Det er et populært svar. For mig fordi jeg som regel straks mærker den respekt, der stadig er om jordemødrene og deres fag. For min samtalepartner fordi det straks giver en masse interessant at snakke om, nu man har fået en form for sagkyndig til bords. For selv om jeg ikke er jordemoder – "for det er du da vel ikke ?" – så må enhver ansat i Jordemoderforeningen enten vide noget ud over det almindelige om graviditet og fødsler eller i det mindste være voldsomt interesseret i at snakke om fødselsoplevelser, komplikationer og andet i den omegn.Dette kender enhver jordemoder så ganske vel. Ja, sikkert i en grad så man ind i mellem ønskede at kunne give et andet svar på spørgsmålet: Hvad laver du?
Jeg har faktisk en anden mulighed mulighed.
Jeg kunne svare, at jeg arbejder i en meget stor koncern, hvor vi omsætter for mere end 20 mia. kroner om året. Vi er over 20.000 ansatte, og der er ikke et sogn i Danmark, hvor vi ikke er repræsenteret. Det går strygende, vi havde 1,1 mill. kunder i 1970, i dag er det fordoblet til 2,2 mill. Hvad koncernen hedder? Den hedder Dansk Fagbevægelse. Og hvad jeg så laver der ? Åh, jeg bestyrer såmænd bare et ganske lille kontor sammen med otte andre, der sælger interessevaretagelse til Danmarks jordemødre. Omsætningen? 6,5 mill. kr. årligt eller 0,03 promille af den samlede koncernomsætning.
Se, nu bliver det så en helt anden snak, man får ved bordet, når man anskuer DADJ, ikke som forening for faget men som fagforening, som del af den øvrige fagbevægelse.
"Bare det holder min tid ud.." siger vi for tiden til hinanden i fagbevægelsen, når vi med et skævt smil lidt ironisk vil distancere os fra forhold i fagbevægelsen, vi nødigt vil identificeres med. Udtrykket henviser nemlig til Michaels Valentins bog af samme navn, der udkom i dette forår og allerede er trykt og solgt i flere oplag.
Valentin kender fagbevægelsen indefra. Han var indtil februar i år informationschef i HK. Hans budskab er det enkle, at det er nu fagbevægelsen afgør om den også vil være en del af fremtiden. Mange af fagbevægelsens medlemmer er præcis så ressourcestærke og kritiske, som fagbevægelsen selv håbede på, de ville blive. Det er ikke længere nogen naturlov, at lønmodtagere i Danmark er medlem af en fagforening. De vil ikke have hvad som helst for deres mange kontingentkroner men først og fremmest nogle basale faglige kerneydelser. Toppen i fagbevægelsen ved det godt, men hvis de vil gøre noget ved det, bliver de nødt til at gøre op med hele det vellønnende "rockwoollag" af ansatte i fagbevægelsen og lytte mere til medlemmernes ønsker og behov frem for at opfinde nye opgaver for fagbevægelsens egen skyld.
I og for sig indeholder Valentins bog ikke meget nyt. Den sammenfatter en række velkendte temaer fra de sidste 15 års debat om fagbevægelsens fremtid og dens forslag til løsninger er ikke i sig selv særligt originale. Men den er så tydeligt ramt ned i et behov for også internt i fagbevægelsen at gøre noget ved det forhold, at Dansk Fagbevægelse netop ikke er en koncern. Fagbevægelsen er principielt opbygget med en demokratisk struktur, der giver den enkelte formelle muligheder for at få indflydelse. Den er vokset op nedefra, som også DADJ er det, siden jordemoderkredse i disse dage får 100 år siden dannede foreningen. Ud fra koncern-tankegangen er det vildt urationelt at opretholde en lille selvstændig fagforening for et par tusinde jordemødre. Men ud fra den anden tankegang, at være forening for faget, er det vel noget nær utænkeligt, at der ikke skulle være en Jordemoderforening. Var den der pludseligt ikke, ville den helt givet staks blive dannet.
Skismaet er vist indlysende, men hvordan skal det håndteres? Skal DADJ hen ad vejen opgive at være fagforening på alle de traditionelle områder – løn og arbejdsvilkår i bred forstand – for det er vi for små til. Eller kan et organisatorisk samarbejde f.eks. i et nyt stort sundhedskartel sammen med andre frigøre så mange ressourcer at DADJ for alvor kunne realisere at være såvel forening for faget som fagforening? Det må være kernen i "Bare det holder min tid ud."-diskussionen i DADJ. Og rockwoollaget i DADJ er ikke tykkere end at der nok skulle kunne råbes igennem det. Endnu.
Bare det holder min tid ud
“Hvad laver du?” er som regel noget af det første man spørger om, når man er sat til bords med en fremmed, som værtsparret har fundet kunne have glæde af at konversere med en – eller omvendt. Det sidste års tid har jeg kunnet fortælle, at jeg skam arbejder i Den Almindelige Danske Jordemoderforening.