Brobygning mellem sundhedsplejersker og jordemødre gavner alle

Sundhedsplejersker vil meget gerne samarbejde med jordemødre, og det gavner patienterne. Det har udviklingsjordemoder Mitzie Tvillinggaard, koordinerende jordemoder Mette Radmer og klinisk sygeplejespecialist Dorrit Vizel-Schwartz lært af et nyt brobygningsprojekt.

»Det er vores opfattelse efter mange år med klinisk arbejde, at sundhedsplejersker, sygeplejersker og jordemødre ikke har meget tradition for systematisk at arbejde sammen. Og det var vi tre kolleger, der gerne ville gøre noget ved.«

Sådan fortæller udviklingsjordemoder Mitzie Tvillinggaard fra Herlev Gentofte Hospital, om det tværfaglige projekt hun netop har været en del af.

Projektet var støttet af Region Hovedstadens Byg Bro-pulje og endte med en film målrettet gravide og deres partnere (se bokse her på siden). Men at det var en film, projektet skulle resultere i, var ikke givet på forhånd..

»Vi vil gerne give patienterne en øget oplevelse af sammenhæng mellem sektorerne. Det er vores oplevelse, at vi som hospitalsjordemødre ikke har formelle fora med kommunernes sundhedsplejersker ud over om patienter, der er tilknyttet sårbart team. Patienterne oplever mødet med os som meget søjleopdelt.«

Projektgruppen, som bestod af to jordemødre og en sygeplejerske, fandt en repræsentativ gruppe på cirka 10 patienter, som de lavede fokusgruppeinterviews med om blandt andet patienternes oplevelse af overgangene mellem sektorerne. Herefter fik projektgruppen sundhedsplejersker fra hospitalets optagekommuner med om bord.

»Det hele mundede ud i en temadag med 40 ledere og medarbejdere fra hospitalet og kommunerne, hvor vi alle blev klogere på, hvilke behov patienterne har og hvad vi har brug for, for at kunne give patienterne øget oplevelse af sammenhæng.. Og der var virkelig mange aha-oplevelser fra begge sider. Det kunne være sådan noget som, at nogle sundhedsplejersker ikke anede, at vi havde et tilbud om tjek af bristninger, og at vi var sikre på, at de talte med patienterne om sex og samliv, mens de troede, at vi gjorde det i et meget større omfang i jordemoderkonsultationen.«

På temadagen blev det klart, at projektgruppen skulle lave en film, der tydeliggør for patienterne, hvad de skal hvornår og hvor i løbet af graviditeten og efter fødslen. Det er den film, der nu lanceres.

»Temadagen gjorde det også klart, at vi vil søge flere midler, så vi kan etablere vidensdelingsfora på tværs af sektorer og faggrupper, hvor patienter selvfølgelig også skal deltage.

Projektet understøtter, at tværsektorielt samarbejde både har potentiale og stor værdi:

»Det er en kæmpe gevinst, når vi arbejder sammen på tværs af fag og sektorer. Vi er forpligtede til at arbejde tværfagligt og tale om, hvordan vi kan blive bedre. Og tale op, hvilken værdi det skaber for patienterne. Men vi hjælper også os selv, hvis patienterne ved, hvad de kan forvente, og hvem de skal kontakte.«


Se filmen fra Byg Bro-projektet på Herlev Gentofte Hospital her

Filmen kommer senere i en generisk version til brug i hele Region Hovedstaden.


Byg Bro-puljen

Region Hovedstadens BYG BRO-pulje giver midler til tværsektoriel kompetenceudvikling, hvor samarbejdet mellem sundhedsprofessionelle på tværs af sektorer styrkes.
Byg Bro-midler er blevet uddelt af Region Hovedstaden i årevis. Beslutningen om puljen i 2025 er endnu ikke taget, men hvis du er nysgerrig på mulighederne, så følg med her