2023 var endnu ikke startet, før den første udfordring – set med fagforeningsøjne – blev spillet på banen: Den nye SVM-regering valgte at bruge sit flertal til gennem lovgivning at fjerne store bededag.
Det kunne have foregået mere smidigt, hvis man i stedet havde involveret arbejdsmarkedets parter og igennem forhandlinger havde søgt en løsning. Det valgte man ikke at gøre, og nu står vi sammen med resten af fagbevægelsen, bagere og biskopper i kø for at kritisere beslutningen.
Vi er med på, at der er udfordringer i samfundet, som skal adresseres på forskellig vis. Politisk vedtagne reformer kan være en nødvendig del af løsninger, som vi alle må bidrage til. Det vil ofte være mere strukturelle ændringer i vores samfund som fx barselsorlov eller pensionsalder. Men hvis regeringen inddrager store bededag, er man på direkte kollisionskurs med princippet om, at det er arbejdsmarkedets parter, der regulerer løn- og arbejdsforhold og har dermed undladt at inddrage de parter, der kender hverdagen på de danske arbejdspladser bedst.
Og her må vi sige: Når og hvis arbejdstiden i vores samfund skal udvides, skal lønmodtagerne selvfølgelig kompenseres. Det bliver vi ikke i fuldt omfang i regeringens lovforslag. For eksempel står der ikke noget om de faggrupper, der altid har arbejdet bededag.
Fastholder regeringen trods protester, at den sidste hvede skal spises i år, kommer vi til at tage de manglende provenuer med til forhandlingsbordet, når vi skal forhandle overenskomst i 2024.
De tillæg, vi har forhandlet os til for at arbejde på bededag, er taget ud af vores sparsomme overenskomstmidler. Og de skal tilbage til os.