud, hvad er så meningen med dette? Undersøgelserne peger i retning af, at noget spirituelt eller religiøst har betydning for patienterne i en sådan grad, at de gerne vil indgå i en relation med et andet menneske omkring det. Dog er der en væsentlig forskel på cancerpatienter og fødende kvinder, nemlig sygdom. I Cullbergsk forstand befinder gravide, fødende og barslende kvinder sig i en livskrise, en udviklingskrise forårsaget af livsomstillinger, hvorimod et sygt menneske (eller pårørende) er i en traumatisk krise, en krise forårsaget af ydre grunde.
Fødsel som katalysator for eksistentielle og religiøse overvejelser
Erkendelsen af sårbarhed overfor livet selv er måske størst i forbindelse med og op til fødslen. Det er derfor ikke så sært, at flere internationale undersøgelser peger på, at en del kvinder oplever fødslen som et eksistentielt livsvendepunkt, hvorigennem nye livsperspektiver, og for nogen, aktualisering af en spirituel dimension fremtræder.
Religionshistorikeren van Gennep beskrev allerede i 1909 fødsels- og overgangsriter som riter, der i næsten alle kulturer har stor betydning og til en vis grad, indeholder symbolik, der går igen i andre overgangsriter. Graviditet, fødsel og barsel betragtet som en livsfase, der aktualiserer eksistentielle temaer – hvem er jeg? hvad er mine værdier? – samt en ny følelsesmæssig sårbarhed, der ligeledes er beskrevet af flere forfattere. I 2002 opfordrede fødselslægen Michel Odent til ikke at ”vække” den nybagte mor i den første time. Han nævner tolv perspektiver; hormonelle, obstetriske, kulturelle etc., og én af grundene er den særlige bevidsthedstilstand, som kvinden befinder sig i, ”…as if on another planet.” . Ligeledes fortalte et par af informanterne i mit studie, at fødslen af deres præmature børn bar præg af en uvirkelighedsfølelse. Karina udtrykker det således”… jeg kan huske, jeg havde den der susen for øreneâ…det var lidt en døs for mig…[…¦ det var en mærkelig, mærkelig oplevelse…”
Religionssociolog ph.d., Pamela Klassen beskriver på baggrund af et kvalitativt studie om hjemmefødsler i USA i 1995-96, at de interviewede kvinder i vid udstrækning anvendte ordet spirituel i beskrivelsen af deres fødsel. En af hendes forklaringer er, at det religiøse sprog er det eneste, der har samme autoritet som det biomedicinske, og dermed det eneste egnede til at anerkende fødslens betydning som andet og mere end en biologisk begivenhed. Altså at der er eksistentielle og for nogle kvinder, spirituelle/religiøse aspekter i forbindelse med fødslen, som det biomedicinske sprog ikke rummer (Klassen 2001).
Flere forfattere har skrevet om, at det eksistentielle og spirituelle aspekt ved graviditet, fødsel og barsel går tabt på grund af en primært biomedicinsk forståelse af fødslen i sundhedsvæsenet. I Danmark er dette tilfældet i endnu mere udpræget grad på grund af sekulariseringen. Her er tro en privatsag, som kulturelt og politisk er henlagt til det private rum – det har vel nærmest været set som direkte modstridende med god videnskab. Dermed har vi siden 70’erne ikke anset eksistentielle og religiøse overvejelser som betydende for sundhed hos patienter og pårørende, og dermed har vi ikke haft denne dimension med i vores forståelse af gravide, fødende og barslendes sundhed. Dog er der, som de ovenfor nævnte forfattere peger på, en del faktorer som peger på, at graviditet, fødsel og barsel rummer forandringspotentiale.
Mor til et præmaturt barn
Mine informanter har haft gode ressourcer til at håndtere det at blive mor til et præmaturt barn, blandt andet i deres religiøse netværk, men har ikke talt med nogen på svangre, føde, barsel- eller neonatalafdeling om de eksistentielle og religiøse overvejelser, de gjorde sig under indlæggelsen.
En af dem udtrykker eksistentiel afmagt og sårbarhed, når hun fortæller at, ”… det er jo først nu, jeg har fundet ud af for alvor, at man bare er helt alene i verden.” (Rikke). Pia fortalte, at hendes mand og svigerfar bad for deres ufødte barn, da hun kom ind i uge 27+2 og var 10 cm., mens alt var kaotisk omkring hende. Den bøn var, ”… med til at sætte tingene i perspektiv for os…” og ”… så er han i gode hænder, hvis der sker noget med ham” (Pia). Bønnen udtrykker håb, men er samtidig et forsøg på at erkende, hvor alvorlig situationen er for deres barn og dem selv. Ingen af personalet på fødegangen har set, at de har bedt, eller spurgt, om de ønskede at få deres barn døbt.
På fødestuen oplevede Karina en særlig ro, som hun husker tydeligt, i forbindelse med nøddåben af deres søn, som blev født i uge 25+0. Hun lå på fødelejet og lægerne baksede med hendes nyfødte søn ved Sechers bord, da præsten i fuldt ornat kommer ind og døber ham, ”… og der var fuldstændig ro lige i det øjeblik, hvor han sagde, jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn…[…]…der var lige sådan den der (laver en susende lyd), hvor man simpelthen kunne høre stilheden og mærke, at her var Guds Ånd”. Generelt peger empirien i undersøgelsen på, at dåben har særlig betydning for kvinderne, som i kraft af den uventede og ofte abrupte fødselsoplevelse ikke har oplevet det fulde normale fødselsritual, hvor roen sænker sig på stuen efter fødslen og der opstår en stund for erkendelse af moderskab.
Også efter fødslen har eksistentielle og religiøse overvejelser været essentielt for deres forståelse af og håndtering af at være blevet mor til et præmaturt barn, uafhængigt af deres øvrige fysiske, sociale og psykologiske ressourcer. De nævner blandt andet forbøn, altså det at andre beder for dem under indlæggelsen, som betydningsfuldt. Også spørgsmålet om hvorfor det skulle ske, er fremtrædende. Rikke som oplever, at hendes præmature barn dør, forklarer: ”Det er ”anti”…. Det er hele det store hvorfor? Hvorfor skulle det her ske? Og du (Gud) kan gøre syge raske – hvorfor så det her? Det er jo meningsløst! Det er sådan en stor frustration og vred…”
Selvom religiøse overvejelser fylder noget for kvinderne her, har det alligevel forskellig intensitet og konsekvenser for dem — derfor er det væsentligt, at vi som sundhedsprofessionelle tør forholde os til overvejelserne og se, hvornår det for eksempel kunne være en idé at forslå en samtale med en præst. Det amerikanske selskab for intensivlæger har på baggrund af mere end 300 studier forsøgt at definere evidensbaserede ”best practices”. Heri anbefales det, at sundhedspersonalet modtager undervisning i, hvordan man er opmærksom på spirituelle og religiøse behov hos patienter og pårørende for at kunne integrere dem i omsorgen for familien (Davidson et al 2007).
Jordemoderfaglig identitet
I virkeligheden er dette vel ikke ny viden for os. Noget af det specielle ved vores fag er netop det særlige nærvær af både liv og død ved fødslen, den særlige kombination af en faglighed som på samme tid forholder sig pragmatisk og praktisk til fødslen og samtidig anerkender den som livsforandrende og perspektiverende både fysisk, psykologisk, socialt, men også eksistentielt og for nogle kvinder spirituelt. At anerkende fødslen som livstransformerende, uanset om den er normal eller kompliceret i obstetrisk forstand, er vel i virkeligheden kernen i vores fag. Vi har brug for forskning, der tør tage livtag med disse emner, for kvinderne og familiernes skyld, men også for vores fags skyld. Ved at vise hvad vi kan, også på et videnskabeligt plan, bliver det en del af vores fælles faglige forståelse og synligt for vores samarbejdspartnere.
I gode hænder. Af Christina Prinds Rasmussen. Litteraturgennemgang og interviewundersøgelse som fokuserer på betydningen af eksistentielle og religiøse overvejelser hos mødre til præmature børn. Hovedfagsspeciale, Den Sundhedsfaglige Kandidatuddannelse, SDU 2008. Vejleder: Niels Christian Hvidt.