Det normkritiske manifest

Hvordan taler vi om fødende med et højt BMI? Kalder vi konsekvent livlige pigefostre for ’balletdansere’ og aktive drengefostre for ’fodboldspillere’? Hvilke jokes fyrer vi af i vagtstuen om det homoseksuelle par på stue to?

Det er alt sammen emner, som tages op i et nyt normkritisk manifest, der er født blandt jordemoderstuderende.

De studerendes idé om et normkritisk manifest opstod for cirka to år siden i det daværende Jordemoderstuderendes Råd, København – i dag De Jordemoderstuderendes Landssammenslutning, København (JSL KBH). Dengang begyndte JSL KBH at gøre sig tanker om, hvordan de som organisation kunne favne og repræsentere flest muligt – både blandt de jordemoderstuderende og de mennesker, de møder i klinikken.

JSL KBH lavede derfor en brevkasse, hvor de efterlyste situationer, som de studerende havde oplevet i klinikken og på skolen. Situationer, hvor de studerende i øjeblikket eller efterfølgende havde undret sig over den måske manglende normkritik eller inklusion, de havde oplevet. Brevkassen skulle både give JSL KBH et indblik i et omfang og konkrete episoder.

Efterfølgende fordelte de studerende i landssammenslutningen historierne fra brevkassen i kategorier og gav dem overskrifter. Samtidig henvendte de sig til udvalgte sparringspartnere, der arbejder med normkritik som fx Fed Front og LGBTQ+ Ungdom. På den måde fik de inputs til emner, der ikke var kommet op via brevkassen, så de kunne undgå blinde vinkler. Derefter lavede JSL KBH første udkast til deres normkritiske manifest på en workshop.

Et mere neutralt sprog

Efter to års frivilligt arbejde er manifestet nu færdigt. Det kommer ind på mange temaer (se boks), men en ting, der går igen er ønsket om ’et mere neutralt sprog’ og overvejelser om, hvornår noget er ’klinisk relevant’ at nævne. Men hvad betyder det egentlig?

– Jamen, det betyder fx, at man ikke siger ’kvinde’, hvis det ikke er vigtigt i situationen. Når vi har undervisning i fødselsforberedelse på jordemoderuddannelsen, kunne man også overveje, om man behøver at tale så meget om ’mor og far’, hvis det ikke er vigtigt i konteksten, forklarer Liv Abildstrøm, der er jordemoderstuderende på fjerde semester og forperson for JSL KBH.

Som et andet eksempel nævner hun de nye barselsregler, hvor man kunne skrive ’fødende forælder’ og ’ikke fødende forælder’ i stedet for ’mor’ og ’far’.

– Det er jo ret ligetil at lave om på, når det drejer sig om en skriftlig publikation, som hun siger.

Men hvad gør man i de situationer, hvor det ikke er så ligetil?

– Der er da helt klart situationer, hvor ikke-neutrale ord er nødvendige for konteksten, eller situationer hvor man vil være uenige om sprogbrugen – hvor man fx ikke er enige om, hvorvidt det er vigtigt at sige eller skrive ’mor’ i stedet for ’fødende’ i en given kontekst. Med manifestet vil vi gerne opfordre til, at man taler om det i den slags situationer. Tit gør man jo ting per automatik. Vi vil egentlig bare gerne have, at man genovervejer af og til: Er det relevant lige præcis i den her situation at understrege, at vi taler om en kvinde?, uddyber Amalie Rost Nielsen, som var næstforkvinde, da arbejdet med manifestet blev sat i gang og i dag er jordemoder på Hillerød Hospital.

Præcist er vigtigere end neutralt

At overveje sin brug af specifikke ord kan lyde som et uskyldigt ønske. Men ikke alle tager imod hele de studerendes manifest med glæde.

En af dem er Birgitte Dahl, som skrev sådan her på Facebook, da de studerende offentliggjorde manifestet:

’En filosof fra UK fortæller her (link), hvorfor det er vigtigt med et klart og tydeligt sprog, når man diskuterer strukturer. Jeg er meget enig med ham og derfor helt uenig i forslaget om at begrænse brugen af ordet kvinde og mand.’

Jeg har ringet til Birgitte og spurgt, om hun vil uddybe sin Facebook-kommentar. Det vil hun gerne. Men ikke uden betænkning, da det er hendes erfaring, at der er tale om et emne, hvor man let kan blive misforstået og tillagt nogle holdninger, man slet ikke har.

Jeg spørger hende, hvorfor hun er uenig i, at vi skal begrænse brugen af ord som kvinde og mand og mor og far.

Hun fortæller, at det er hendes oplevelse, at et ord som ’far’ i disse år glider ud af jordemodersproget. Og modsat manifestets skabere ser hun det ikke udelt som noget positivt, at sproget bliver mere neutralt.

– Der er mere i ordet ’far’, end der er i ordet ’partner’. Der ligger en tilknytning til barnet i ordet. Faderen har også en biologisk aktie i barnet, hvor en partner godt kun kan være knyttet til moderen. Det er en skam, hvis vi bliver bange for at bruge ordet ’far’. Vi kan sige ’far eller partner’, og på den måde inkludere alle. Vi vil gerne inddrage mændene mere i familiedannelsen, og så må vi ikke skrive ham ud i vores sprogbrug. Jeg mener godt, at man af og til må bruge kønnede ord. Generelt synes jeg faktisk, at vi skal bruge præcise ord, for det giver mere klar kommunikation, siger hun.

Inklusionsiver

En anden, der ikke er enig i hele det nye normkritiske manifest, er Jacqueline Vejlstrup, som på Facebook blandt andet skriver som en kommentar til offentliggørelsen af manifestet:

’Mange gode overvejelser. I mødet med det enkelte menneske og omtalen af ham/ hende/dem er en sproglig hensyntagen til vedkommendes kønsidentitet en selvfølge. Men det der med at fjerne biologisk køn (sex) og kvinder fra sproget – også fagsproget og lærebøgerne om fødsler er en blindgyde. En ret farlig en faktisk.’

Hende har jeg også ringet til for at høre, om hun vil uddybe sin kommentar, hvilket hun har sagt ja til.

Hun synes ligesom Birgitte Dahl, at neutralt sprog, der fx italesætter kvinder mindre, ikke nødvendigvis er en god udvikling.

– Jeg synes altovervejende, at de studerendes nye manifest er godt og tiltrængt. Alt hvad de skriver om etnicitet osv. kan man næsten ikke være imod. Men man kan være mere eller mindre bevidst om, hvordan man fx taler. Og manifestet inviterer os netop til at blive mere bevidste og tænke over, hvilke mønstre vi har arvet. Det, synes jeg, er godt. Men så kommer det, jeg kalder ’transagendaen’ ind i en form for inklusionsiver. Og der har jeg så nogle betænkninger, siger Jacqueline Vejlstrup og uddyber:

– Vores fagsprog skal bruges til at hjælpe kvinders helbred. Og derfor er vi nødt til at tale om kvinder. Det kalder manifestet på en hel omlægning af. Og der, synes jeg lige, vi skal stoppe op. Hvis vi ændrer omtalen af ’mor og barn’ til konsekvent at handle om ’forælder og barn’, så er mor-barndyaden pludselig ikke længere ukrænkelig, og det, mener jeg, er et problem. Kan det medføre, at far så kan være den, der er indlagt, når barnet lige er født? Eller er det altid moderen, der har krav på den beskyttelse, der traditionelt hører sammen med fødslen, amningen og barnet?, spørger hun.

Mød folk uden antagelser

Men hverken det, at brugen af ordet ’partner’ skulle ekskludere fædre, eller at vi konsekvent skal stoppe med at tale om kvinder, er på spil, når man taler om neutralt sprog, hvis man spørger Camilla Tved.

Hun er sexolog, jordemoder og praktiserende i Huset for køn, krop og seksualitet, som betegner sig selv som en normkritisk praksis. Desuden underviser hun jævnligt jordemoderstuderende i normkritisk sprogbrug. Hun ser de studerendes manifest som et sundhedstegn og understreger, at hvis vi ønsker os studerende, som tager stilling til deres fag og ikke dropper ud under uddannelsen eller ganske kort efter, så må vi anerkende dem for at være aktive, engagerede og for at have et kritisk blik på samfundet og deres fag

Jeg spørger hende som noget af det første, da vi taler sammen, om hvorvidt hun har klienter i sin praksis, der kunne have glæde af manifestets ønske om et mere neutralt sprogbrug i sundhedsvæsenet. Hun svarer med en spontan latter:

– Jeg har nærmest ikke andet!

Og de klienter, der i mange tilfælde identificerer sig som hørende til et eller andet sted i LGBTQ-segmentet, ville have gavn af, at hele sundhedssystemet arbejdede med det, som er Camillas mantra: At se på, hvordan sprog kan invitere flere mennesker ind – uden at lukke andre ude.

– Folk tror ofte, at jeg vil have gjort alt sprog kønsneutralt, men det passer ikke. Jeg taler derimod for en større variation og bredde i sproget. Man må da selvfølgelig stadig godt sige far. Eller ’gravide kvinder’. Jeg kender ingen, der beskæftiger sig professionelt med normkritisk sprog, der mener, at man ikke må sige kvinde eller far. Men vi bør arbejde på at få et bredere ordforråd, så vi ikke støder folk fra os, fordi vi antager, at de er mødre eller fædre. Hvis vi ikke møder familierne, der hvor de er, så har vi svigtet som fagpersoner, siger Camilla og påpeger, at det samme sådan set gør sig gældende, hvis vi antager alt muligt om fødende, fordi de er brune, bærer tørklæde eller er tykke.

Sprog, der åbner eller lukker

Et af Camilla Tveds budskaber er, at sprog har magt.

– Vi er de professionelle, familierne møder i sundhedssystemet, og vi bør være bevidste om, hvornår sprog åbner op, og hvornår det lukker ned. Når jeg arbejder med normkritisk sprog, så prøver jeg at forklare, at når man siger noget, så sker der noget. Af og til er det, der sker, godt, men af og til er det også dårligt. Og hvis der sker noget dårligt, når vi bruger et bestemt sprog, så kunne vi jo prøve at sige noget andet næste gang. Det kunne måske være hensigtsmæssigt, forklarer hun og fortsætter.

– Og i forhold til det her med fædre og brugen af ordet partner, så viser jordemoderdrevet forskning ganske rigtigt, at fædre ofte føler sig usynliggjort i forløbet omkring graviditet og fødsel. Men mange af de undersøgelser er fra før, brugen af ordet ’partner’ blev meget udbredt. Og jeg har heller aldrig oplevet fædre nævne, at det var ordet ’partner’, der havde en betydning for dem. De fortæller mig derimod, at de ikke bliver talt til, at der ikke er øjenkontakt med dem, at der kun bliver kigget på moderen osv. Det er et kæmpe problem, hvis de føler sig usynlige, for det fører til dårlig udnyttelse af sundhedsvæsenet. Og det er vores ansvar at være med til at gøre noget ved det, men det handler efter min bedste overbevisning ikke om brugen af ordet partner.

Biologisk køn

At sprog kan være med til at åbne samtaler er ikke nyt for hverken Birgitte Dahl eller Jacqueline Vejlstrup.

– Jeg synes, at det er to forskellige ting, om vi diskuterer, hvordan vi skal møde det enkelte menneske, eller hvad vi skriver i fx en lærebog, når vi taler om køn. I en lærebog bør det være helt klart, at der findes atypier, men ellers er køn binært. Man kan føde et barn med 12 fingre, men der står jo stadig i lærebøgerne, at mennesket som art har ti fingre. Det er min holdning, at vi ikke skal opbløde vores kønskategorier pga. atypier. Tværtimod bør vi tale endnu mere om og rokke endnu mere ved, at der er mange måder at være kvinde og mand på. Men vi skal ikke sætte spørgsmålstegn ved biologien. Hvis jeg møder et menneske, der identificerer sig som kvinde, så vil jeg selvfølgelig imødekomme det og bruge et sprog, der forhåbentlig gør, at vedkommende føler sig velkomment og trygt sammen med mig. Men man må skelne mellem høflighed og hensyn overfor det enkelte individ, og hvordan vi laver politik og beskriver tingene generelt i fagbøger, siger Jacqueline Vejlstrup.

Birgitte er helt enig i, at det har betydning, at man skelner mellem mødet med det enkelte menneske, og det man italesætter på fx jordemoderuddannelsen.

– Der er altså noget basal biologi på spil i vores branche. Vi må acceptere, at biologien har en betydning, uanset hvordan man identificerer sig. Jeg vil gerne stå på mål for, at der kun findes to biologiske køn. Og så skal vi selvfølgelig være omsorgsfulde, respektfulde og empatiske over for alle de mennesker, vi møder, uanset hvem eller hvad de er. Jeg kan bare ikke forstå, at det skal være så kontroversielt at sige, at der kun findes to køn. Min datter siger, at køn er et spektrum. Det kan jo være rigtigt, hvis man ser på det i betydningen ’kønsopfattelse’ eller ’kønsidentitet’. På engelsk skelner man jo også ganske fornuftigt mellem betydningen af ’sex’ og ’gender’. Men det gør vi ikke på samme måde i Danmark, og det giver nogle sprogmæssige udfordringer. For selvom jeg selvfølgelig anerkender og respekterer, at mennesker kan have en anden kønsidentitet, end deres medfødte køn tilsiger, og jeg selvsagt vil behandle dem med samme respekt og omsorg som alle andre, så vil jeg altså gerne have lov at sige, at alle de børn, vi som jordemødre har taget imod i hundredvis af år, jo er resultatet af, at der findes to køn.

Her mener Camilla Tved, at forskning og udvikling har gjort, at det argument ikke længere holder.

– Det er jo ikke længere udelukkende sådan, at to køn laver en baby. I dag fertilitetsbehandles 10 procent af en årgang. Så det er sådan, at de to køn sammen laver en baby i de fleste tilfælde. Men derudover findes der en mangfoldighed i verden, som vi lovgivningsmæssigt og medicinsk selv har banet vejen for. Og så tror jeg altså, at det er vigtigt at huske, at ’biologi’ jo ikke er et argument, som trumfer alt andet. For 100 år siden mente man, at der var kvinder, der var for hysteriske til at få børn. Og for 50 år siden måtte kvinder ikke onanere, fordi det ville skade deres reproduktive evner. Så biologi – og ikke mindst den viden, vi har om biologien – er ikke hugget i sten. Der sker hele tiden en udvikling. Når det er sagt, så er det ikke mit mål at få folk til at ændre holdning i de her spørgsmål. Mit mål er at få folk til at have et blik for, hvad det gør, når de bruger et bestemt sprog. Og måske også få dem til at reflektere over, hvorfor det er så vigtigt for dem at tale om, at der kun findes to biologiske køn. Den holdning er de jo i deres gode ret til at have, men spørgsmålet er, om det er vigtigt at tale så meget om som jordemødre?

Enighed

Selvom Birgitte Dahl, Jacqueline Vejlstrup og Camilla Tved er uenige om mange ting, er de i hvert fald enige om én ting: Debatten om køn, diversitet, normkritik og det sprog, der benyttes i debatten, kan have stor betydning.

– Jeg har oplevet at få skæld ud og få at vide, at det er med til at gøre debatten toksisk, at jeg i en Facebookdebat brugte begrebet ’biologiske mænd’ om transkvinder. Det kan da ikke passe, at det er totalt forbudt at mene, at der kun findes to køn? Og at det nærmest skal være farligt, hvis jeg sidder her og siger det, siger Birgitte Dahl og bakkes op af Jacqueline Vejlstrup:

– Der er nogle meget skarpt optrukne fronter i den her debat. Og tonen er blevet sådan, at folk siger ting som: ’Jeg forstår ikke, at man kan være jordemoder og se sig selv i øjnene, hvis…’ Det, synes jeg, er udskamning. Og jeg frygter, at det bliver ligesom i England og USA, hvor der bruges voldsomme skældsord i debatten, hvor der har været eksempler på, at folk har mistet deres arbejde efter deltagelse i debatten, at folk er blevet deplatformed osv.

På det punkt kunne Camilla Tved ikke være mere enig:

– Vi skal alle sammen tale pænt både til og om hinanden og huske, at normkritisk og neutralt sprog også handler om arbejdsmiljøet for os selv og vores kolleger. Det er ikke en god ide at sige, at du har taget ’negerboller’ med på arbejde, det er vi nødt til at indse. Og der findes altså både homoseksuelle og transkønnede jordemoderstuderende, som ikke er åbne omkring det på deres arbejdsplads. Et mere åbent og normkritisk sprog er godt for de gravide og fødende, men det er også nøglen til et godt arbejdsmiljø for os selv og vores kolleger, siger hun.

Og så er vi faktisk tilbage ved de studerende og deres manifest. Det delte de nemlig første gang på Facebook med følgende ord:

’OBS: Vi opfordrer alle til at tale pænt og respektfuldt til hinanden. Det er sårbart at blive konfronteret med dårlige vaner, så vær søde derude.