Adskillige obstetriske håndgreb og manøvrer er beskrevet i forbindelse med forløsningen af fastsiddende skuldre. Af disse er de mest anvendte McRoberts og suprapubisk tryk. Flere studier har fundet, at disse to manøvrer er associeret med den laveste morbiditet for barnet og desuden kan forløse skuldrene i 40-60 procent af tilfældene. Derfor anbefaler American Congress of Obstetricians and Gynecologists også, at netop disse tiltag forsøges først.
Tidligere studier har imidlertid ikke taget højde for varigheden af skulderdystocien, når de har sammenlignet effekten og konsekvenserne af forskellige håndgreb og manøvrer.
Derfor satte Spain et al. sig med dette studie for at undersøge de enkelte tiltags betydning for neonatal morbiditet efter justering for varigheden af skulderdystocien. Studiet blev udformet som et retrospektivt kohorte studie, hvor alle fødsler med klinisk diagnosticeret skulderdystoci ved terminen blev inkluderet (N = 231) . Kvinderne havde alle født til terminen (≥ 37 graviditets uge) ved et og samme sygehus i USA i perioden 2005 – 2008. Eksklusionskriterer var: føtale anamolier, intrauterin fosterdød, og/eller flerparitet. Det primære effektmål var et sammensat mål for neonatal morbiditet. Dette dækkede over neonatal skade i form af clavicula- eller humerusfraktur og plexus brachialis skade, men også neonatal asfyksi som defineret ved Apgar <7 ved 5 minutter, ateriel pH < 7.1, behandling med CPAP eller anden behov for støtte til respiration fx ventilation.
Data over skulderdystociens varighed og over hvilke håndgreb og manøvrer, der var blevet anvendt, blev hentet fra hospitalsjournaler. Forfatterne benyttede logistisk regressionsanalyse til at udregne odds for neonatal morbidtet ved det enkelte håndgreb eller manøvre sammenlignet med referencegruppen, hvor udelukkende McRoberts og/eller suprapubisk tryk havde været anvendt. De justerede for potentielle confounders, herunder varigheden af skulderdystocien.
Af de 231 inkluderede fødsler blev 135 (57,9 %) af skulderdystocierne løst med McRoberts. I 83 af tilfældene blev Rubins manøvre anvendt, mens der i 53 tilfælde blev anvendt Woods skrue. Kun ved 36 fødsler var der forløsning af den bageste arm. Der var ingen forskel på hvilke tiltag, der var anvendt ved fødslerne, paritet, gestationel alder, diabetes samt fødselsvægt > 4.000 g. Ydermere var der ingen forskel i det primære effektmål grupperne imellem efter justering for varigheden af skulderdystocien. Således var risikoen (aOR) for neonatal morbiditet 1.77 (95 % CI: 0.54-5.79) ved forløsning af bageste arm sammenlignet med referencegruppen. Ved Rubins manøvre var odds 1.36 (95 % CI: 0.63-2.93) og med Woods screw var odds 1.17 (95 % CI: 0.45-3.03).
Forfatterne konkluderer, at de enkelte håndgreb til forløsning af skulderdystoci ikke er associeret med et dårligere udfald for barnet. Derimod tyder det på, at neonatal morbiditet er associeret med sværhedsgraden og ikke mindst varigheden af den akutte obstetriske hændelse. Derfor bør jordemødre og obstetrikere altid anvende det håndgreb, de vurderer, vil kunne afhjælpe skulderdystocien.