Heegaard har været jordemoder i 25 år. Hele sit professionelle jordemoderliv har hun tilbragt på en fødegang kun afbrudt af seks måneders barselorlov. Alt i alt har omkring 2.000 børn har set dagens lys assisteret af den nu 54 år gamle jordemoder.
Karen Marie Heegaard har altså rigtig meget erfaring at trække på. Hun kender den normale fødsels mange kringelkroge og ved, hvornår alarmklokkerne skal lyde for en faglig indsats ud over det sædvanlige.
Hvis det ikke var for den værdifulde faglige bagage, er Karen Marie Heegaard ikke sikker på, at hun var fortsat som jordemoder efter en ganske særlig oplevelse, der fandt sted for mere end et halvt år siden. Karen Marie havde døgnvagt på sin arbejdsplads på Frederiksberg Hospital og tog sidst på eftermiddagen mod en førstegangfødende med gode veer. Alt forløb normalt. Fostervandet var klart og hjertelyden blev undersøgt med doptone og var fin hele vejen igennem fødslen. I slutningen af presseperioden blev det nødvendigt at sætte et drop. Hjertelyden dykkede en anelse, da hovedet rundede symfysen. Det fik jordemoderen til at kalde en læge, som hun skal, når ikke alt går normalt.
Men lægen nåede ikke at komme på stuen, før barnet var født. Det blev derfor Karen Marie Heegaard, der startede med hjertemassage, da barnet stik mod forventning kom ud og var livløst. Få minutter efter var der både en narkoselæge, en børnelæge og en obstetrisk overlæge til stede på stuen, men lige meget hjalp det. Tyve minutter efter fødslen blev barnet erklæret død. Det værste mareridt for en jordemoder var sket: En ellers normal fødsel ender af uforklarlige årsager med et dødt barn.
Forladt
Tilbage på fødestuen. Der er gået en halv time efter fødslen, og Karen Marie Heegaard er alene med det dybt chokerede forældrepar og den nyfødte, der ligger i en vugge. Alle andre har forladt stuen, efter at barnet blev erklæret dødt. Der var en del af se til for jordemoderen, der opholdt sig på stuen med forældreparret i den næste halvanden time. En bristning skulle sys og så var der selvfølgelig omsorgen for de ulykkelige forældre. Det krævede megen motivation at få dem til at acceptere at se barnet, som krisepsykologien anbefaler det.
… og så videre
Efter de halvanden time går Karen Marie Heegaard ud på fødegangen,hvor hun møder en andengangsfødende, som hun derefter føder med. Klokken syv om morgenen sætter hun sig ud i sin bil og kører hjem. Da hun når indkørslen derhjemme,kommer sammenbruddet.
– Jeg brød helt sammen, græd og kunne slet ikke falde til ro. Min mand forsøgte at trøste, men har jo ikke den faglige indsigt i det, jeg havde været igennem, fortæller Karen Marie Heegaard. Om eftermiddagen ringede hun til fødegangen for at få hjælp.
– Det var weekend, så der var ikke akut krisehjælp på sygehuset, men min leder sagde, at jeg skulle tage på den psykiatriske skadestue og høre, om de kunne hjælpe. Jeg fik nogle sovepiller og blev sendt hjem med besked om at få noget at spise og om at få sovet, og det lykkedes, fortæller hun.
Afhøringen
Næste dags formiddag indkalder chefjordemoder Dorthe Taxbøl de implicerede sundhedspersoner til et debriefingsmøde. Alle møder op undtagen den implicerede obstetriske læge. Karen Marie Heegaard føler megen vrede over, at de alle forlod fødestuen og lod hende tilbage. Det får hun sagt ved mødet. Både pædiateren og anæstesilægen beklager, men forklarer det med, at de ikke mente, at de havde mere at gøre på stuen, at deres rolle var udspillet, efter at barnet var dødt. Karen Marie Heegaard forklarer fraværet af jordemoderkolleger med, at der var vanvittigt travlt på fødegangen i det døgn.
Samme eftermiddag bliver Karen Marie Heegaard indkaldt til afhøring hos politiet på Station Bellahøj, som ledelsen efter samråd med embedslægen havde orienteret om dødsfaldet. Hun får valget mellem at få besøg af to betjente hjemme eller selv at tage til stationen. Hun vælger det sidste. Med en sigtets rettigheder fortæller hun den unge betjent om hele fødselsforløbet og må mange gange undervejs forklare de faglige betegnelser. Til sidst læser de beskrivelsen sammen og betjenten siger, at Karen Marie nok ikke kommer til at høre mere fra politiet i sagen.
Jordemoderen renset
Det er imidlertid ikke kun jordemoderen, som politiet vil tale med. Allerede dagen efter fødslen møder to betjente i uniform op på fødegangen for at tale med forældrene. Betjentene får barnet, moderkagen og det drop, der blev sat op i slutningen af fødslen, med til retsmedicinsk undersøgelse.
Chefjordemoder Dorthe Taxbøl er forundret over, at politiet havde brug for at gennemføre en så omfattende efterforskning og hun er tæt på at ærgre sig over, at hun sammen med lægeledelsen selv kontaktede politiet for at orientere dem om dødsfaldet.
– Selvom politiet pointerede, at det var en rutinesag for dem, så kunne ingen af os fatte, at de skulle fare så hårdt frem – og også involvere forældrene. På den anden side vil vi også gerne holde vores ryg fri. Alle undersøgelser viste, at jordemoderen har arbejdet efter bedste faglige standard, så hun er helt renset, så nu bagefter kan man sige, at politiundersøgelsen bare understreger, at hun ikke kunne have handlet anderledes, end hun gjorde. Men i situationen var det meget belastende, at politiet var involveret, siger chefjordemoderen.
Forstående betjente
For Karen Marie Heegaard var selve mødet med politiet ikke det mest skræmmende. De betjente hun talte med, var venlige og forstående og undskyldte, at de af gode grunde ikke havde så stor indsigt i fødsler og deres forløb. Men ordensmagtens indblanding lagde alligevel et ekstra lag på hele den krise, det er for en jordemoder, når et barn dør uventet. Kun en solid faglig baggrund og viden gjorde, at hun relativt selvsikker — og uden at tage imod tilbud om en advokat – kunne forklare fødselsforløbet hos politiet uden at begynde at sætte spørgsmålstegn ved sine faglige kompetencer.
– Det er grotesk, at fordi man er jordemoder, og gør sit arbejde, så kan man blive udsat for at skulle afhøres af politiet på det her grundlag. Man kan da ikke undgå at føle sig anklaget og måske lidt skyldig. Jeg ved, at jeg ikke gjorde nogen fejl under fødslen. Men hvis det havde været en af mine unge kolleger, så tror jeg, at det kunne have ramt dem endnu hårdere på deres faglige selvtillid, siger Karen Marie Heegaard.
Ingen akut krisehjælp
Den ensomhed, som Karen Marie Heegaard oplevede i timerne og døgnet efter fødslen, ramte hårdere end politiets afhøring. Selv en erfaren jordemoder kommer i en kriseagtig tilstand, når døden slår så pludseligt ned på fødestuen, som tilfældet var. Karen Marie Heegaard oplevede at skulle yde krisehjælp i en situation, hvor hun selv var i krise.
– Jeg skulle have været taget ud fra fødestuen. For min egen skyld, men også fordi et forældrepar, der har været ude for en tragedie som denne, vil forbinde jordemoderen med det skete. Jeg kunne altså ikke gøre så meget for dem. Og så er det vigtigt, at der er en til at tage sig af jordemoderen bagefter, siger Karen Marie Heegaard.
Hun har oplevet stor opbakning fra sin jordemoderleder og fra kollegerne. Den krisepsykolg, som hun siden har konsulteret, har også været fantastisk, siger hun:
– Den hjælp jeg fik fra psykologen var genial. Han fik min krop ud af det alarmberedskab, som den befandt sig i i dagene efter fødslen. Min krop var pumpet med adrenalin og cortisol, og han rådede mig til at løbe en lang tur og brænde det af. Da jeg kom hjem lugtede jeg rigtigt grimt, det var tydeligt, at kroppen skilte sig af med stofferne, og jeg kunne slappe bedre af. Den slags råd er vigtige, siger Karen Marie Heegaard.