I Danmark bryster vi os af ligestilling, men hvis vi ikke handler mere aktivt på de store lønforskelle, vil vi ikke opleve ligeløn mellem kønnene før om mere end 100 år. Barselorloven er en stor del af årsagen. Danske mænd tager en forsvindende lille andel af den samlede barselorlov i forhold til de andre nordiske lande.
En arbejdsgiver vil altid have i baghovedet, at kvinder i den ”fødedygtige alder” er i stor risiko for at skulle være væk – også langt større end den mandlige konkurrent til den samme stilling. Det betyder, at kvinder er længere tid væk fra arbejdsmarkedet, hvor forfremmelserne går til kollegaerne. Og det betyder, at vi er dyrere at ansætte end mændene, og at vi til sidst i livet står med en mindre pensionsopsparing.
Det bliver også selvforstærkende, fordi den ulige løn mellem mænd og kvinder (og mænds korte barselorlov i overenskomsterne i de mandsdominerede fag) betyder, at det for det meste er dyrere for den enkelte familie at sende far på barsel end mor, og derfor er det svært, selvom man gerne vil ”det rigtige”.
Samtidig er det tit svært for den enkelte mand, fordi arbejdsgiver, kollegaer og omgangskredsen forventer, at moderen tager størstedelen af barselsorloven. ”Skal du virkelig ha’ de fulde to uger?” er ikke en usædvanlig ting at blive spurgt om, særligt på mandsdominerede arbejdspladser.
Men jeg tror faktisk, at rigtig mange mænd gerne vil have den tid med deres børn som små. Det skaber tilknytning og samhørighed og en antagelse af, at mødrene har forrang som forældre og omsorgsperson er for langt, langt, langt de fleste småbørnsfamilier noget, der hører fortiden til.
Derfor skal vi som minimum sikre os, at barselreglerne giver mænd og kvinder de samme rettigheder. For sådan er det faktisk ikke i dag. De færreste er klar over det, men der er i barselloven øremærket tre måneders barselorlov til den fødende, som hun ikke kan give til sin partner, uanset om hun vil eller ej. For manden (eller rettere partneren) er det 14 dage. Altså langt fra ligestilling og valgfrihed.
Jeg er tilhænger af, at der er valgfrihed hos den enkelte familie. Ingen skal have trukket barselorlov ned over hovedet. Hverken mænd eller kvinder. Men jeg mener, at vi som samfund må have det udgangspunkt, at mor og far er lige gode som forældre. Det indebærer, at øremærkningen i loven er lige. Og så kan man selvfølgelig fordele det sidste, som det nu passer.
Økonomisk uafhængighed er frihed. Det er frihed til at vælge den uddannelse, man vil. Frihed til at bo eller ikke bo sammen med sin partner. Frihed for ens børn. Og derfor er uligeløn mellem kønnene også en fundamental uretfærdighed, vi skal gøre noget ved som samfund. Vi kan ikke hviske alle forældreroller væk eller fjerne køn. Vi skal heller ikke forsøge. Men hvis vi skal være et ligestillet samfund, skal vi kæmpe for ligeløn – og for mænds ret til også at tage barsel med deres børn uden at føle sig mindre værd. Det kræver, at der øremærkes lige meget barsel til begge forældre.