Der er kommet særligt fokus på gravide, der ikke selv er født i Danmark, efter ny forskning har vist, at der stor forskel på, hvor mange, der føder dødfødte børn, alt efter hvor moderen kommer fra.
Forskningen viser, at kvinder fra Somalia har dobbelt så stor risiko for at føde dødfødte børn som kvinder født i Danmark. Risikoen for kvinder fra Tyrkiet er 28 procent større end danske kvinder, og for pakistanske kvinder er risikoen 62 procent. Samme forskning viser, at kvinder fra det tidligere Jugoslavien har samme risiko som kvinder født i Danmark, mens kvinder fra Libanon er den gruppe blandt de fem udvalgte nationaliteter, der har den laveste risiko for at føde et dødfødt barn.
– Vi har troet, at den etniske ulighed i risikoen for at få dødfødte børn var et socialt fænomen, og at det handlede om, at mødrene var dårligt stillet. Men libaneserne er både dårligt uddannet og har en lav indkomst. 90 procent af de kvinder, vi så data fra, havde en husstandsindkomst, der lå under 50 procent af medianen. Og de fødte jo ikke mange dødfødte børn. Og vi har også set specifikt på risikoen for dødfødsler blandt kvinder, hvis husstandsindkomst lå i den øverste halvdel af fordelingen i Danmark, og der så vi det samme mønster med dødfødsler, siger professor Anne-Marie Nybo Andersen fra Syddansk Universitet, der har stået i spidsen for forskningen.
Sammen med sine kolleger har hun gennemgået alle fødsler i Danmark i perioden fra 1981 til 2003.
Ikke kun fætter-kusine ægteskaber
Anne-Marie Nybo Andersen har tre mulige bud på, hvad forskellen kan skyldes:
At forældrene er i familie med hinanden, så fostrene har misdannelser, at kvinderne ikke får de samme tilbud som prænatal diagnostik som danske kvinder, eller at de ikke tager imod disse tilbud.
– Der har været meget fokus på, om forklaringen ligger i de nære familierelationer, men om det forklarer det hele, skal undersøges langt bedre. Vi ved jo, at lande som Tyrkiet og Pakistan har stor tradition for fætter kusineægteskaber, og at kvinder fra disse lande føder markant flere dødfødte end danske kvinder. Men vi ved ikke med sikkerhed, om de, der får dødfødte børn, faktisk er beslægtede med deres ægtefælle. Der er ikke er stor tradition for familieægteskaber i Libanon, og de har meget få dødfødsler. Vi er også nødt til at vide meget mere om, hvorvidt kvinderne fra disse lande reelt får de samme prænatale undersøgelser som danske kvinder, fortsætter hun.
Anne-Marie Nybo Andersen mener, at det vil være mindst lige så relevant at få lavet en tilbundsgående undersøgelse om, hvad der sker med de ikke-etniske danske kvinder, helt fra de finder ud af, at de er gravide, til de føder barnet.
– Det er interessant at se på, om de får tilbudt prænatal diagnostik i samme omfang som danskfødte kvinder. Jeg kender en region, hvor kvinderne selv skal tilmelde sig nakkefoldsskanninger osv. over internettet. Og hvad sker der så med de kvinder, der ikke kan det? Nogle gange er der ressourcestærke danske kvinder, der ikke kan finde ud af det. Derfor er det meget vigtigt, at de jordemødre og læger, de gravide kvinder kommer til kontrol hos, er meget opmærksomme på at forklare især de ikke-etnisk danske kvinder, hvad de skal gøre og hvilke tilbud, de har. Og måske spørge mere ind til dem, så de finder ud af, om kvinderne reelt ved, hvad de har takket nej til eller konkret hjælpe dem, siger hun.
Svaret er på vej
Hun er også åben for muligheden, at kvinderne reelt bliver tilbudt de samme typer undersøgelser som kvinder født i Danmark. Men at de takker nej til dem.
Cand. scient. Grete Skøtt Pedersen også fra Syddansk Universitet er netop gået i gang med et ph.d.-projekt, der blandt andet vil se på etnisk danske og nydanske mødres forløb, mens de er gravide, også hvis graviditeten ender med en abort. Kommer de tidsnok til lægen, og er der forskel på, hvem der tager imod tilbuddene fra sundhedssystemet? Hun overvejer at se på, om der er et mønster i, på hvilke hospitaler de dødfødte babyer fødes eller hvilke hospitaler, der har meget få dødfødte. Er der en forskel, er næste skridt at finde ud af, om dem med de gode erfaringer har særligt fokus på de etniske minoriteter, mens de er gravide, eller om de eventuelt har et større forbrug af tolke.
Anne-Marie Nybo Andersen ser det som et rigtig stort problem, at der er så stor forskel på børnenes sundhed, allerede når de bliver født.
– Det er noget andet, når der er ulighed i sundheden blandt voksne mennesker, for vi har selv foretaget nogle valg, der har påvirket vores sundhed — som at ryge eller drikke. Det har børnene ikke, og det er et demokratisk problem, at deres udgangspunkt for at være sunde er så forskelligt, allerede fra de bliver født. Nogle af de prænatale tilbud er også besværlige at forklare til danske kvinder, og det tager ekstra tid, hvis kvinden ikke taler særlig godt dansk. Men sundhedsvæsenets opgave er jo at forebygge. Og vi bruger jo også ressourcer på at få gravide til at holde op med at ryge. Og et barn af en pakistaner har større risiko for at dø inden, det bliver et år end et barn af en ryger, siger hun.
Om undersøgelsen:
Forskergruppen undersøgte oplysninger fra 1.342.084 fødsler ved at køre Medicinsk Fødselsregisteret sammen med Dødsårsagsregisteret kombineret med socioøkonomiske og demografiske data hentet i CPR-registeret og Danmarks Statistik — for børn født i perioden 1981 og 2003. De største grupper af kvinder, der ikke var født i Danmark, kom fra Tyrkiet, Pakistan, det tidligere Jugoslavien, Libanon og Somalia. Derfor er det data for disse kvinder, der er taget ud til rapporten. I denne periode fødte kvinder født i Danmark: 1.278.539 børn, kvinder født i Tyrkiet: 22.717 børn, kvinder født i Libanon: 9.280 børn, kvinder født i Pakistan: 8.481 børn, kvinder født i det tidligere Jugoslavien: 8.020 børn og kvinder født i Somalia: 6.415 børn.
