Andre veje: Jordemoder skaber trivsel hos politiet

48-årige Lone Holleufer kastede sig for et år siden ud i frit fald, da hun sagde sin stilling op som jordemoder. I dag har hun skabt sit eget job som trivselskonsulent for 1.100 medarbejdere i Østjyllands Politi.

– Hvis man kan mærke, at man trænger til, at der skal ske noget nyt, så er man nødt til at sige farvel til det gamle, siger Lone Holleufer.

Den tidligere vicechefjordemoder sidder på sit kontor på Politigården i Aarhus sammen med kollegaen Helga. Kontoret er dekoreret med planter, billeder og et lille, rindende vandfald, og man er ikke i tvivl om, at her sidder to kvinder.

– Man er nødt til at tage springet og komme ud i det frie fald, og selv om det føles, som om man er ved at dø, handler det jo om, hvorvidt man vil have et arbejdsliv, der er sjovt, eller om man bare laver det, man plejer. Efter nogle år som leder kunne jeg mærke, at jeg begyndte at mangle nogle redskaber i mit arbejde. Jeg blev nysgerrig efter at lære mere og komme dybere ned i ledelseslagene og få noget mere teori på de erfaringer, jeg havde, fortæller Lone Holleufer.

Derfor besluttede jordemoderen sig for at videreuddanne sig indenfor ledelse på universitetet, men uddannelsen blev ikke oprettet, så pludselig stod hun uden job og uden uddannelse og vidste ikke, hvad hun skulle. Men tilbage og være jordemoder, det skulle hun ikke.

Lone Holleufer startede i en måneds virksomhedspraktik på politigården i Aarhus i august sidste år, og der fik hun den tanke, at politiet kunne have gavn af en medarbejder, der udelukkende beskæftigede sig med medarbejdernes trivsel.

Heldigvis kunne personalechefen også se idéen for sig, og i dag er Lone Holleufer ansat som den første trivselskonsulent i Østjyllands Politi

Jordemødre og politibetjente ligner hinanden
På Lone Holleufers skrivebord står et udvalg af bolcher, chokolade og kiks til de kolleger, der kommer ind til en samtale med trivselskonsulenten eller bare kigger forbi til en snak med jordemoderen. Ifølge kollegerne har hun som jordemoder den fordel, at hun ser rigtig mange af de ting, som kollegerne ikke ser, fordi hun kommer et helt andet sted fra. Hun har et helt særligt blik for kulturen og omgangsformerne på arbejdspladsen, og ’så er hun ikke så imponeret over det hele’.

Lone Holleufer understreger, at der er kæmpe forskel på at arbejde i en kultur, hvor der kun er kvinder – og på at arbejde i en kultur, hvor der er forholdvis mange mænd som hos politiet. Det er to vidt forskellige måder at kommunikere på, og blandt andet brugte hun meget energi i starten på at finde ud af, hvordan hun skulle gengælde det dask på skulderen, som man giver hinanden som hilsen på politigården — hvor skulle man daske tilbage? Hun var vant til, at man gav hinanden et knus, når man mødte ind på fødegangen.

’Den lille forskel’ på mænd og kvinder er noget, trivselskonsulenten beskæftiger sig meget med i sit arbejde.

– Om vi kan lide det eller ej, så har kvinder brug for en anden ledelse end mænd. Mænd er meget handlingsorienterede, mens kvinder har brug for at blive anerkendt og rost, og det er vigtigt, at man er bevidst om det, mener Lone Holleufer. På trods af den åbenlyse kønsforskel kan hun se rigtig mange paralleller mellem sin nye og sin gamle arbejdsplads – for jordemødre og politibetjente minder meget om hinanden, mener hun.

– Både jordemødre og politibetjente er vant til at handle, tage beslutninger og være ekstremt professionelle i alle mulige mærkelige situationer, de er meget egenrådige, og så har de en faglig stolthed, siger hun.

På samme måde kan hun se paralleller mellem de andre fagrupper — mens juristerne minder om overlægerne, så er det administrative personale ligesom sosu-assistenterne limen, der får det hele til at hænge sammen.

– Det kræver en vis portion ydmyghed både at være jordemoder og politi, for vi får faktisk lov til at være med i nogle totalt fremmede menneskers liv og komme rimeligt tæt på dem. Rent fagligt kræver det, at man hele tiden er up-to-date, og at man er nysgerrig på at udvikle egen praksis og faglighed. Det kræver også, at man er rigtig god til at samarbejde, fordi man er afhængig af at skulle tage nogle beslutninger ret hurtigt. Når man har et job, hvor man professionelt men på et vist plan også personligt giver meget af sig selv, så bliver det med årene også ens identitet, og det oplever jeg både hos jordemødrene og politifolkene.

Erfaringerne fra Skejby
Jordemoderen har altid beskæftiget sig med psykisk arbejdsmiljø, først som studerende og siden som tillidsrepræsentant. I 2003 blev hun konstitueret chefjordemoder på det, der dengang hed Skejby Sygehus i Aarhus – på et tidspunkt, hvor sygehusledelsen havde varslet store besparelser. Lone Holleufer var derfor med til at træffe beslutningen om, at antallet af jordemoderkonsultationer skulle skæres ned og fødselsforberedelsen helt skulle spares væk, for at normeringen på fødegangen ikke blev forringet. Det skabte dengang stor debat både internt og i medierne.

– Vi i ledergruppen blev kendt for, at vi sparede fødselsforberedelsen væk — i stedet for at tage lidt her og lidt der, så alle bare skulle løbe meget hurtigere, besluttede vi os for at lave den strategi, der hedder, at vi sparer en hel del væk. Og selvom det var noget, man havde gennemført andre steder i landet, så blev det alligevel en politisk varm kartoffel, siger hun.

– Jeg lærte meget om samarbejde og om at være velforberedt og argumentere og arbejde med data. Og jeg lærte at få kigget på en organisation fra flere forskellige vinkler. Den øvelse, vi havde gang i med de besparelser og de ting, der sker i organisationen rent følelsesmæssigt, er jo mange af de ting, jeg har taget med mig i forhold til det, jeg laver nu, fortæller Lone Holleufer.

Fravær er et fælles ansvar
Trivselskonsulentens arbejdsopgaver i dag er mange og forskellige. Den ene dag coacher hun ledere i at holde lederudviklingssamtaler, den næste dag holder hun temadag om kommunikation.

– Jeg snakker meget om, at sygdom er en privat sag, men fravær er et fælles ansvar. Hvis man er i en afdeling, hvor der er én, der har et højt fravær, så er det faktisk et fælles ansvar at sørge for, at den her person kommer til at trives noget bedre – eller kommer et andet sted hen, siger Lone Holleufer.

Inspireret af den svenske læge Johnny Johnson, der har introduceret begrebet ’langtidsfrisk’, er Lone Holleufer meget interesseret i at finde ud af, hvad der motiverer de folk, der dag efter dag går glade på arbejde – altså de langtidsfriske. I stedet for kun at have blikket rettet mod de 10 procent, der ofte er syge, vil hun prøve at se på de 90 procent langtidsfriske og bruge de erfaringer til at skabe bedre trivsel for alle.

– Vi gør blandt andet en ekstra indsats for at få personalelederne helt frem i sandalerne i forhold til at interessere sig for trivsel – de vil det rigtig gerne, og de synes, det er fedt. De spørger faktisk – hvorfor har I ikke gjort det noget før?

Jordemødres trivsel
Samtidig har Lone Holleufer gjort sig nogle tanker om trivslen for jordemødrene, og faktisk kan hun godt være bekymret for sin gamle faggruppe. Lige nu er jordemoderfaget et hårdt fag, fordi der er skåret så meget ind til benet, mener hun. Det betyder, at kerneydelsen er skrumpet så meget ind, at jordemødrene nu kun laver ganske få forskellige ting, og det har konsekvenser for trivslen.

– Politiarbejdet er meget bredt, og der er mange muligheder for at søge rundt og få nogle nødvendige pauser, og det er rigtig godt for trivslen. Den mulighed har jordemødrene ikke på samme måde, for man har sparet mange af funktionerne væk. Selvom vi er uddannet meget allround lige fra graviditet til barsel, så kan jeg blive bekymret over, at vi har så få virksomhedsområder, fordi der ikke er økonomi til mere, siger Lone Holleufer. På trods af de til tider hårde arbejdsvilkår mener Lone Holleufer alligevel, at jobbet som jordemoder er svært at hamle op med.

– Man kan ikke sige farvel til det at være jordemoder, det har man med sig. Jeg kan også mærke, at der er en vis stolthed ved at have arbejdet med det i så mange år. Jeg kan godt somme tider savne det der fantastiske samarbejde både med læger og andre jordemødre. Og så savner jeg det lille øjeblik, hvor barnet bliver født, og jeg løfter det op til faren og moren — det lille øjeblik vil for mig altid være noget særligt, fortæller politiets jordemoder med et smil.