“Anmeldelse af fødsel skal foretages af en jordemoder, der har medvirket ved fødslen”. Sådan står der i § 2, stk. 1 i ‘Lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald’. Loven er fra 1968 og stadig gældende. Oprindelig havde både moderen og jordemoderen pligt til at anmelde fødslen i det sogn, hvor moderen boede. En bekendtgørelse fra 2010 ændrede på dette og lagde ansvaret for anmeldelsen alene på jordemoderen.
Forældrene har kun pligt til at anmelde fødslen, hvis der ikke er en jordemoder til stede, hvilket fremgår af §2, stk. 1, hvor der står, at “Såfremt en jordemoder ikke har medvirket, påhviler anmeldelsespligten den eller dem, der har forældremyndigheden”. Anmeldelsespligten overgår altså ikke automatisk til lægen, hvis ikke der har været en jordemoder til stede. Heller ikke i de tilfælde hvor hverken moderen eller en anden, der har forældremyndigheden, er i stand til at anmelde fødslen, vil anmeldelsespligten tilfalde for eksempel en læge. I sådanne tilfælde skal anmeldelsen foretages af “tilstedeværende personer over 18 år, der hører til den fødendes husstand, eller hos hvem den pågældende har ophold”.
Der kan med andre ord have været både en læge, ambulancereddere eller andet sundhedspersonale til stede ved fødslen, men anmeldelsespligten vil ikke overgå til dem.
I ‘Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler’ præciseres det, hvem der skal have fødselsanmeldelsen, hvilket i langt de fleste tilfælde er personregisterføreren i moderens bopælssogn1.
Jordemoderen er således en særdeles central person i forbindelse med fødselsregistreringen, som er den første registreringshændelse ud af mange, der sker i et menneskes liv. Før fødslen er registreret, kan personregisterføreren ikke registrere faderskabet, hvis forældrene ikke er gift, eller barnets navn – hverken ved dåb eller navngivning. Efter dansk retsopfattelse anses tilførsler til folkekirkens ministerialbøger, som kirkebøgerne officielt hedder, om fødsler, navngivelse og dødsfald som gyldigt bevis for, at begivenhederne har fundet sted.
Først kom pligt til nøddåb
Men hvordan er det egentlig blevet jordemoderens ansvar at skulle anmelde en fødsel? Vi ved, at Christian den 4. den 20. maj 1645 ved brev til Sjællands biskop pålagde præsterne at “holde rigtig kirkebog med dag og dato for, hvor mange der fødes i sognet samt hvor mange der vies og dør”. Ved kongeligt brev af 17. maj 1646 til landets biskopper blev det pålagt landets præster at føre kirkebog med alle fødsler, vielser og dødsfald, foruden de kirkelige handlinger i sognet. Formålet var at skabe en mere systematisk registrering, der gav et bedre grundlag for at inddrive skatter og udtage værnepligtige. Disse bestemmelser blev gentaget i Danske Lov fra 1683. I samme lov står der i afsnit 8-2-2: “Men finder de (jordemødrene) fosteret levende eller noget fremkommer, som dog næ-sten er dødt, da skal de alligevel ikke døbe det, før det er helt født. Er barnet i livsfare, efter at det er helt født, må jordemoderen døbe det med vand, og ikke andet, hvis præsten ikke er i nærheden eller en skikkelig voksen mand”.
Her omtales ikke jordemødrenes pligt til at anmelde en fødsel men deres pligt til at nøddøbe børn i livsfare. Og dåben skulle registreres i kirkebogen.
I 1802 blev det indskærpet af Kancelliet (der på daværende tidspunkt var det øverste centrale regeringsorgan), at præsterne “for at formindske de dødfødte børns antal” skulle registrere dødfødte. Her bliver jordemødrenes indberetningspligt nævnt, idet der står, at “Enhver jordemoder skal under mulkt af 5 rdl. for hver gang hun forsømmer det, anmelde for præsten ethvert barn, ved hvis fødsel hun har været brugt, og som enten kommer dødt til verden, eller dør inden 24 timer efter fødslen”.
I dåbsforordningen fra 1828 bliver jordemoderens fødselsanmeldelsespligt igen nævnt, idet der står, at “Til ydermere betryggelse for at behørig anmeldelse skeer, bør i Kiøbenhavn jordemødrene 14 dage efter hvert nytaar give vedkommende sognepræster speciel underretning om de fødsler, hvorved de i det tilendebragte aar have været brugte. I forsømmelsestilfælde bødes 1 rbd. sølv for hver uge, hvilken mulct inddrives ved udpantning efter den i § 5 nævnte øvrigheds foranstaltning. Dersom i indberetningen nogen fødsel findes at være udeladt, eller tiden urigtig bemærket, bør jordemoderen derfor tiltales og dømmes til en mulct at indtil 20 rbd. sølv til fattigvæsenet, hvis feilen har sin grund i uagtsomhed, men til høiere bøder eller efter omstændighederne bestillings fortabelse, saafremt forsætlig urigtighed er begaaet”.
Dette var faktisk gældende ret helt frem til 1968, hvor tidligere nævnte lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald trådte i kraft.
Helt frem til 2004 blev kirkebøgerne ført på papir, hvorefter de blev elektroniske (dog først i 2007 i Sønderjylland, hvor kommunerne foretager civilregistreringen). Personregisterførerne kan nu – på baggrund af jordemødrenes fødselsanmeldelser – registrere fødsler direkte i CPR-registreret.
1 I Sønderjylland gælder der andre regler for civilregistrering, idet denne foregår i bopælskommunen. Det vil sige, at fødslen skal anmeldes til moderens bopælskommune i stedet for bopælssogn. (Jf. ‘Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsel, navn og dødsfald i de sønderjyske landsdele’).
Kilder: www.retsinfo.dk, www.personregistrering.dk, ‘Danmarks Jordemødre’ udgivet af Den Almindelige Danske Jordemoderforening i 1935 samt Danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet).