Når skoven falmer trindt om land, kan det godt være, at fuglestemmerne daler. Det gør jordemoderstemmerne derimod sjældent på den årstid, for det er jo der, julevagterne skal planlægges og fordeles.
Min egen røst har dog ikke været at høre i koret dette år. Jeg stod nemlig mellem vikariater midt i julemåneden, og valgte at se det som en kærkommen og sjælden chance for en ubrudt juleferie i familiens skød. Som man ellers kunne forledes til at tro ud fra overskriften, skal denne klumme derfor ikke handle om en fortravlet jordemoderjul, hvor antallet af vagter, juledage og julearrangementer var så meget ude af proportioner, at vi burde få logistik-tillæg, når vi alligevel får det til at gå op i en højere enhed.
Selvom jeg holdt jul langt fra fødegangen i år, så tæller jeg den alligevel med som en jordemoderjul. Dels fordi man vist ikke finder muligheden for at være kreativ med sit ansættelsesforhold på den måde i mange andre fag, men også således at jeg kan minde mig selv om den næste år, såfremt min simultankapacitet og dermed mit julehumør skulle brænde sammen.
Når jeg nu afslører, at jeg blot har halvandet år og en enkelt juleaftensvagt på min jordemoderbag, så kan det godt være, at min trang til julefri klinger hult. Ifølge artiklerne om modsætningsforholdet mellem den nye og den gamle generation af jordemødre i sidste nummer af dette tidsskrift, vil det primært være de garvede af jer, der må rette på stemmegaflen. Artiklerne rejste blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt det er de nyuddannede jordemødre, der er forkælede, når vi brokker os over vilkårene, og for sarte når vi i værste fald forlader faget. Eller om det er de erfarne jordemødre, der er for pæne, når de beredvilligt tager en ekstra vagt uden at forhandle prisen først, og for barske, når de stiltiende bider nattevagterne i sig.
Jeg har heldigvis ikke oplevet en forventning om, at jeg skulle have en hverken større eller mindre tolerance i forhold til natarbejde eller døgnvagter end mine mere erfarne kolleger. Tværtimod har jeg oplevet stor forståelse for, at den første tid med foden under eget fødeleje kan være meget ressourcekrævende både fagligt og personligt. Hvordan man håndterer udækkede vagter, natarbejde og lønforhandlinger drejer sig efter min mening mere om temperament og livssituation uden for fødegangen end om alder eller erfaring.
I efteråret deltog jeg i en både festligt og lærerig weekend for nyuddannede jordemødre. Nu ved jeg, hvordan det er, mænd har det med deres soldaterkammerater. Jeg tror bestemt, at anekdoterne om det nu hedengangne blå læsekursus, suppleringsforløbet i videnskabsteori eller de første dage på fødegangen kunne hamle op med diverse soldaterhistorier. De generationer, der kom før os, vil sikkert trække på smilebåndet af nogle af vores fortrædeligheder, ligesom vi vil gøre det af dem, der nu er kommet efter os. Så længe det bliver gjort med respekt og med nysgerrighed overfor udviklingen i faget, så er erfaringsudveksling en oplagt måde at indlemme nye kolleger i fællesskabet.
Vi er alle rundet af det samfund, vi er vokset op i. Derfor har forskellige generationer af jordemødre naturligvis forskellige tærskler for, hvornår og hvordan vi slår i bordet. Det ser jeg som en styrke frem for som en svaghed – i hvert fald så længe vi formår at bruge vores forskelligheder som drivkraft for en konstruktiv diskussion af forholdene i faget.