Og dog. Da Sundhedsplatformen blev varslet til implementering på Rigshospitalet, hvor Lene Mollerup er ansat, strejfede tanken hende: Er det nu, jeg skal stoppe og slippe for at skulle lære et nyt it-system at kende?
Men nej. Det meget omtalte it-system blev mere en anledning til at blive. Nysgerrigheden vandt, for den erfarne jordemoder ville gerne lige være med til at se, hvordan det ville spænde af, når ét system skulle erstatte gamle velkendte systemer og databaser. Lene Mollerup er ikke kommet til at elske platformen, slet ikke, men hun er en oplevelse og mange erfaringer rigere efter, at hun sammen med sine kolleger har kæmpet en gæv kamp for at lære systemet at kende og for at få det til at fungere med det mylder af informationer, der skal gemmes i forbindelse med en fødsel.
Nysgerrighed har været en vigtig drivkraft i den snart 70-årige jordemoders liv. Men hvad er det ellers, der gør, at hun stadig går glad på arbejde? For det er af lyst, at hun stadig er ansat på 30 timer ugentligt og oftest kommer op på fuld tid med overarbejdet, der er så rigeligt af. Den private økonomi kræver ikke, at hun fortsat er på arbejdsmarkedet.
– Jeg ved det ikke … men jeg er sund og rask og jeg kan ikke mærke min alder. Jeg har ikke haft det sådan, at jeg talte ned til pensionisttilværelsen og har gået og ventet på dagen, hvor jeg skulle stoppe, siger Lene Mollerup. Hun har gennem hele sit aktive jordemoderliv, der startede i 1972 med en eksamen fra Jordemoderskolen i København, delt sin opmærksomhed mellem jobbet og familien, der blandt andet tæller en handicappet søn. Tid til fritidsinteresser har der ikke været meget af. Det har krævet grundig planlægning at få tingene til at hænge sammen. Netop det konstante behov for planlægning kunne gå hen og blive en anledning til at forlade arbejdsmarkedet.
– Hvis det går hen og bliver til stor irritation at skulle planlægge, så kunne det blive anledning til at stoppe, siger hun.
Variation og fysisk aktivitet
Ud over et stærkt helbred, både fysisk og psykisk, så har Lene Mollerup også været bevidst om at variere sit arbejdsliv.
– Jeg har altid forsøgt at variere mine arbejdsområder, så jeg skiftevis er på fødegangen, i modtagelsen og med til igangsættelserne. Svangre og barsel er jeg ikke så vild med, jeg synes ikke, at der er tid nok til at gøre et godt stykke jordemoderarbejde der, siger hun.
Ingen bør, efter den erfarne jordemoders mening, arbejde i længere tid udelukkende på en fødeafdeling, det er simpelthen for hårdt kun at arbejde på en akutfunktion. Til gengæld bør alle sørge for at holde den fysiske form ved lige. Selv går Lene Mollerup til gymnastik på sin arbejdsplads hver tirsdag, når hun kan få sin konsultation for sårbare gravide planlagt sådan, at hun kan skrabe en time fri og deltage i et tilbud, der er målrettet alle ansatte. For hende fungerer det bedst, at motionen foregår på arbejdsstedet, så hun ikke skal planlægge det ind på et andet tidspunkt og andet sted.
Ind i mellem har Lene Mollerup haft orlov eller brugt afspadsering for at tage til Grønland og arbejde.
– Det er fantastisk at kunne bruge sit fag til at komme tæt på en befolkning og arbejdet i Grønland har givet mig meget i mit jordemoderliv, siger hun. Faktisk har hun været afsted til Grønland flere gange, end hun lige kan tælle, men en “10-12 gange er det vist blevet til”.
Lene Mollerup har også været engageret i patientsikkerhedsarbejdet og har været Jordemoderforeningens udpegede repræsentant i det, der hed Patientklagenævnet, fra det blev nedsat til omstruktureringen af patientsikkerhedssystemet i 2011.
Lene Mollerup blev som nyuddannet jordemoder ansat på sin nuværende arbejdsplads, Rigshospitalet, hvor hun kort tid efter blev afdelingsjordemoder på afdeling A under professor Dyre Trolle. Hun gennemførte videreuddannelsen for jordemødre på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i 1979. Efter en tid som underviser på jordemoderuddannelsen blev hun ansat som centerjordemoder og senere souschef på fødeafdelingen på Frederiksberg Hospital. Her var hun i 29 år frem til 2010, hvor hun fik ansættelse på Gentofte Hospital. Da fødeafdelingen på Gentofte lukkede i starten af 2011 rykkede hun tilbage til Rigshospitalet. Ringen var sluttet.
Det var geografien – arbejdsplads i nærheden af hjemmet – der gjorde, at valget faldt på et af landets største fødesteder. Havde der været et mindre fødested eller en klinik i nærheden, så var valget faldet på det.
– Det er et problem, at vi ikke har mindre fødesteder, hvor vi bedre kan imødekomme de helt normalt fødende kvinders behov. Hvis der var flere typer af fødesteder, små afdelinger og klinikker, så ville jordemødrene også kunne holde til at være jordemødre i længere tid, mener hun.
Noget af det, der har lidt skade med centraliseringen af fødsler på de store afdelinger, er det kollegiale sammenhold.
– Det vigtigste i mit arbejdsliv har altid været mine gode kolleger. I dag er arbejdspladserne blevet så store, at man ikke kan nå at lære hinanden at kende. Og dem man kender, møder man måske hver tredje måned, siger hun.
Respekten
Der er særligt een læge, der står tydeligt for Lene Mollerup og det er professor Dyre Trolle, der blev ansat på Rigshospitalet i 1951 – som professor i obstetrik siden 1962.
Mange jordemødre af lidt ældre dato husker den karismatiske læge og chef, der for nogen kunne virke frygtindgydende – særligt hvis han ikke fik modstand. Og den fik han af den unge jordemoder, da hun blev afdelingsjordemoder med Trolle som chef.
– Han var en god chef. Man skulle ikke være bange for ham, så kunne han godt være lidt efter en. Men han havde stor respekt for os jordemødre og for jordemoderfaget, fortæller Lene Mollerup. Chefens syn på jordemoderfaget smittede af på afdelingens læger, der fik en overhandling af professoren, hvis han fik at vide, at en læge havde underkendt en jordemoder på fødestuen.
Beslutningsprocesserne var også tættere på klinikken, husker Lene Mollerup. Hvis en afdelingsjordemoder havde en ide til forandring, blev den diskuteret med kollegaer både blandt læger og jordemødre.
– Nu kommer retningslinjerne oven fra og bliver lagt som en fast ramme omkring vores arbejde og fratager os muligheden for det individuelle skøn. Jeg føler virkelig, at vores indflydelse på arbejdet med den normale fødsel er ved at glide os af hænde. Hvor lægerne tidligere ikke blandede sig i den normale fødsel, så står de midt i den nu, siger hun.
De nyuddannede jordemødre er præget af den risikotænkning, som den lægelige indflydelse på den normale graviditet og fødsel har ført med sig. Kombineret med et højt arbejdstempo er der en tendens til, at man som nyuddannet dækker sig ind.
– De yngre jordemødre griber for en sikkerheds skyld hellere ind for tidligt end for sent. Der har udviklet sig en kultur, hvor man er bange for skideballe og endnu mere for en klagesag og det præger vores måde at handle på, siger Lene Mollerup, der så ofte hun kan komme til det, slår et slag for en opdeling mellem det patologiske og det normale.
– Jeg har diskuteret det mange gange med vores chefer. Der skal ske en opdeling i det normale og det patologiske, men samtidig skal vi se det normale i det patologiske – alle kvinder har ret til at få jordemoderomsorg for deres graviditet og det barn, de venter, uanset, hvad de fejler. Det er faktisk en af grundene til, at jeg fortsætter med at arbejde: Vi skal have nogle rammer, hvor vi kan passe på det normale. Og jeg bliver ved med at tale det normale op overfor vores ledere, indtil der sker noget, siger Lene Mollerup.