Vibeke de Lichtenberg er ikke bare jordemoder, men også uddannet sociolog og terapeut. Sideløbende med jobbet som lektor på Metropol er hun frivillig i organisationen TUBA, hvis målgruppe er unge, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Engagementet i TUBA har affødt det forskningsprojekt, hun lige nu er i gang med.
Det, der satte hende på sporet, var en terapeutisk samtale med en ung kvinde, som havde været en tur på fodboldbanen med sin søn. På sidelinjen skelede kvinden til, hvordan de andre forældre opførte sig og gjorde så selv det samme.
– Hun havde ikke noget indre billede af, hvad en god forældre-figur er, og imiterede derfor de andre for ikke at falde ved siden af eller igennem, fortæller Vibeke de Lichtenberg.
På overfladen var denne kvinde meget velfungerende, og det førte til en formodning om, at systemet har svært ved at opfange gravide med risiko for tilknytningsvanskeligheder, når de ikke er synligt sårbare.
– Når lægen optager journal på en gravid kvinde, bliver hun visiteret til niveau 1 i svangreomsorgen, som er det helt almindelige forløb, hvis der ikke umiddelbart er tegn på, at hun kunne have brug for særlig støtte. Der bliver set på her og nu-situationen, og de jordemødre, der tager imod i konsultationen, ved derfor ikke, at der er tale om en kvinde med en opvæksthistorie, som måske kan have indflydelse på hendes måde at træde ind i forældreskabet på, siger Vibeke de Lichtenberg.
Hendes forskningsprojekt omfatter i alt 16 kvinder, der er rekrutteret via TUBA. Fælles for dem er, at de er vokset op med én eller to forældre, der haft et misbrug. Derudover er alle på overfladen velfungerende. De er veluddannede, velformulerede, har stabile boligsituationer og for hovedpartens vedkommende også stabile parforhold. Ingen af dem har selv et misbrug, ligesom ingen af demhar haft en depression – i hvert fald ikke én, der er diagnosticeret.
– Når jeg taler med dem, siger mange, at de nok har været deprimerede, men de har ikke været hos lægen med det, og i forbindelse med deres graviditeter er alle blevet visiteret til niveau 1, fordi der ikke var noget, som "bonnede" ud. De er gledet glat igennem systemet, fortæller Vibeke de Lichtenberg.
Mere end almindelige bekymringer
I forbindelse med forskningsprojektet interviewer hun kvinderne under graviditeten og igen ti måneder efter fødslen. Seks af disse efterfødselsinterviews er endnu ikke i hus, men allerede nu tegner der sig et billede, som afslører, at kvinderne bag facaden kan være skrøbelige.
Under opvæksten har de for eksempel typisk vænnet sig til at forvente det værste, fordi de ofte er blevet skuffede. Generelt er de derfor tilbageholdende med at have positive forventninger, og det sætter sig også igennem i graviditeten, hvor mange oplever angst og uro på et niveau, der ligger ud over almindelige graviditetsbekymringer.
– Forskellen er, at de måske slet ikke tør forestille sig eller knytte sig til det barn, der er på vej, fordi de er sikre på, at det ikke kommer til at gå godt, siger Vibeke de Lichtenberg.
For at supplere kvindernes egne udsagn om tilknytning, videofilmer hun efter fødslen også mor-barn samspillet, og her kan hun se, at dette mønster for nogles vedkommende fortsætter og præger relationen til det lille barn.
– Som fagperson kan man godt blive "snydt" af en velformuleret mor, som har ordet i sin magt, har læst alle de rigtige bøger og ved, hvad hun skal sige. Men når man filmer, får man adgang til kropsliggjort viden, fordi man fx kan observere kvindens mimik og høre, om hendes stemme er sensitiv og indlevende, siger Vibeke de Lichtenberg.
Et gennemgående træk i interviewene er, at kvinderne generelt har stort behov for kontrol, ligesom mange har tendens til trække sig lidt i kontakten med andre. Ingen af dem har på eget initiativ delt deres angst og uro under graviditeten med jordemødre eller andre fagpersoner. Og har de efter fødslen haft problemer med at knytte sig til barnet, er heller ikke det blevet luftet, fortæller Vibeke de Lichtenberg.
– De bevarer facaden, fordi de under opvæksten har lært sig at skjule for omverdenen, hvordan tingenes tilstand i virkeligheden er. Det er dét, det har handlet om i kontakten med lærere og med "systemet", og derfor deler de ikke spontant deres tanker, fortæller hun.
Samtidig giver hovedparten af kvinderne dog udtryk for, at de gerne vil tale om, hvad opvæksten kan betyde i forhold til, at de selv skal være mødre, hvis jordemoderen bringer emnet på banen og hjælper dem på gled.
– Tendensen er, at hvis de bliver spurgt, vil de rigtig gerne tale om det, og flere har faktisk undret sig over, at det ikke er sket, siger Vibeke de Lichtenberg.
Enkel spørgeguide
Vibeke de Lichtenberg regner med at have afsluttet sin undersøgelse om et halvt år og vil efterfølgende gå i gang med at udvikle et praksisredskab for jordemødre, der også er en del af projektet. Det tager netop sigte på at skabe et rum i konsultationen, hvor jordemoderen signalerer, at det er tilladt at tale om de tanker, kvinderne går og tumler med, og at de ikke behøver at være alene med dem.
Konkret forestiller Vibeke de Lichtenberg sig en enkel spørgeguide, der omsorgsfuldt kan åbne for en samtale om, hvad det er for nogle opvæksterfaringer og familiebilleder, den enkelte gravide har med sig, så jordemødrene ikke kun forholder sig til det obstetriske, men også kan få en indikation på, om der er risiko for tilknytningsproblemer. I den sammenhæng peger hun på, at ikke kun kvinder, der er vokset op i et misbrugsmiljø, kan være usynligt sårbare. Redskabet vil fx også være nyttigt i forhold til kvinder, der har været udsat for vold, mener hun.
– Danske jordemødre er virkelig dygtige og i høj grad uddannede til at kunne stille de her spørgsmål. Men i en presset hverdag med mange gravide og kort tid i konsultationen, kan det være svært også at nå omkring de psykosociale aspekter, der spiller ind i forbindelse graviditeten og familiedannelsen. Tanken med guiden er derfor at systematisere og strukturere den del af svangreomsorgen, så jordemødrene har noget at læne sig op ad, særligt i forhold til kvinder, som er lidt tilbagetrukne og ikke umiddelbart fortæller, hvordan de har det, siger hun.
Spørgeguiden vil blive udformet på baggrund af de interview-erfaringer, Vibeke de Lichtenberg har gjort sig i forbindelse med projektet. Planen er, at en foreløbig version skal afprøves af jordemødre ude i praksis, så de kan være med til at kvalificere den.
– Målet er selvfølgelig at finde ud af, hvilke spørgsmål, der er de rigtige at stille i forhold at få identificeret de her kvinder og skærpe opmærksomheden på en gruppe, der i dag risikerer at smutte igennem systemet. I forhold til tilknytningsvanskeligheder ved vi jo, at mor og barn efter fødslen er markant bedre hjulpet, hvis vi får taget hul på det allerede under graviditeten og ikke først 5-6-7 måneder efter, at kvinden har født, siger hun.
Vibeke de Lichtenbergs vurdering er, at det for mange af kvinderne vil være nok at tage snakken om opvækst og familiebilleder i den almindelige jordemoderkonsultation.
– Men nogle af de kvinder, der umiddelbart er visiteret til niveau 1, kan måske have brug for mere støtte og hjælp af en jordemoder med særlig viden om sårbare gravide eller eventuelt en psykolog. For dem kunne det være godt at komme i en specialkonsultation på et andet niveau, hvor der er er lidt bedre tid og også langt større fokus på lige netop det psykosociale, siger hun.