Delte mavemuskler er ikke i sig selv en farlig tilstand.
Ann-Sofie Uldall, der er sygeplejerske og indehaver af ditmaveunivers.dk, og Kristian Bradsted, der er cand. scient i idræt og sundhed og underviser sundhedsfaglige i graviditets- og efterfødselstræning, er enige så langt.
Men derfra starter de delte synspunkter: For hvor mange lider af delte mavemuskler? Kan delte mavemuskler give hovedpine, forstoppelse og ondt i ryggen? Skal man passe på, hvordan man træner, når man har delte mavemuskler? Og skal der i det hele taget mere eller mindre fokus på delte mavemuskler som lidelse?
• Hvad er delte mavemuskler?
Ann-Sofie: Det er en unaturlig afstand på større end to til tre centimeter mellem mavemusklerne, hvor bindevævet i midten bliver strakt og ikke kan holde på musklerne. Der findes ingen officiel retningslinje for, hvordan man måler, og derfor kan målet variere afhængigt af målemetoden, hvilket jeg synes er problematisk.
Kristian: Definitionen i forskningen er, at afstanden mellem de lige mavemuskler er større end normalt, hvilket vil sige mere end to centimeter. Men der begynder at komme debat om, hvorvidt vi skal ændre definitionen. For med den nuværende definition lader delte mavemuskler til at være ret udbredt også blandt den brede befolkningen. Fx har et nyere studie målt afstanden på 329 personer. 57 procent af dem havde større afstand end to centimeter – og det var asymptomatiske kvinder og mænd mellem 18 og 90 år. Dette støttes af et studie på 933 kvinder, hvor 53 procent havde en afstand over 2 centimeter uden at opleve rygsmerter eller nedsat funktionsevne.
• Hvad kan følgerne være af delte mavemuskler?
Kristian: Der bliver ofte koblet en masse følger til delte mavemuskler som ondt i ryggen, bækkenet og bækkenbundsproblematikker. Men man kan ikke finde en årsagssammenhæng mellem de problemer og delte mavemuskler i forskningen. Man kan sagtens finde et tidsmæssigt sammenfald i tiden efter fødslen, men ikke en årsagssammenhæng. Og inden for det første år efter graviditeten rammer de delte mavemuskler et normalt niveau igen for de fleste.
Ann-Sofie: I den nyeste danske artikel om delte mavemuskler nævnes blandt andet ryg- og mavesmerter, nedsat funktion af bugmuskulaturen og udbulende mave. At der kun skulle være en tidsmæssig sammenhæng mellem delte mavemuskler og de gener, oplever jeg ikke, for min største kundegruppe aldersmæssigt er 40-45 år og derover. Jeg ser bestemt ikke kun nybagte mødre med generne. Og hvis man ikke gør noget for at løse problemet, så går det ikke over af sig selv med tiden.
• Er delte mavemuskler farligt?
Ann-Sofie: Nej, det er ikke farligt som udgangspunkt. Man behøver ikke være bekymret for, at man kan ødelægge sin krop, hvis man har delte mavemuskler, men de kan give en lang række gener. Fælles for de gener er, at de ikke er livstruende, men at de påvirker kvindernes livskvalitet.
Kristian: Nej, det er en udbredt, men ufarlig tilstand. Jeg vil sige, at delte mavemuskler kun er farligt, hvis kvinden tror, at det er farligt og dermed holder sig fra fysisk aktivitet og dagligdags bevægelser. At gøre det er ikke hensigtsmæssigt og hjælper ikke den enkelte kvinde.
• Hvad kan man selv gøre, hvis man har delte mavemuskler?
Ann-Sofie: Som sagt har vi ingen retningslinjer på området i Danmark, men hvis vi kigger til et land som Sverige, anbefaler de coretræning som førstevalg til behandling af delte mavemuskler.
Som et grundlag for coretræningen skal man lære at aktivere transversusmusklen. Den evne har man brug for både i træningen og i sine hverdagsbevægelser. Man kan nemlig vedligeholde de delte mavemuskler, hvis man ikke kan aktivere sine coremuskler i dagligdagsbevægelser. Det lægger et pres på bugvæggen, hvis man ikke aktiverer sin core, når man løfter sit barn, fylder hundens vandskål, tømmer opvaskeren, børster tænder på sin 6-årige osv. Så man kan fjerne en belastning af bugvæggen og dermed forebygge meget i hverdagen, hvis man er opmærksom på, hvordan man bærer sin baby, er bevidst om at have en god holdning og har kontakt til sin core og bukker i hofterne og knæene, når man bøjer sig og løfter. Det er jo i virkeligheden ergonomi, det handler om.
I forhold til træning vil jeg sige, at hvis du ikke kan holde spændingen i din core under en øvelse, så er du ikke klar til øvelsen, for så belaster du bugvæggen og kan vedligeholde de delte mavemuskler. Hvis man føler, at man taber maven, når man laver planke, så må man arbejde lidt mere blidt. Men det er individuelt, så man skal mærke efter kroppens feedback.
Kristian: Der er desværre ikke meget forskning, der peger i retning af, at en bestemt træning kan samle mavemusklerne. Forskningen finder dog heller ikke at træning kan forværre tilstanden. Men jeg oplever ofte behandlere, der lægger meget ansvar over på kvinderne ved at sige, at de skal træne på en bestemt måde, eller at der er ting i deres hverdag, de skal passe på med eller helt undgå. Der må jeg bare sige, at der er intet der peger på motion som en risikofaktor i forhold til delte mavemuskler, faktisk tværtimod. Når vi siger, at kvinderne skal holde sig fra bestemte øvelser eller daglige gøremål, så taler vi ind i en fortælling om, at deres krop er skrøbelig. Og det er den jo ikke, særligt set i lyset af, hvad den lige har kunnet præstere i form af en graviditet og fødsel. Det er det modsatte af empowerment, hvis du spørger mig. Det skal være uden forbehold, når vi anbefaler fysisk aktivitet. Vi må give kvinden hendes autonomi tilbage. Der har været en chauffør inde i maven på hende i ni måneder, og Gud og hvermand har fortalt hende, hvad hun måtte. Nu er det igen hendes krop, og hun skal gøre det, hun har lyst til, og som føles godt. Det er en ubegrundet overforsigtighed, når vi kommer med anbefalinger i forhold til, hvornår hun må starte med træning igen efter fødslen osv. Vi har jo ikke kvinder, der lægger landets skadestuer ned, fordi de har lavet et eller andet crazy, tre dage efter at de har født. Forskningen på området viser ikke, at de, der starter fysisk aktivitet tidligt efter fødslen, ender med at skade sig selv. Tværtimod kan vi se, at det generelt er uproblematisk, og at mødrene har det godt. Problemet er snarere, at for mange er bekymrede og forvirrede over, hvad de må og ikke må, og at de dermed ikke kommer i gang med fysisk aktivitet igen. Vi risikerer at skræmme kvinder fra at være fysisk aktive, efter de har født, og det er der ikke noget rationale i. Anbefalingen vil derfor være at starte fysisk aktivitet, når man har lyst og føler sig klar. Dette vil være individuelt, hvilket også er Sundhedsstyrelsens anbefaling.
• Skal delte mavemuskler have mere eller mindre opmærksomhed?
Kristian: Jeg mener slet ikke, at vi bør have fokus på delte mavemuskler som sundhedsfaglige, medmindre kvinden selv har det. Vi skal ikke bringe det på banen som en problematik, medmindre hun gør det. For der er ikke sammenhæng mellem hvordan maven ser ud, og hvordan kvindens sundhed og funktionsevne er, når det kommer til delte mavemuskler. Medmindre det er en voldsom grad af delte mavemuskler, så kan vi ikke se i litteraturen, at det påvirker kvindernes funktionsevne. Derfor skal vi ikke lægge unødigt fokus på det og risikere en sygeliggørelse af kvinder i en periode af deres liv, hvor de har nok af udfordringer med amning, søvnunderskud, travlhed og små børn.
Ann-Sofie: Jeg tænker, at jeg har den modsatte bekymring. Jeg møder mennesker med gener, som man rigtigt let kan afhjælpe, men de har ofte ikke fået den rigtige hjælp. Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg ser virkelig en mangel på omsorg for mennesker her. Det burde være en del af vores svangreomsorg, at vi fx hjælper nybagte mødre meget mere med deres ergonomi, så de får lært ordentlige pusle-, amme- og løftestillinger. Jeg arbejder med genoptræning, men det var da smartere, hvis vi forebyggede. Tænk, at så mange har gener, men at vi ikke har en retningslinje på området i Danmark. Det betyder, at det kan være svært at få hjælp i klinisk praksis for de kvinder, der henvender sig med gener. Hvorfor tager vi ikke mere hånd om dem? Det er da at udvise omsorg, det er ikke sygeliggørelse.
Vil du være klogere på delte mavemuskler?
Ugeskrift for Læger: Behandling af postgestationel rectusdiastase