Da Skive flyttede til Viborg

Det er ikke altid, det ender i årelang frustration, når et lille fødested bliver opslugt af et stort. Da klinikken i Skive lukkede i 2002, var der fuld enighed — også politisk — om, at de gode faglige erfaringer skulle implementeres i Viborg. Og det blev de.

  • Sideartikel 1: Fortrop og brobygger
  • Sideartikel 2: Viborg blev et bedre sted
  • Sideartikel 3: Jordemoder på en anden måde

Det var jordemoder-hjerteblod, der flød, da politikerne i det gamle Viborg Amt besluttede at lukke fødeklinikken i Skive med udgangen af 2002. Som chefjordemoder Karen Marie Nielsen siger:

– Man skal ikke tage fejl af, at det var meget grundfæstede faglige holdninger og dybfølte værdier, vi havde med at gøre i den fusionsproces, vi har været igennem.
I dag sidder Karen Marie Nielsen i Viborg og er chef for det hele, men ti måneder før nøglen blev drejet om i Skive, var hun selv en del af det lukningstruede hold som en entusiastisk klinikleder. Så hun ved, hvad hun taler om.

– Man bærer sorg, når man kommer ud i sådan noget som medarbejder, og det skal man være opmærksom på som leder. Man har mistet det, som man troede på og var stolt af, siger hun. Regionsjordemoder Annie Lund er også klar over, at det er store følelser, der har været i spil, og på den baggrund er hun særligt glad for, at det gik, som det gik.

– I dag kan vi godt tillade os at sige, at implementeringen af Skivejordemødrene og ”den gode ånd” er en succes-historie. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke har været hårdt, understreger hun.

– Der er altid mange sårede følelser, når man lukker et velfungerende fødested. Jordemodergruppen var ikke truet på jobbet som sådan. De blev alle overflyttet til Viborg. Men som medarbejder føler man selvfølgelig, at det er uretfærdigt.

Lukket på grund af økonomi
Annie Lund og Karen Marie Nielsen peger på en væsentlig årsag til, at det endte bedre, end man kunne have frygtet:

– Skive lukkede jo ikke på grund af kvaliteten af fødslerne. Det står direkte i beslutningen fra amtsrådet, at det alene skyldes økonomien, og at de gode faglige erfaringer fra Skive skal implementeres i henholdsvis Viborg og Thisted, understreger Annie Lund.

– Det havde været langt frygteligere, hvis det havde været på grund af fagligheden. Det er en stor og heldig ting, at politikerne har udtrykt sig så klart, siger Karen Marie Nielsen.

Annie Lund forklarer, at klinikken i de syv år, den fik lov at eksistere, kæmpede med et fødselstal, der ifølge amtets effektivitetsmål lå for lavt, nemlig mellem 160 og 220 fødsler om året, hvor amtet ønskede tallet stabiliseret omkring 250 fødsler om året.

– Fødselstallet er sårbart i et lille område, og vi måtte konstatere, at vi lå under smertegrænsen, siger Annie Lund, der dengang var amtsjordemoder.

Som sådan var hun en del af fødselsplangruppen, der blandt andet skulle sikre, at de gode erfaringer fra Skive ikke gik tabt.

Ro og rum
Det handlede kort og godt om at skabe mere ro og forudsigelighed for de fødende i Viborg.

– For Skive-jordemødrene var det et meget vigtigt princip, at der skulle være en jordemoder til hver fødende. Altså 1:1-princippet. Man skulle kunne lukke døren på fødestuen og koncentrere sig om den fødende, siger Annie Lund.

For at tilstræbe det, blev der blandt andet planlagt med en koordinator i dagtiden til at tage sig af alle de henvendelser, som løbende forstyrrede jordemødrene. Siden hen er der bygget en splinterny fødeafdeling ud fra et tilsvarende hensyn om at skabe så meget fysisk ro som muligt omkring de fødende.

– Det har stor betydning, om du hele tiden kan høre træsko, der klaprer og telefoner, der ringer, så det har vi prøvet at undgå i indretningen af den nye afdeling, siger Annie Lund.
Hun tror på, at når Viborg for nylig blev fremhævet som Danmarks eneste fem-stjernede fødeafdeling på Lars Løkke Rasmussens sundhedskvalitets-database, så skyldes det i høj grad den positive udvikling, fusionsprocessen førte med sig.

– Jeg mener helt sikkert, at fusionen har været til fordel for det store sted, siger regionsjordemoderen.

FAKTA

  • Da fødeklinikken i Skive lukkede, var den normeret med 7,4 fuldtids jordemoderstillinger fordelt på 11 hoveder. Alle blev tilbudt job i Viborg. En enkelt sagde nej tak.
  • Alle sygehjælpere i Skive blev afskediget. I dag er nogle stykker genansat i Viborg som social- og sundhedsassistenter.
  • Fødselstallet på Skive fødeklinik svingede mellem 160 og 220 om året.
  • På Viborg Sygehus var der sidste år 2022 fødsler, mens amtets andet fødested i Thisted havde 682 fødsler.
  • I maj 2006 åbnede et patienthotel i Viborg. Her bliver barselspatienterne passet af jordemødre.

Annie Lund (tv), Kirsten Birch, Karen Marie Nielsen og Tine Bülow Ersahin har hver på deres måde andel i og erfaring fra sammenlægningen af Skive fødeklinik og Viborg fødeafdeling i 2002

Sideartikel 1: Fortrop og brobygger

Chefjordemoder Karen Marie Nielsen havde en fortid som klinikleder i Skive. Og så havde hun en klar vision.
Vi skal helt tilbage til 1992, da den gamle Skive fødeafdeling lukkede, for at forstå baggrunden for den vellykkede fusion i Viborg ti år senere. Det mener chefjordemoder Karen Marie Nielsen, der ser sin egen rolle som sekundær i den sammenhæng.
– Den værste hurdle blev i virkeligheden overstået i 1992, da den kirurgiske fødeafdeling lukkede i Skive, og jordemødrene kom herned, indtil klinikken åbnede i 1995. Så vi havde jo prøvet at blive fusioneret før, og de fleste af os kendte hinanden i forvejen, forklarer hun.
Desuden var der en rotationsordning i hele klinikkens levetid, hvor Skive-jordemødrene på skift var i Viborg i tre måneder ad gangen og vice versa, ligesom de hjalp hinanden igennem spidsbelastninger. På den måde var der ikke tale om et voldsomt kulturchok for nogen af parterne.

– Vi kom nok helt afgjort lettere til nogle ting på grund af forhistorien, mener Karen Marie Nielsen. Hun erkender, at hendes egen fortid som klinikleder i Skive heller ikke har været til ulempe.

– Skive-jordemødrene vidste, at jeg kendte deres kultur og deres holdninger, siger hun og antager, at det har været med til at modvirke en naturlig utryghed ved at skifte arbejdssted.

Myter på bordet
– Selv om vi vidste, hvem hinanden var, var der alligevel nogle myter, vi var nødt til at forholde os til, fortsætter Karen Marie Nielsen.

Myte et lød: De går bare og lopper den oppe på fødeklinikken. Og myte to: De laver flere indgreb end nødvendigt i Viborg, og de er ikke nok inde ved deres patienter.

– For at få det snakket ordentligt igennem, lavede vi en familiesammenføringsdag, hvor vi definerede, hvad der egentlig var så godt ved Skive, og hvad der på den anden side også var ret godt ved Viborg, siger Karen Marie Nielsen.

Viborg-jordemødrene fremhævede, at der altid var kolleger at sparre med, mens Skive-jordemødrene især var begejstrede for roen og den kontinuitet mellem graviditet, fødsel og barsel, som var oparbejdet det lille sted.

– Min vision var at tage det bedste med fra begge afdelinger, siger Karen Marie Nielsen.

1:1
– Sådan en fusion handler jo i bund og grund om, at man kan lære af hinanden, hvis man er åben overfor det, understreger hun.

Derfor opfordrede chefjordemoderen sine jordemødre til at dyrke det læringspotentiale, som fusionen førte med sig. Ligesom hun benyttede lejligheden til at tage fat på en problemstilling, som længe havde frustreret Viborg- jordemødrene.

– Målet var at sikre en jordemoder til hver fødende, så derfor var vi blandt andet nødt til at tage en snak om, hvornår man kalder døgnvagten ind. Det skulle gøres legitimt at ringe, for vi var jo blevet enige om at prioritere roen på fødestuen, forklarer Karen Marie Nielsen.
Førhen kunne man godt opleve lidt modvilje, hvis en vagt blev kaldt ind, uden at det var absolut akut. Men sådan er det ikke mere.

– Der skete en holdningsbearbejdning, og jeg synes egentlig, at vi ret hurtigt nåede målet om at kunne blive ved de fødende, siger Karen Marie Nielsen.

Barselspleje provokerede
I løbet af 2003 fik Karen Marie Nielsen også en anden Skiveprioritet indført. Nemlig at jordemødrene skulle involveres i barselsplejen.

– Det var der nogle af Viborgjordemødrene, der protesterede vældig voldsomt over, så det var også en hurdle, siger hun.

Problemet var, at man i spidsbelastningsperioder på fødegangen følte sig nærmest provokeret af, at kolleger tog sig god tid til ammerådgivning.

– Igen var det en holdningsbearbejdelse, der skulle til. Det brugte vi mange ressourcer på, siger Karen Marie Nielsen, der efter eget udsagn følte sig ”voldsomt slidt” i overgangsperioden.

– Men jeg synes faktisk, det gik okay. Vi nåede vores mål, konkluderer hun.

PENDULKARRIERE: Karen Marie Nielsen har haft en pendulkarriere mellem Viborg og Skive. Første gang, hun havnede i Skive var som nyuddannet i 1983. Efter et smut til Silkeborg vendte hun tilbage til Skive, stadig mens den gamle afdeling eksisterede. Så kom hun til Viborg som basisjordemoder, inden hun blev klinikleder i Skive, og endelig igen blev ansat i Viborg som jordemoderleder i 2002.

Sideartikel 2: Viborg blev et bedre sted

Kirsten Birch oplevede, at kollegerne fra Skive bragte en god udvikling med sig
– Et eller andet sted var vi måske misundelige på, at de havde så god tid til de fødende på klinikken. Vi havde jo ikke altid mulighed for at være ved de fødende igennem hele forløbet.

Jordemoder Kirsten Birch tog den ømtålelige problemstilling op på et fælles centermøde, allerede inden lukningen af Skive. Det var selve grundlaget for mytedannelsen, hun ville rokke ved, og samtidig tog hun — uden at vide det – forskud på implementeringen af de nye kolleger.

– Jeg syntes, vi skulle have rene linier, så jeg sagde til Skive-jordemødrene, at ’I skal være klar over, at vi arbejder i samme ånd her — vores rammer er bare anderledes.’

Gensidig respekt
Kirsten Birch, der har arbejdet på fødeafdelingen i Viborg i 12 år, oplevede ellers en høj grad af gensidig forståelse og respekt mellem Skive- og Viborgjordemødrene.
– Vi var da rigtig stolte af, at vi havde en klinik. Det fungerede jo fantastisk godt, så vi gjorde alt for at bakke dem op og være solidariske, siger Kirsten Birch.

Viborg-jordemødrene var også kede af, at det ikke gik. – Så vi prøvede at tage så godt imod vores nye kolleger, som vi overhovedet kunne, siger hun.

Kirsten Birch synes ikke, der var de store problemer i implementeringsfasen. Skive-jordemødrene var gode til at omstille sig — alt taget i betragtning. De holdt ikke fast i deres eget tætte arbejdsfællesskab, men gled ind i den store jordemodergruppe.
– Men jeg tror nok, de havde svært ved at vænne sig til, at de ikke bare kunne give tid og give tid. Vi andre var jo lidt mere aktive i at få kvinderne til at føde, erkender Kirsten Birch.

Større arbejdsglæde
Hun oplevede ikke, at ”de nye” blev integreret på bekostning af ”de gamles” faglige selvfølelse.

– Vi var alle sammen med på Karen Maries visioner, understreger Kirsten Birch, der mener, at det har været afgørende.

Kirsten Birch synes alt i alt, at Viborg blev et bedre sted efter sammensmeltningen, fordi 1:1- princippet blev gennemført, og fordi der hen ad vejen kom en bedre sammenhæng mellem graviditet, fødsel og barsel.

– Nu er det os, der scanner, ligesom det er jordemødre, der passer svangreafdelingen og familieafsnittet på patienthotellet. Det øger arbejdsglæden, når tingene hænger sammen, synes Kirsten Birch.

Sideartikel 3: Jordemoder på en anden måde

Tine Bülow Ersahin har fået det nemmere i Viborg. Men på en måde var det ikke det, hun drømte om
Rent praktisk er hverdagen blevet nemmere for Tine Bülow Ersahin. Hun bor i Viborg, og er derfor blevet fri for køreturen til Skive.

– Men jeg ville til hver en tid søge job på klinikken igen, hvis der kom en, fastslår hun.
Tine Bülow Ersahin har været jordemoder i 20 år, og hun var en af de ansatte i Skive.
– Selv om vi blev imødekommet meget i Viborg, og det faktisk blev prioriteret at der skal være en jordemoder til hver fødende, så er det alligevel meget anderledes at arbejde der, siger hun.

– Det kan simpelthen ikke blive det samme. Vi er for mange mennesker, og beslutningsprocesserne er bare så tunge, oplever hun.

Netop den korte vej fra tanke til handling var noget af det, Tine Bülow Ersahin trivedes fint med på klinikken.

– Vi var jo en lille overskuelig gruppe med god fornemmelse for hinanden, så når vi syntes, at noget var gået skidt, tog vi en snak og lavede det om, forklarer hun.

For Tine Bülow Ersahin var det en del af drivkraften.

Skærpede sanser
En anden ting, hun savner, er at være i en skarp fødselssituation, hvor der ikke er andre end en selv at stole. På en måde var det både fordelen og ulempen ved Skive, at man var alene på sin 24 timers vagt.

– Nu er jeg jo kommet ind et sted, hvor man bare kan kalde på en anden jordemoder eller en læge, hvis man er i tvivl om noget, siger Tine Bülow Ersahin.

Det er så omvendt både styrken og svagheden ved Viborg. Tine Bülow Ersahin kan mærke, at det svækker hendes sanser. Alene bevidstheden om, at der er masser af back-up lige ved hånden.

– Viborg er OK . Jeg kan bare godt lide at arbejde på den anden måde. Jeg kan godt lide, at man er nødt til at stole på sig selv og sine observationer. Det vokser man med. Det var også derfor, jeg valgte at tage et år til Grønland kort efter, at Skive var lukket, forklarer hun.

Handletvang
Omstillingen til det store sted gik dog nemmere, end hun havde forventet.

– Viborg var jo vores sekundærsted, så vi kendte alle kolleger og procedurerne i forvejen. På den måde var det ikke så svært. Det der var svært var at æde, at de lukkede Skive, fastslår Tine Bülow Ersahin.

For mange af Skive-jordemødrene har det desuden været vanskeligt at vænne sig til det, som Tine Bülow Ersahin kalder handletvang.

– Hele kulturen her er, at man er mere aktiv i fødslen, og man kan ikke undgå at travlheden og utålmodigheden kommer til at styre én lidt, oplever hun.

Det er partogrammerne, hun taler om. Et fænomen som ikke eksisterede i Skive.

– Jeg tror, det er generelt for Skive-folkene, at vi har det meget dårligt med, at ting skal ned i kasser, siger hun.