Fra sit kontor på Rigshospitalet har jordemoder Grete Hutzelsider daglig kontakt med en gruppe gravide, som kun de færreste jordemødre stifter bekendtskab med: Gravide med et så alvorligt alkohol- og/eller narkotikamisbrug, at det truer med at påføre det ufødte barn alvorlige skader. – Der er naturligvis stor forskel på kvinderne, siger Grete Hutzelsider.
– Nogle er relativt velfungerende, men har et misbrug i weekenderne. Andre er hårdt belastede narkotikamisbrugere, som har levet så hårdt og traumatisk et liv, at man har svært ved at fatte det. Det er kvinder, som er blevet udsat for alvorlige overgreb i deres barndom og har gennemlevet hele deres barndom uden at have modtaget de mest basale former for omsorg.
Tilbud til misbrugere
Selv om Grete Hutzelsider har kontor på Rigshospitalet i København, er hun tilknyttet Familieambulatoriet på Hvidovre Hospital, som er det københavnske sygehusfællesskabs, H:S’, rådgivnings- og behandlingstilbud til gravide med misbrugsproblemer. Familieambulatoriets leder, overlæge May Olofsson, har over 25 års erfaring med behandlingen af gravide misbrugere. Igennem årene har hun i mange tilfælde været til stede på fødegangen, når de kvinder, som ikke magtede at holde sig fri af stoffer og alkohol under graviditeten, føder.
– Nogle børn fødes med abstinenser. I de værste tilfælde er børnene blevet alvorligt hjerneskadede og handicappede og må leve resten af livet med deres hjerneskader på børnehjem, i plejefamilier og på institutioner, siger May Olofsson.
Forlader behandling
Det hører med til historien, at når Familieambulatoriet i Hvidovre får kontakt med en gravid misbruger, ender langt de fleste graviditeter som relative succeshistorier. Enten vælger kvinden abort eller hun vælger at gå i behandling med metadon og kan føde et barn uden skader og med en fødselsvægt, som ligger tæt på gennemsnittet. Familieambulatoriets tværfaglige team af læger, jordemødre, socialrådgivere og psykologer har i langt de fleste tilfælde held til at motivere den tungt belastede gravide til at gå i behandling. Familieambulatoriet tilbyder den gravide at blive indlagt til afvænning på hospitalets svangreafdeling – alt sammen ved hjælp af virkemidler som rådgivning, omsorg, samtaler, tværfaglighed og personalets engagement og støtte.
– Men hvert år har vi nogle få tilfælde, hvor den gravide misbruger er så medtaget, at hun ikke kan gennemføre behandlingen og forlader hospitalet og udebliver fra den fortsatte behandling og de vigtige graviditetsundersøgelser. Dette er de virkelige tragedier, for i disse tilfælde kan vi reelt gøre meget lidt for at forebygge, at barnet bliver født med alvorlige skader, siger May Olofsson.
Tragedier
Enkelte gange i løbet af et år oplever personalet på Familieambulatoriet i Hvidovre, at gravide misbrugere ikke magter at gennemføre Familieambulatoriets afvænningsforløb og øvrige behandling. Derfor har May Olofsson i årevis argumenteret for, at sundhedsmyndighederne i særlige tilfælde bør have mulighed for at tilbageholde gravide med tvang for at sikre, at den gravide holder sig stoffri og dermed føder et barn uden permanente skader.
– Jeg er normalt ikke tilhænger af tvang, men i de særlige tilfælde, hvor børns liv og helbred er alvorligt truet, er det nødvendigt at have mulighed for tvangsforanstaltninger, siger May Olofsson.
– Børnene skal ikke betale med deres liv og helbred for moderens ret til at opfylde egne kortsigtede behov før fødslen. Det er et etisk problem, at der fødes handicappede børn, hvis handicap kunne være forebygget, siger May Olofsson.
– Der må være en grænse for, hvor store skader en gravid misbruger må kunne tilføje det ufødte barn. Vi bliver nødt til i højere grad at have mulighed for at varetage det ufødte barns tarv, i de tilfælde, hvor moderen har det så dårligt, at hun ikke selv magter det.
Krav til gravide misbrugere
May Olofsson får opbakning fra forstander på være- og rådgivningscentret for prostituerede kvinder (hvoraf mange er narkotikamisbrugere) Reden i København, Dorit Otzen. – Hvis man er så voksen og moden, at man vil have et barn, så er man også voksen nok til at tage et ansvar. Derfor bør man kunne kræve, at de gravide misbrugere, der ikke selv formår at stoppe med stofferne går i behandling. Det handler om at stille krav til disse kvinder og forhindre dem i at mishandle deres egne børn, siger Dorit Otzen. Hun fortsætter:
– Det er svært at sige hvor mange kvinder, der i givet fald ville undgå sundhedssystemet af frygt for at blive tvangsbehandlet. Nogle undgår det allerede nu. Men de færreste misbrugere kan være usynlige i systemet særlig lang tid. Mange er afhænge af at hente metadon på distriktscentrene og må jævnligt i kontakt med de sociale myndigheder for at få deres kontanthjælp. Vi ville kunne få fat i dem der.
Dorit Otzen peger på, at hvis tvangsbehandlingen fremstår som en straffeforanstaltning, så bliver kvinderne væk. Hvis behandlingen derimod formes mere som et attraktivt tilbud, der ikke bare omfatter nedtrapning, men også aktiviteter, der kan motivere kvinden til et længerevarende behandlingsforløb, så vil det tiltrække flere, mener hun.
– Det er afgørende, at den periode, de er i tvangsbehandling, bruges konstruktivt og bliver en positiv oplevelse for kvinden, siger Dorit Otzen.
Jordemoder tilhænger af tvang
Også Grete Hutzelsider er gennem sit arbejde med de mest ressourcesvage gravide nået frem til den erkendelse, at sundhedsmyndighederne bør have mulighed for at tilbageholde en gravid misbruger, hvis hun ikke magter at stoppe sit misbrug under svangerskabet.- Kvinderne får et chok og bliver dybt ulykkelige, når de ser deres barn blive født med abstinenser eller skader. Jeg har flere gange oplevet, at de kvinder, som vi har forsøgt at hjælpe under svangerskabet, vender tilbage efter fødslen og bebrejder os, at vi ikke holdt dem tilbage, og dermed forhindrede dem i at fortsætte misbruget, siger Grete Hutzelsider.
May Olofosson siger:
– Tvang skal være den sidste udvej, som først må tages i brug, når den gravide har afvist alle frivillige behandlingstilbud. Dette er kun tilfældet for nogle ganske få kvinder hvert år. Men som situationen er i øjeblikket, kan vi i disse tilfælde ikke gøre andet end at iagttage, at kvinden afbryder behandlingen, fortsætter sit misbrug og føder et barn, som kan være skadet for resten af livet, og så i øvrigt tage hånd om barnet så snart det er født.
Dorit Otzen peger på den tragedie, som rammer en nybagt mor, når hun erfarer, at hun har født et barn, som har taget skade af det massive misbrug under graviditeten.
– Det er svært at være mor til et handicappet barn, og specielt, hvis man ved, at man selv er skyld i handicappet, siger Dorit Otzen.
Modstand er ude af proportioner
May Olofsson mener, at den stejle modstand mod tvang er ganske overdrevet. – Modstanden mod tvangsbehandling er helt ude af proportioner. Den periode, som kvinden er tilbageholdt i, er ekstremt kort i betragtning af, at alternativet er, at hun føder et barn, som med stor sandsynlighed vil være skadet for resten af livet. Vi svigter børnene, men vi svigter også mødrene, fordi moderen resten af livet skal leve med skyldfølelse, fordi hun er kommet til at skade sit barn uden at ville det, og uden at vi har gjort tilstrækkeligt for at forhindre hende i det, siger May Olofsson.
Hun fortsætter:
"Samfundet bruger tvang i mange andre sammenhænge, eksempelvis tvang til at fjerne et barn fra moderen, hvis moderen omsorgssvigter sit barn. Der bruges også tvang i psykiatrien og i kriminalforsorgen."
Selvforståelse truet
Jordemødrene har traditionelt betragtet restriktive tiltag overfor gravide kvinder med stor skepsis. Ikke mindst da den såkaldte skærpede underretningspligt blev gjort til lov i 2001, var mange danske jordemødre skeptiske, fordi de frygtede, at det ville bringe tillidsforholdet til den gravide kvinde i fare. Denne holdning blandt jordemødrene er langt fra tilfældig.
– Jordmødrene er naturligvis bange for at miste fortroligheden med den gravide misbruger og dermed miste muligheden for at påvirke hende i en positiv retning. Men det handler ikke kun om, at jordmødrene vil beskytte deres profession. Der er også følelser på spil, siger jordemoder, socialrådgiver og cand. scient. soc. i socialt arbejde Grit Niklasson. Hun har 7-8 års erfaring som jordemoder og har siden studeret jordemødres forhold til den skærpede underretningspligt i forbindelse med kandidatstudiet.
Hun fortsætter:
– Jordmødrene vil ikke miste deres image som den gravides advokat; som den person, den gravide kan stole fuldt og fast på i modsætning til den kommunale sagsbehandler, hvis job det også er at kontrollere den gravide. Positionen som den ‘gode professionelle’ i graviditetsforløbet vil de nødigt give afkald på, siger Grit Niklasson.