Den første barselsperiode i 2004 var barsk for Dorte Vad Larsen, der blev indlagt akut med tårnhøjt blodsukker i 26. uge af sin første graviditet.
Efterfølgende viste det sig at være en type 2 diabetes, hun led af, så hun skulle på én gang forholde sig til en helt ny livssituation med mange restriktioner og totalt ændrede kostvaner og drage omsorg for sin førstefødte, Cecilie, der havde problemer med at amme.
For Dorte blev det for meget. Hun isolerede sig fra vennerne og kunne ikke overskue andet end det strengt nødvendige.
– Jeg følte, at jeg blev holdt udenfor af omgangskredsen, og at alle andre opførte sig mærkeligt. Men det var jo mig selv, der havde et problem, erkender hun.
På et tidspunkt oplevede Dorte, at selv de nærmeste venner begyndte at give hende en kold skulder. Så brød hun sammen. Greb fat i dem og fortalte lige præcis hvor skidt hun havde det. I månederne efter blev det til mange samtaler med familie og venner, og det hjalp Dorte til at få bearbejdet sin situation.
– Jeg har ellers altid været god til at vende negative ting til noget positivt og tage ansvar for mit eget velbefindende. Men nu var jeg så fokuseret på at passe mit barn og på at håndtere alle de praktiske ting omkring sukkersygen, at jeg helt havde glemt mig selv. Jeg havde simpelthen ikke givet mig selv tid til at mærke efter, hvordan jeg havde det. Derfor gik det galt, efterrationaliserer hun.
Da Dorte havde fået sat tingene på plads, var hun fit for fight i en ny, udadvendt sammenhæng.
– Jeg ringede til Diabetesforeningen og spurgte, om de manglede én der kunne rådgive om svangerskabsdiabetes, siger hun.
Svaret var ja, og Dorte kastede sig straks over telefonerne. Der har hun siddet siden og rådgivet andre gravide med sukkersyge på Diafonen – en åben telefonlinie, som man finder på www.diafonen.dk.
– Jeg bliver stadig helt høj af det. Det er skønt, når man kan hjælpe andre med sine erfaringer, siger hun og opfordrer i den forbindelse læger og jordemødre til at informere de gravide om denne mulighed.
– Patientsynsvinklen er jo nok så vigtig. Det er behandlerne vist ikke altid så opmærksomme på, mener Dorte Vad Larsen.
