For nylig deltog jeg i en fødsel som pårørende. Den fødende kom ind kl. 18.30 og godt syv timer senere kom en lille pige til verden. Mor, far og barn har det godt.
Når jeg tager mig tid til at reflektere over min nieces fødsel, skyldes det en undren over, hvordan et af landets største fødesteder forvalter de værdier, der gives udtryk for på hospitalets hjemmeside og på de plancher, der hænger på fødegangen. En af de ting, der bliver nævnt, er, at hospitalet påtager sig at sørge for, at den fødende og den fødendes familie føler sig respekteret. Måden fødslen var organiseret på, betød, at hospitalet ikke under nogen omstændigheder kunne leve op til den målsætning.
Jeg er bevidst om, at der er mange gode grunde til, at selv normale fødsler i de fleste vestlige sundhedssystemer (med undtagelse af Holland) er henlagt til hospitalerne. Udover en lavere dødelighed for syge nyfødte og mødre med komplicerede graviditeter, er det en ubetinget fordel for en jordemoder, at hun kan indgå i en vagtordning og i et fagligt fællesskab. Hospitalerne har desuden et varieret udbud af overvågningsteknologier og ekspertviden til rådighed. Dette er selvsagt en stor fordel ved de komplicerede fødsler, men måske er vagtplanerne og de avancerede teknologier ikke en fordel for de ca. 75 procent, der forventes at føde uden komplikationer.
Ud fra min oplevelse med denne og fire andre fødsler – hvoraf tre var hjemmefødsler – samt et væld af fødselsberetninger, vil jeg rejse spørgsmålet om det kan tænkes, at organiseringen afhospitalsfødsler medvirker til at komplicere helt normale fødsler?
Suk og sten
Min søster og hendes kæreste havde fået at vide, at de skulle tage ind på hospitalet, når der var tre minutter mellem veerne. Vi tog af sted til fødegangen efter først at have ringet og sagt, at vi var på vej. Min søster havde bedt om en stue med et fødekar. Da vi ankom til hospitalet var kl. 18.30 og vi blev modtaget af en jordemoder, som min søster og hendes kæreste kendte fra konsultationerne. De var glade for at møde et menneske, de havde set før. Jordemoderen var indstillet på at efterkomme ønsket om et fødekar, instruerede min søster i at tage et klyx og sagde, at hun skulle stille sig under den varme bruser indtil der var vagtskifte, hvorefter hun ville blive tilbudt at komme i fødekar.
Der gik en halv time, hvor vi var alene på stuen. Min søster var nu meget smertepåvirket og stod stadig under bruseren, da afløseren kom ind. Uden at præsentere sig eller hilse på sagde hun: Nå, så I vil i fødekar? Hun rullede med øjnene og sukkede, da jeg fastholdt, at det var min søsters ønske. Stadig sukkende og stønnende sagde den nytilkomne jordemoder, at der i hvert fald ikke kunne blive tale om noget fødekar førend, der var blevet kørt en ctg. Hun satte ”målerhovederne” fast på min søster med en velkrorem, befalede hende at blive liggende på ryggen, hvorefter hun forlod rummet.
Teknikken har talt
De følgende 15 min var et sandt helvede for min søster, der ikke kunne holde ud at ligge på ryggen under de kraftige veer. Hun fandt ud af, at hun kunne sidde på alle fire under en ve. Det lindrede, men betød, at målerhoverne forskubbede sig og under en enkelt ve faldt den ene af. Det viste sig at være den, der monitorerede barnets hjertelyd. Jordemoderen var ude af syne. Da hun endelig dukkede op igen, kastede hun et kort blik på ”strimlen” og sagde meget bestemt henvendt til min søster: Med de tal kommer du ikke i fødekar. Hun havde overvåget veerne via computersystemet nede fra vagtstuen. Jeg indvendte, at det skyldtes lejeændring og blev derefter bedt om at henvende mig til hendes chef, hvis jeg ville gøre indsigelser eller ”spille hazard med barnets liv”, som det blev formuleret.
På det tidspunkt var min søster parat til hvad som helst for at komme af med smerterne. Hun bad om noget for smerterne, hvortil jordemoderen sagde: Hvad vil du have, der er frit valg på alle hylder. Da det viste sig, at det, der lå på hylden, var en epiduralblokade, var det en sådan valget faldt på. Umiddelbart inden presseveerne gik i gang, var der vagtskifte igen. Kort forinden var der blevet lagt et s-drop for at få gang i veerne, der var blevet svækket af epiduralblokaden.
Ikke et spørgsmål om naturlighed
En analyse af denne historie, der synes at ligge lige for, skelner mellem ”den naturlige” og ”den medicinske” fødsel. En sådan analyse ville kritisere fødestedet for at underkende den fødendes ønske om naturlig smertelindring og i stedet gennemtrumfe en ”medicinsk” fødsel. Jeg mener ikke, en skelnen mellem det ”naturlige” og det ”medicinske” er en god skelnen. I dag har selv den mest hardcore hjemmefødende ofte fået op til flere ultralydsscanninger, mens anvendelsen af avanceret informations- og overvågningsteknologi netop kan være det, der giver en fødsel et skær af naturlighed.
Det interessante ved historien er, at det ikke er den gravides ønsker, der er i centrum, men sygehusets vagtplan og indretningen af fødegangen, der afgør hvilken form for smertelindring, der skal gives. Henvisningen til ctg’ens ”objektive” målinger blev det udslagsgivende for hvilken form for smertelindring, der blev tilbudt. Og det til trods for at tallene blandt andet så ud som de gjorde, fordi jordemoderen ikke havde gjort sig den umage at fortælle den fødende, at hun skulle ligge stille mens ctg’en blev lavet, og heller ikke var på stuen til at fortælle det undervejs.
Organisationen styrer
Når vagtplan og indretningen af fødegangen er i centrum, når det er tilfældigt, hvem en kvinde kommer til at føde med, når jordemoderen udskiftes flere gange undervejs og pårørende opfattes som en trussel i stedet for som en hjælp, er respekten for kvindens ønsker for længst ude af syne. Ude af syne er også den jordemoder, der som beskrevet på hospitalets hjemmeside, “støtter og hjælper moderen psykisk og fysisk i de forskellige stadier af fødslen”.
Ovenstående virker gammeldags og uhensigtsmæssigt for en profession, der har masser af grunde til at holde den faglige fane højt. Jeg gad vide, hvordan fødslen havde forløbet, hvis den første, kendte, jordemoder havde været på vagt under hele fødslen. Så var det muligvis ikke narkoselægen, der var endt som dagens helt.