I 1820 klagede distriktslægen i Nordgrønland over, at mange barselskvinder og spædbørn døde under fødslerne på grund af fødselshjælperes skikke, der blev anset for at være voldsomme og primitive. De omfattede blandt andet, at den fødende kvinde fik sælskindsremme snøret om livet og strammet til for at fremskynde fødslen. Gik fødslen trægt, stak fødselshjælperne et knæ ind i maven på kvinden for at hjælpe barnet på vej. Ofte prøvede fødselshjælperne også at lokke barnet ud af moderens liv ved at frembringe kaldelyde, som syntes uimodståelige for spædbarnet.
Børn var højt skattet i det traditionelle grønlandske samfund, og intet blev overladt til tilfældighederne, når en kvinde skulle føde. De tilstedeværende kvinder lærte de lokale barselsskikke af de ældste kvinder, der havde mest fødselserfaring, men at tilskrive dem en profession som jordemødre vil være forkert. Oplæringen til fødselshjælper omfattede diverse håndgreb, men også en oplæring i de lokale taburegler, der gjaldt omkring fødsler.
Vask med hengemt urin
Tabureglerne var mangfoldige, og de handlede om barselskvindens direkte og indirekte forhold til fangstdyrene. Hun måtte ikke partere fangstdyr, spise kød, som var friskfanget, og hun skulle gå en stor bue udenom fangerne, for dyrene vidste besked og kunne lugte blodet fra fødslen, og i afsky ville de ikke lade sig fange.
Når barnet var vel født, skulle fødselshjælperne hurtigt røre ved dets genitalier, for at barnet ikke skulle skifte køn: Især var man bange for, at en lille drengs genitalier bogstavelig talt revnede og blev til en piges — drenge var vigtige som forsørgere. Dernæst blev moder og barn vasket med hengemt urin, som blev regnet for et godt hudplejemiddel. Efterfølgende skulle barnet have bestemt mad og et navn for at blive et rigtigt menneske. Et ufødt barn blev godt nok opfattet som et miniaturemenneske med egen vilje, men psykisk var det umodent, idet det endnu ikke havde fornuft, bevidsthed eller viden. Så først gav moderen barnet lidt sælkød og vand, og hvorpå barnet blev opkaldt efter en afdød. Med navnet fulgte den afdødes egenskaber; dermed blev barnet ikke mere betragtet som et uvidende væsen, men som en person med en stor viden.
Første organiserede uddannelse
Skulle der reddes menneskeliv, måtte grønlandske kvinder altså i fremtiden uddannes til såkaldt civiliserede jordemødre. De første jordemoderelever blev herefter antaget i 1821. Jordemodereleverne var pionerer blandt deres landsmænd, idet de var de allerførste grønlandske kvinder, der tog en vestlig uddannelse.
Med variationer over tid blev jordemodereleverne undervist i kvindens anatomi, selve undfangelsen, diverse graviditetsforandringer og specielle hensyn til gravide i sidste trimester. Endvidere blev eleverne undervist i selve fødselsforløbet med og uden komplikationer og i plejen af moder og barn umiddelbart efter fødslen. Fra omkring midten af 1800-tallet lærte jordemodereleverne også almen spædbarnspleje.
Men fødslerne udgjorde kun en lille del af jordemoderens daglige arbejde, da hun også fungerede som sygeplejerske og læge. Derfor lærte jordemodereleverne også almen sygepleje- og lægegerning og herunder førstehjælp, vaccination, almen medicinbrug, at skære bylder, åreladning, igle- og kopsætning og andre behandlingsformer, som var gængse i 1800-tallet. I midten af 1800-tallet blev tilstedeværelsen af sygdomsfremkaldende mikroorganismer opdaget, og det påvirkede i høj grad elevernes uddannelse.
Fra 1830’erne blev grønlandske jordemødre tillige oplært ved Fødsels- og Plejestiftelsen i København. Disse jordemoderelever skulle kunne forstå, tale og læse dansk for at kunne følge med i undervisningen. Lægerne var løbende på udkig efter kvinder, der kunne egne sig: Tjenestepiger hos danskere, piger af blandede ægteskaber mellem grønlændere og danskere, samt grønlandske kvinder gift med danskere, der alle ofte havde de fornødne sprogkundskaber. Af samme årsag kom de elever, der var uddannet i Danmark, især fra det grønlandske elitære lag. En stor del af disse grønlændere havde dansk blod i årene og var såkaldte ”blandinger”.
Jordmoderen som rollemodel
Modsat andre grønlandske kvinder erhvervede jordemødrene sig danske kundskaber, som de danske embedsmænd i Grønland forventede, at de brugte både i deres daglige virke og som privatpersoner. Jordemødrene skulle leve som uddannede, oplyste og kultiverede kvinder. Særligt blev der stillet store forventninger til de jordemødre, der var uddannet i Danmark, fordi de havde lært den såkaldte civiliserede fødselsskik og levemåde at kende på nærmeste hold.
Jordemødrene blev af danskerne betragtet som fremsynede grønlændere, som var i stand til at planlægge dagen i morgen og tænke på deres fremtidige liv. Jordemødrene skulle stå frem som gode foregangseksempler, tjene deres landsmænd og vise dem den rette vej imod en dannet levevis, som byggede på danske borgerlige dyder så som flid, fremsynethed, fornuft, rationalitet, sparsommelighed og selvdisciplin. De blev indprentet, at de havde et ansvar og en autoritetsposition at leve op til, men modsat blev de også formanet om, at de ikke måtte glemme deres grønlandske ophav.
Vestlig medicin og tankegang
Jordemødrene stod i en mellemposition mellem lægerne, Den Kongelige Grønlandske Handel og den grønlandske befolkning, og de forventedes at gøre den danske tankegang fordøjelig for resten af befolkningen. Denne position som kulturelle oversættere og bindeled mellem dansk og grønlandsk gjorde, at jordemødrene indtog, hvad man kan kalde en ”mellemmandsrolle”. Jordemødrene talte jo selvfølgelig grønlandsk og også en del dansk – men vigtigt var det, at de havde et ben så at sige i hver kultur og kunne omskrive danskernes ønsker til grønlandske forhold. Formålet med mellemmændenes arbejde var at påvirke grønlænderne til at agere som danskerne fandt det favorabelt. Fordelene ved at have jordemødrene som mellemmænd var, at de havde en bred kontaktflade med deres bopladsfæller gennem fødslerne og via sygebesøg. De kom dermed direkte ind i de grønlandske hjem og nåede mænd som kvinder, unge som gamle.
Jordemødrene skulle fremme og udbrede den danske måde at føde på i lokalsamfundene ved at påvirke andre grønlandske kvinder til at gøre op med de gamle traditionelle grønlandske fødselsskikke. Dertil kom, at jordemødrene skulle fremme den danske spædbarnspleje, men de skulle også stå som repræsentanter for dansk sundheds- og sygdomsopfattelse, et dansk baseret forebyggelses- og behandlingssystem og i det hele taget udgøre det danske sundhedsvæsen ved de enkelte lokaliteter, hvor de var ansat. Samtidig kunne den danske universitetsmedicin ikke isoleres fra anden vestlig tankegang, og udbredelsen af dansk medicin blev hermed også udbredelsen af dele af vestlig kultur, som automatisk fulgte i kølvandet herpå.
Ingen vand til håndvask
Som privatpersoner skulle jordemødrene være gode husmødre, gode ægtefæller og mødre for deres børn i overensstemmelse med 1800- og 1900-tallets syn på kvinden som hjemmets og familiens gode ånd. Jordemoderen skulle stå frem som en renlig og proper person, som altid kunne fremvise et rent hjem for sine landsmænd. I renligheden og i hygiejneprincipperne ses jordemødrenes mellemmandsrolle allertydeligst, fordi lægerne fandt, at der netop her var et stort behov for jordemødres hjælp; grønlænderne blev ikke just betragtet som renlige – tværtimod!
Men jordemødrene blev fra tid til anden klemt mellem lægen og den grønlandske lokalbefolkning, når de forsøgte at udbrede deres lærdom om eksempelvis hygiejne. Den manglende forståelse kom især fra de ældre kvinder. At vaske sine hænder før omgang med de fødende og barselkvinderne hørte ikke med til de grønlandske fødselstraditioner, og de ældre kvinder gav kun modvilligt mandat til, at de uddannede jordemødre initierede denne fornyelsesproces. Når jordemoderen bad om vand til håndvaskeri, blev hun anset som inkompetent til sit arbejde. Højst fik hun en underkop med snavset vand, berettedes det af en læge i slutningen af 1800- tallet. Jordemoderen måtte derfor slække på sine renlighedskrav under fødslerne på grund af den modstand, hun mødte. Dermed fandt lægerne, at jordemødrene var sjuskede, glemsomme og forsømte deres pligter. Men jordemødrene sjuskede ikke. De måtte gradbøje det, de havde lært for at finde et ståsted, hvor de både tækkedes den grønlandske befolkning såvel som de danske læger.
Mange ansigter
Når jordemødrene var færdige med deres danske uddannelse blev de placeret, hvor der var behov for deres hjælp. Tit arbejdede de blandt fremmede og prøvede at skabe sig en plads både som jordemødre, men også som kvinder. Jordemødrene havde selvsagt andre roller at udfylde i lokalsamfundene end jordemoderrollen: Nogle jordemødre var også fangerkoner, andre igen var gift med mænd, som var ansat i lønnede stillinger. Derudover var jordemødrene også mødre, søstre eller mostre — ligesom andre kvinder. Med disse positioner fulgte pligter og forventninger, som lå langt fra jordemodergerningens pligter. Hvervet som fangerkone må for nogle jordemødres vedkommende have spillet en stor rolle i hverdagen, fordi deres mænds fangst stadig skulle forarbejdes, selv om jordemødrene havde deres eget erhverv at passe. Men i modsætning til andre fangerkoner kunne jordemødrene ikke frit tage med på lange fangstrejser sammen med deres familie, fordi de skulle stå til rådighed for befolkningen alle årets dage, 24 timer i døgnet. For nogle jordemødre skabte dette tilbagevendende konflikter og tilpasningsproblemer.
Vælger jordemoderen fra
Jordemødrene var i teorien forpligtede til at hjælpe til ved alle fødsler i deres område. Om det var danske embedsmænds koner, der fødte, kvinder fra det elitære lag eller fra laget af fangere og fiskere. Men hvert lag havde sine præferencer og ideer om, hvordan en fødsel burde foregå, og ikke alle tilkaldte den uddannede jordemoder. På grund af store geografiske afstande samt vejr- og vindforhold var det umuligt at dække alle områder med uddannede jordemødre; så ikke alle havde mulighed for at få fat i en uddannet jordemoder i tide. En anden ting var, at dele af befolkningen ikke havde lyst til at anvende de uddannede. I 1914 valgte en fjerdedel af den sydgrønlandske befolkning således at benytte ufaglærte fødselshjælpere ved deres nedkomster.
Rygrad i sundhedsvæsnet
Jordemodergerningen kan selvfølgelig ikke isoleres fra den almene udvikling i samfundet. I takt med kristendommens indtog, blev de gamle grønlandske skikke nedbrudt og et limbo opstod, hvor der var plads til, at nye skikke kunne vinde indpas. Overgangriteritualernes betydning svandt efterhånden også i løbet af 1800-tallet, og hermed forsvandt de utallige taburegler. Modsat de ældre kvinder blev flere og flere yngre kvinder i 1800-tallets slutning også mere positive over for den danske fødselsmåde og spædbarnspleje. Dette gjaldt i særdeleshed ”blandingerne” og folk fra kolonistederne, der var mest vant til dansk levemåde.
Det at være de eneste uddannede kvinder i 1800-tallets Grønland synes både at have været en ære for den enkelte men også en balancegang mellem gamle traditioner og nye tiltag. Jordemødrene var bevidste om, at uddannelsen og den viden de havde erhvervet, forpligtede. De udgjorde uden sammenligning rygraden i det grønlandske sundhedsvæsen, og ved mange lokaliteter var de det danske sundhedsvæsen. Dansk obstetrik og medicin kunne umuligt udbredes uden deres medvirken som mellemmænd — og det erkendte samtidens danske embedsmænd i Grønland også gang på gang. Samtidig står det klart, at hvis ønsket hos det danske kolonistyre var, via jordemoderinstitutionen, at få en øget kontrol over (fødsels)udviklingen i de grønlandske lokalsamfund i 1800-tallet, lykkedes det kun delvist, for grønlænderne valgte til stadighed den fødselsmåde, som de fandt mest rigtig.
Mette Rønsager er sygeplejerske, cand. mag. og ph.d. med afhandlingen ”Imellem læger og landsmænd. Den vestgrønlandske jordemoderinstitution 1820-1920”. Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier. Københavns Universitet. 2006 Har arbejdet i Grønland og Danmark. Cand. mag. i eskimologi og arktiske studier fra 2002 med speciale om den grønlandske sundheds- og sygdomsopfattelse i 1800-tallet (er udgivet på Statens Institut for Folkesundhed).
|
De grønlandske jordemødre kom ofte i klemme mellem myndighederne og befolkningen, når de agiterede for nye måder at betragte sundhed og sygdom på end den traditionelle grønlandske. Her ses jordemoder Sofie Lyberth (gift Rosing) til højre med sønnen Ludvig Peter Frederik Rosing. Til venstre en svigerinde. Billedet stammer fra Det Kgl. Bibliotek og er fra ca. 1918. <//span>
Fra 1830’erne blev en del af de grønlandske jordemødre uddannet i København. Her ses jordemoder Vilhelmine Ingemanns eksamensbevis fra Fødselsstiftelsen 1882.