Det var en rutinemæssig kommentar fra den unge jordemoder, der fik Annemette til at slippe sin mentale livline under fødslen af datteren Freja i juni 2012.
– Jeg var gået fuldstændig ind i mig selv af smerte på det tidspunkt, og i mit sind var jeg i færd med at overleve, siger hun.
Da jordemoderen sagde, at ‘nu går du over i pressefasen, og inden for den næste time føder du,’ faldt den dengang 30-årige førstegangsfødende ned i en afgrund, som der skulle gå to et halvt år inden, hun kom op af igen. Hun kan stadig ikke tale om situationen, uden at stemmen knækker over.
– OK, om en time er jeg død, tænkte jeg. Simpelthen bare som en konstatering. Og så besluttede jeg helt nøgternt, at jeg hellere måtte se at få min datter ud, så hun i det mindste kunne overleve.
Annemette presser herefter alt, hvad hun kan. Helt vildt. Og uden at blive standset af jordemoderen, der i stedet forlader den førstegangsfødende for at hente en kollega. Hvorfor ved Annemette ikke. Hun føler sig bare dybt forladt og på kanten af vanvid.
– 16 minutter efter flyver Freja ud som en kanonkugle, mit symfyseled skrider fra hinanden, og jeg flækker endetarmen. Imens står jordemoderen og taler med sin kollega nede ved fodenden. Ingen af dem opdager tilsyneladende, hvad der foregår, oplever Annemette, der til sin egen forbløffelse faktisk overlever. Men med svære fysiske skader i bækkenet, både på skelet og bløddele.
Nej tak til efterfødselssamtale
Annemette mener, at evnen til at tilsidesætte sig selv og koncentrere sig om datteren, er med til at sløre den psykiske skade, hun netop har pådraget sig.
– I timerne efter tænker jeg, at der er noget her, der er helt forkert. Normalt er jeg en robust person, men umiddelbart efter fødslen kan jeg ikke tage stilling til noget som helst. Jeg føler det som om, nogen har vendt vrangen ud på mig, beskriver hun. To dage efter fødslen bliver hun alligevel sendt hjem uden at have været igennem en efterfødselssamtale.
– Jeg fravælger det, fordi jeg simpelthen ikke er i stand til at tale om fødslen. Jeg har helt klart fået et traume, men de opdager det ikke, og det er superærgerligt, at de bare slipper mig her, siger hun.
Derhjemme gentager mønsteret sig. Sundhedsplejersken får ikke mistanke om, at Annemette er traumatiseret, for relationen til datteren er fin og alt tilsyneladende under kontrol, selv om den nybagte mor er forpint af fysiske smerter. Fem uger efter fødslen kan hun stadig ikke gå, men først efter et halvt år bliver hun sendt til røntgen, hvor man konstaterer, at hendes bækken er gået af led.
– Jeg bliver også genopereret, da det viser sig, at de har syet mig forkert sammen. Så hele det første år går med at komme over de fysiske skader, siger hun.
På sporet af sit gamle jeg
Annemette starter på job igen som jurist, efter at barselorloven er slut, og først noget tid efter får hun overskud til at forholde sig til sine psykiske skader, selv om hun længe har været plaget af negative tanker, som hun siger, og ubehagelige flashbacks.
– Jeg har det stadig, som om jeg ikke er helt mig selv. Jeg er ikke nær så fri og glad, som jeg var før, og jeg undgår helt at tale om fødslen og hvordan, jeg har det. Jeg får simpelthen kvalme, hvis jeg gør det, forklarer hun.
Hun taler heller ikke med sin mand om alt det, der rumsterer under overfladen. Ingen taler hun med. Men efter to et halvt år synes hun, der bør ske noget. Hendes mand presser også på, for at hun skal blive undersøgt, fordi han fornemmer, at hun ikke er sig selv, så Annemette googler på ‘fødselstraume’ og finder ud af, at man selv kan booke en efterfødselssamtale på Rigshospitalets barselhotel.
– Her snakker jeg med en jordemoder, som meget hurtigt sender mig videre i traumebehandling, fortæller Annemette, der i efteråret 2014 langt om længe møder én der forstår, både hvordan hun har det, og hvad der skal til for at få den psykiske smerte under kontrol. Annemette skal kun bruge få samtaler hos jordemoder og psykoterapeut Susanne Brønnum for at komme på sporet af sit gamle jeg.
– Susanne hjalp mig fysisk igennem, så jeg blev i stand til at tale om det, der skete. Jeg fandt ud af, at accept var nøgleordet. Jeg var skide sur over, at de bare slap mig af syne, at jordemoderen IKKE forhindrede, at jeg gik i stykker, at de IKKE opdagede mit traume, og at jeg selv måtte finde den hjælp, jeg havde brug for. Jeg syntes bare, det hele havde været SÅ elendigt, og jeg var meget vred på sundhedssystemet, men efter tre gange halvanden time kunne jeg lægge offerrollen bag mig og begynde at tænke konstruktivt, fortæller Annemette, der nu sammen med sin mand så småt er begyndt at planlægge barn nummer to.
– Fødslen er blevet en del af min historie, som aldrig forsvinder, men som ikke længere definerer mig. Jeg er ude at de negative tankemønstre, og føler mig næsten som mit gamle jeg. Det troede jeg ellers var væk for altid, siger hun.