Halvdelen af jordemødrene på Færøerne er samlet i fagforeningshuset i Thorshavn en meget regnfuld og grå dag med under ti grader i midten af juni. Når man lige er ankommet til de nordatlantiske øer for første gang, så forstår man, at mange færinger sørger for at komme en uge eller to sydpå i løbet af sommerhalvåret.
Jordemødrene er kommet for at høre Kit Dynnes Hansen og Anne-Mette Schroll fortælle om evidensen bag behandling af dystoci og bag igangsættelse i en kombineret udgave af deres roadshow ’Tålmodig fødsel’ og ’Tålmodig igangsættelse’, som mange danske jordemødre også har deltaget i. Dagen efter er det den anden halvdel af jordemødrenes tur til at lytte og diskutere ud fra oplægget.
Også på Færøerne får mange fødende stimuleret veerne. Hvor mange, det drejer sig om, ligger lidt hen i det uvisse, for registreringen af indgreb ender i et computerprogram, som ingen hidtil har haft tid eller lejlighed til at sætte sig ind i, så data kan trækkes ud i en hensigtsmæssig orden. Groft sagt så ved man, hvor mange børn, der bliver født på Færøerne, om de bliver født vaginalt eller ved sectio, hvilket køn de har, og hvor store de er.
– Det ville da være dejligt at have tal på det, vi laver, siger Annika Hoydal, der er ansat på sygehuset i Thorshavn og formand for den færøske jordemoderforening. Jordemødrenes skøn er, at omkring 30 procent af de fødende får et vestimulerende drop.
– Kan jeres frekvens af S-drop være så høj, fordi I ikke bruger epiduralblokade, spørger Anne-Mette Schroll og får et delvist bekræftende svar.
– Ja, vi sætter nok drop profylaktisk, for at fødslen ikke skal trække ud – vi er nok lidt hurtigere til at handle, fordi vi ikke har epiduralen, lyder det fra en jordemoder.
Adgangen til epiduralblokaden er yderst sparsom på Færøerne. Narkoselægerne er ikke meget for at bruge tid på denne form for smertelindring til den normalt fødende kvinde. Og flertallet af færøske kvinder har det ikke inde i overvejelserne at få rygbedøvelsen. Enkelte – måske i lidt voksende antal – søger andre fødesteder uden for landet for at være sikre på, at de kan blive bedøvet.
Jordemødrene er heller ikke inde i ”epitankegangen”, er de tilstedeværende enige om. I stedet bliver der brugt mange dunke med varmt vand, så mange at det inspirerede en jordemoderstuderende til at skrive en opgave med titlen ’12 fødsler. 12 vanddunke’. Akupunktur, massage og lattergas bliver også flittigt brugt.
– Og så er der ressourcer til, at jordemoderen kan være til stede på fødestuen. Og man kan kun følge CTG-fosterovervågningen på fødestuerne, siger Annika Hoydal.
Ingen procedurer for det normale – og dog…
For en dansk jordemoder vil det procedureløse fødested alt efter temperament være det rene slaraffenland eller et mareridt. De færøske jordemødre, hvoraf en stor del har arbejdet på øerne i mange år, begræder ikke, at den normale fødsel ledes suverænt af jordemødrene.
– Vi har procedurer for de akutte og patologiske tilstande, men vi har behændigt undgået, at lægerne begynder at indfange den normale fødsel. Vi agerer ud fra vores autoriserede kompetenceområde; den normale graviditet og fødsel, fortæller Annika Hoydal, men erkender, at der er et par områder, hvor lægerne har fået manøvreret sig ind.
– Vi kører doorstep-ctg på alle fødende, selvom vi ved, at der ikke er nogen sundhedsmæssig gevinst ved at gøre det på de normale, siger hun.
Og så er der en af overlægerne, der ikke bryder sig om, at barnet bliver født i vand. Forhistorien handler om, at der for snart ganske mange år siden blev fundet bakterier i vandet på sygehuset. Problemet er for længst løst, men fordi landets vandforsyning kommer fra overfladevand, holder overlægen stadig på tørre fødsler. Forbuddet mod vandfødsler, der tilsyneladende er baseret på ubegrundet frygt – man både drikker vandet og bader de nyfødte i det – bliver håndteret med overbærenhed af jordemødrene. De kvinder, der vil have gavn af at komme i vand, de kommer i vand.
Spændende og lærerigt
Nana Seedorff Ernst er netop vendt hjem fra et fire måneder langt vikariat i Thorshavn, efter at hun blev færdig som jordemoder i januar. Det, at der ikke var procedurer på fødestedet i Thorshavn, var ikke den største udfordring for den unge jordemoder.
– Vi lærer jo på skolen selvstændigt at varetage den normale fødsel og at vide, hvornår vi skal kalde læge, så det var sådan set ok. Hvis jeg blev i tvivl, så slog jeg op i Region Hovedstadens procedurer. Det, der var den største udfordring, var at stå alene og at være i et fremmed land. Hvad der betød mest, er jeg i tvivl om, men jeg valgte altså at springe ud i begge dele, da jeg så et stillingsopslag fra Færøerne på Jordemoderforeningens hjemmeside, siger Nana Seedorff Ernst, der lærte at blive skarp på, hvornår det var nødvendigt at kalde læge.
– Jeg lærte at slå koldt vand i blodet og tænke, før jeg kaldte. Men jeg savnede altså en afdelingsjordemoder i starten, som jeg kunne spørge til råds. Men også det vænnede jeg mig til, siger hun.
– Jeg insisterede på at tale med lægerne, når jeg syntes, at der var brug for det, og jeg var faktisk med til fire forløb med epiduralblokader til trods for, at det ikke er et alment tilbud, fortæller Nana Seedorff Ernst. En gang, hvor hun kaldte en læge til en meget forpint kvinde, var lægens umiddelbare løsning et sectio. Men det gik den danske jordemoder ikke med til. Hendes erfaring sagde hende, at en epiduralblokade kunne hjælpe kvinden igennem til en normal fødsel. Den vagthavende narkoselæge gik undtagelsesvist med til at lægge epiduralen, og kvinden fødte vaginalt.
– Det er positivt, at kvinderne ikke tænker i epiduralbaner, og de er gode til at arbejde med veerne. Men i situationer hvor den fødende er meget forpint efter for eksempel en igangsættelse, eller hvor barnets hoved står uregelmæssigt, er det hensigtsmæssigt, at der er adgang til epiduralblokade, siger Nana Seedorff Ernst. Selvom det var en stor udfordring at starte sin jordemoderkarriere på fødeafdelingen i Thorshavn, har det givet Nana Seedorff Ernst en enestående mulighed for at træne sit kliniske skøn og styrke sin faglighed.
– Jordemødrene var søde og sagde, at jeg bare skulle ringe. Jeg havde nok forestillet mig lidt mere introduktion til afdelingen, men det har været spændende og lærerigt at være jordemoder et sted, hvor der for det meste er tid og ro og hvor man giver plads til jordemoderens selvstændige vurdering, og hvor man i høj grad værner om den normale spontant forløbende fødsel, siger hun.
Centralisering
Om kort tid, når den lille fødeafdeling på Færøernes sydligste ø, Suderø, lukker, vil alle landets ca. 600 årlige fødsler finde sted i Thorshavn. Hjemmefødsler er der kun ganske få af, og de er ofte uplanlagte. En ny fødeafdeling er under planlægning til erstatning for den nuværende, hvis væsentligste aktiv er en fantastisk udsigt over fjorden og fjeldet overfor. Der er i alt 17 jordemødre ansat på Færøerne, halvdelen på fuld tid, hvilket tæller 40 ugentlige timer og resten på deltid. De to fødestuer ligger side om side med barselstuerne og med en stue for syge og for tidligt fødte nyfødte. Jordemødrene varetager funktioner på både fødestuerne og i barslen i tæt samarbejde med sygeplejersker. Der er to jordemødre i vagt på hverdage og en i weekender og nætter. Dertil kommer en jordemoder på kald. Fødeafdelingen er attraktiv for jordemoderstuderende fra Danmark, der gerne vil opleve det procedureløse sted. De penge, som uddannelsen af de studerende på 8. og 13. modul indbringer, bliver lagt i en fond, der financierer jordemødrenes deltagelse i ALSO-kurser på Hvidovre Hospital og anden uddannelsesaktivitet.
Det kunne være et smørhul af en arbejdsplads, mener formanden for de færøske jordemødre, men idyllen er udfordret af en sygehusledelse, der ikke ønsker at se jordemødre på ledende poster. Den seneste krise indtraf, da sygehusdirektionen meddelte, at jordemødrene skulle ansættes som en slags stabsfunktion uden egen leder.
– De ville have, at vi skulle fungere som en slags konsulenter, der kunne komme på sygehuset, når der var fødsler, fortæller formand for jordemødrene Annika Hoydal.
Enden på miseren ser imidlertid ud til at kunne blive lykkelig. Ledelsen har udsat den endelige afgørelse til den nye sygehusdirektør, der netop er startet, men har anerkendt den overenskomst, som den tidligere ledelse har indgået med den færøske jordemoderforening om, at der skal ansættes en ledende jordemoder med ansvar for både fødsler og barsel.
– Vi kunne gøre så meget heroppe, hvis der var ro på fødegangen, siger Annika Hoydal, der godt kunne tænke sig at oprette kendt jordemoder-ordninger – dog med den erkendelse at ikke alle jordemødre ønsker at være på vagt i længere stræk.
– Vi kunne også lave så meget god forskning, fordi vi er så afgrænsede af geografien. Både kvantitativ og kvalitativ forskning, hvor man kunne undersøge samtlige gravide i en årgang eller flere, siger hun.
Tre epiduraler på et langt jordemoderliv
Jordemoder Poulina Abrahamsen
En fødsel tager tid, og den gør ondt. Men der er mange måder at angribe smerten på.
Jeg fortæller kvinderne i graviditeten, at det kan tage 24 timer at føde og at det gør ondt. Jeg fortæller også om smertelindring og om at de ikke skal regne med at kunne få en epiduralblokade, fordi det er usandsynligt, at narkosen stiller op til det, siger Poulina Abrahamsen, der har arbejdet som jordemoder på Færøerne i 40 år og remser paletten af andre metoder til smertelindring op: lattergas, akupunktur, steriltvandspapler, morfin og vand – når en af lægerne giver lov til de to sidste metoder.
– Jeg kan godt undvære retningslinjer, men det kan være svært for de unge jordemødre også fordi, det er meget forskelligt, hvad vi må for de enkelte læger. Det kan godt være svært for en nyuddannet jordemoder at manøvrere i forskelligheden. Ind i mellem tænker jeg på, at det er for personafhængigt, hvilke tilbud, kvinderne får, siger den erfarne jordemoder, der ikke vil betegne sig selv som særlig tålmodig.
– Jytte er meget tålmodig (Jytte Joensen, red) og sætter sjældent drop. Der er jeg hurtigere, jeg sætter drop, når kvinden er i aktiv fødsel men ikke har åbnet sig i to-tre timer – med en træt og udmattet uterus er der større risiko for blødning efter fødslen, siger Poulina Abrahamsen. Poulina Abrahamsen er så tilpas oppe i årene, at hun startede sin jordemoderkarriere som distriktsjordemoder på Færøerne i 1975, da hun vendte tilbage efter at have taget jordemoderuddannelsen i Danmark. I de første år blev jordemoderen betalt for hver konsultation og desuden skulle familien aflevere to procent af faderens skattepligtige indkomst. Hvis kvinden var alene eller parret ikke var gift, så fik jordemoderen for eksempel 250 kr., som kvinden fik tilbage fra sygekassen. Fra 1977 blev jordemødrene fast aflønnet med 750 kr. pr fødsel – fortsat i en distriktsjordemoderordning – og fra 1983 blev alle jordemødre ansat på Landssygehuset i centerordningen.
– Vi havde en fast konsultationsdag om ugen, en døgnvagt om ugen på sygehuset i Thorshavn, og ellers havde vi vagter hjemmefra. Når kvinderne ude i bygderne fik veer, så kørte en af de vagthavende jordemødre fra hjemmeordningen ud til hende, og senere kørte vi så sammen i jordemoderens bil – med far som chauffør – ind til sygehuset og afleverede kvinden til den vagthavende jordemoder, fortæller Poulina Abrahamsen, der ud over glæden ved det frie jordemoderliv også husker den snert af jalousi, som jordemødrene med bopæl i Thorshavn havde overfor jordemødrene ude på øerne. I 1989 blev hjemmeordningen afskaffet. – Vi fik jo bil betalt, og vi havde stor fleksibilitet. Jeg kunne være meget hjemme. Og det gav stor tryghed og gode fødsler, at vi kunne følges med kvinden hele vejen, siger Poulina Abrahamsen, der alt i alt har været med, til at der blev lagt epiduralblokade tre gange i sit jordemoderliv.