Kasketten og de grønne gummistøvler skiller sig på ingen måde ud. Det blå Kansas-arbejdstøj heller ikke. Men Birgit C. Hansens kraftige, lyse hestehale og hendes unge alder falder helt ved siden af her på Vittingegård på Vestfyn, hvor deltagerne i fynsmesterskaberne i hestepløjning er samlet til en kop morgenkaffe.
Om lidt går det løs ude på markerne, hvor samtlige Birgits konkurrenter er midaldrende mænd med furede ansigter, barkede næver og gråtonet hårvækst. De fleste er landmænd til daglig, mens 22-årige Birgit er jordemoderstuderende i Esbjerg, lige for tiden i praktik på Odense Universitetshospitals børneafdeling, hvor hun har fået vagtfri i dag, fordi hun skal forsvare sit Fynsmesterskab.
Hun lægger seletøjet på og spænder ploven for og de to fjordheste, Buster og Puk, er helt med på, hvad der skal ske.
Imens vi bevæger os ud mod det markstykke, Birgit har fået tildelt, fortæller hun, at hun har pløjet med hest, siden hun var tolv år, inspireret af sin far og onkel.
– Det var alligevel ikke mig at gå til håndbold og den slags. Jeg ville hellere have med heste at gøre, siger hun og forklarer, at hestene er omdrejningspunktet i hele familien Hansens liv.
– Vi kører nok en 5-6.000 kilometer rundt til pløjekonkurrencer i efterårsmånederne, siger hun og understreger, at hun altid deltager for at vinde. Det er ikke kun hyggepløjning.
En ordentlig skævert
Birgit tager bestik af den 500 m² stubmark, der skal pløjes op og justerer plovens dybde med sin tommestok.
– Prrr, kom, ligeud Gamle, siger hun til de to heste, som hun styrer primært med sin stemme og kun lidt med tømmen.
Men et eller andet går galt på den allerførste tur, for Birgits åbningsfure slår et ordentligt knæk for enden af marken.
– Puh, det bliver svært at rette op på, det der. Det ligner ikke Birgit at lave sådan noget, konstaterer en af dommerne, imens Birgit smider jakken og fokuserer 100 procent på at få sin skævert rettet op.
Ude på sidelinjen forklarer Birgits far, at hendes force netop er, at hun behersker teknikken og altid bevarer roen og overblikket, selv om tingene ikke går som forventet. En evne Birgit er klar over, at hun nok også får brug for som jordemoder.
– På en fødestue kan du jo heller aldrig vide, hvad du går ind til. Sådan er det at have med levende væsener at gøre, siger hun og forklarer, at hun har vidst, hun ville være jordemoder, siden hun var ganske ung – og ikke landmand, som man ellers godt kunne tro.
– Det kom sig af, at jeg var med til min søsters fødsel, indtil hendes mand nåede frem, fortæller hun.
Birgit blev så betaget, ikke mindst af jordemoderens håndtering af situationen, at hun siden har styret direkte mod jordemoderuddannelsen.
– Og nu glæder jeg mig til at komme i praktik på fødegangen, siger hun.
Så kan de lære det!
Et stykke tid efter, er skæverten rettet op.
– Jeg tror, vi klarer den, siger Birgit, inden hun pløjer det sidste stykke op og holder frokostpause.
Over middag tager pløjerne fat på anden etape – et lidt vanskeligere stykke grønjord – og her er der ingen slinger i valsen. Birgit styrer præcist igennem og snupper pokalen for næsen af sin nærmeste konkurrent.
– Det var tæt løb. Meget tæt, konstaterer hun og håber, at hun efter to fynsmesterskaber i træk har fået overbevist skeptikerne om, at piger faktisk godt kan pløje.
Og så skal alle de mandlige konkurrenter i øvrigt ikke regne med, at hun dropper pløjeriet, når hun er færdiguddannet og forhåbentlig får fast arbejde.
– Det er bag ploven, jeg kobler af. Det vil jeg slet ikke kunne undvære, siger hun.