Alle har et bristepunkt

Leder af ̒Institut for belastningspsykologi ̒ Rikke Høgsted uddyber her nogle af de pointer, som hun holdt oplæg om på november måneds medlemsmøde i Jordemoderforeningen. Hun vil gerne have alle til at være opmærksomme på, at medfølelsestræthed er en indbygget risiko i et job som jordemoder.

Omsorgstræthed. Sekundær traumatisering. Udbrændthed. Medfølelsestræthed.

Kært barn har mange navne, plejer man at sige. Men der er nu ikke meget kært ved medfølelsestræthed, som psykolog Rikke Høgsted finder det mest passende at kalde fænomenet. Som stifter og leder af ̒Institut for belastningspsykologi ̒ og forfatter til både et grundkursus og en grundbog om belastningspsykologi er hun en af Danmarks førende eksperter i, hvordan man håndterer at være fagperson med et psykisk krævende job.

Med den baggrund holdt hun halvanden times oplæg for de 120 deltagere på Jordemoderforeningens medlemsmøde i november 2021. Og nu har hun sagt ja til at uddybe nogle af de pointer, hun kom med på sit oplæg, til resten af foreningens medlemmer via et interview i Tidsskrift for Jordemødre.

Ingen ridser i neglelakken

Da jeg møder hende i hendes lejlighed i Carlsbergbyen i København, åbner hun døren for mig med et stort smil. Hun er stadig i gang med at børste hårene af blusen efter et besøg hos frisøren, og er det okay, at hendes teenagedatter lige lakerer hendes negle, mens vi laver interviewet? For hun skal sidde placeret i en sofa i flere timer i træk dagen efter sammen med Søren Brostrøm, og så er man jo nødt til at se ordentlig ud. Mens datteren forsøger at holde styr på sin mors hænder, så neglelakken kan tørre, forsøger Rikke Høgsted at bladre i sin bog og fremvise illustrationer og afsnit, der kan fremhæve en af hendes pointer i interviewet. Og pointer har hun mange af. Men den måske allervigtigste er nok, at alle mennesker har et bristepunkt. Eller som hun formulerer det på engelsk:

– We all got a breaking point. Og hvis man arbejder i et felt, hvor ens kerneopgaver betyder, at man bliver traumeeksponeret, eller hvis man har et arbejde med høje følelsesmæssige krav, så vil man blive påvirket før eller senere.

Det argument bakkes op af en nylig undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Den blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ̒The Lancet ̒ og viste, at personer, som er ansat i jobs med høje følelsesmæssige krav, har 1,55 gange højere risiko for langvarigt sygefravær end personer, som arbejder med lave følelsesmæssige krav.

Grøn, rød og blå zone

I en ideel verden arbejder og bevæger vi os alle i det, som Rikke Høgsted kalder ̒det grønne felt ̒. (Se figur). Her er vi engagerede, men rolige, kompetente og udviser medfølelse, mens vi samtidig trækker på vores faglighed og er løsningsorienterede.

– Det er her, vi er professionelle. Og det er selvfølgelig her, vi helst skal være. Men når man arbejder i et felt med høje følelsesmæssige krav og en grad af traumeeksponering, som fx som jordemoder, så kan der ske det, at man bliver ramt af medfølelsestræthed.

De mest udsatte
Ifølge Rikke Høgsted er medfølelsestræthed en indbygget risiko i et job som fx jordemoder. Men særligt to grupper er ekstra i farezonen; juniorerne og seniorerne:

Juniorerne har høje forventninger og krav til sig selv. Og så er de ofte det, man kalder ̒tvungent passive ̒. Hvis en akutsituation opstår under en fødsel, vil de mest erfarne kræfter typisk træde til. Yngste kvinde på fødegangen vil ofte blive placeret på sidelinjen, og det kan efterfølgende resultere i en følelse af magtesløshed. Det er mentalt hårdt.

Seniorerne er ramt af akkumuleret pres. Det har dryppet på dem i årevis, og en dag rammer den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.
Hvad kan du selv gøre?
Træk vejret dybt, når det brænder på. Ryst evt. oplevelser af dig helt fysisk.

Øv dig i at føle med dine patienter, ikke føle som dem.

Tænk anerkendende om dig selv og dine kolleger. De fleste gør faktisk deres bedste.

Hold pause i pauserne og snak om strikkeopskrifter eller lignende i stedet for at ̒blive på arbejde ̒ i pauserne.

Mærk løbende efter, om noget ændrer sig i dig selv. Er du begyndt at mangle overskud til sociale aftaler? Orker du ikke sex eller intimitet med din partner? Sover du dårligt? Måske har det altid været sådan, og så er det bare sådan, du er. Det store spørgsmål, du løbende bør stille dig selv, er: ̒Plejer jeg at have det sådan her?
Ledernes opgave
Som leder kan du for at forebygge medfølelsestræthed:

Sørge for tydelige mål og opgavebeskrivelser

Etablere mentor-/buddyordninger

Sikre faglig kompetenceudvikling blandt dine medarbejdere

Facilitere samtaler om de 10 procent sværeste opgaver i teamet

Selv have en god sparringspartner, der kan hjælpe dig med at tænke over, hvornår du ̒bliver blå ̒, fordi dine medarbejdere ̒bliver røde ̒.

Når det sker, vil man enten begynde at overeller underinvolvere sig i ens patienter. Hvis man overinvolverer sig og bevæger sig over i det, jeg kalder det røde felt, bliver man næsten mere pårørende end professionel. Man begynder at se sine patienter som ofre, man dramatiserer situationer, man tager arbejdet med hjem, man kan begynde at trække sig fra sociale aftaler og måske lide af søvnløshed. Hvis man omvendt underinvolverer sig og bevæger sig i retning af det blå felt, så viser det sig som ligegyldighed, at man bagatelliserer eller benægter patienternes situation. Man bliver måske forrået og begynder at forholde sig kynisk  til situationen, forklarer Rikke Høgsted.

Om man over- eller underinvolverer sig under pres afhænger af både organisationen, gruppen og den enkelte person.

De sværeste 10 procent

– Det er ikke sådan, man pludselig er fanget i det blå felt og vil være underinvolveret i al fremtid fra nu af. Som fagperson vil man typisk bevæge sig ind og ud af felterne. Måske aflyser man sin egen ugentlige svømmetid for at presse en tid ind til en gravid, som man er begyndt at overinvolvere sig i. Så bliver hun væk fra den aftalte tid uden at melde afbud, og så ryger man lige over i det blå felt, hvor man distancerer sig, bliver mekanisk og mener, at det hele alligevel er hendes egen skyld. Det er helt naturligt. Men målet er, at vi skal være så meget som muligt i det grønne felt. For det er der, vi er professionelle og trives, siger Rikke Høgsted.

I det grønne felt hersker en form for balance, som sikrer, at man kan holde til sit arbejde, gøre det godt og her hersker også den højeste grad af patientsikkerhed. – Men hvordan holder vi så flest mulige mest muligt i det grønne felt, spørger Rikke Høgsted og er allerede i gang med at bladre i sin bog efter en såkaldt IGLO-model til at besvare spørgsmålet.

Hun afbrydes af datteren, der må hæve stemmen og kræve, at der ikke bladres mere, før neglene er HELT tørre. Rikke Høgsted opgiver at lede videre i bogen og forklarer i stedet:

– Det er vigtigt at forstå, at det her ikke kun forekommer på individniveau. Hele vagthold kan ̒blive blå ̒. Og som kolleger har vi et medansvar. Vores psykiske arbejdsmiljø skaber vi sammen. Et af mine vigtigste råd er fx, at man skal fordele de sværeste opgaver, siger Rikke Høgsted og uddyber:

– Man kan have en tendens til at tro, at det at blive ramt af medfølelsestræthed og sekundær traumatisering kun sker for nogle mennesker. Men der tager man fejl. Det sker for den, der var så uheldig at have vagten, den dag det voldsomme skete. Så hvis vi skal passe på hinanden i et team, så skal vi have alle på banen og fx sætte os ned og tale om, hvad, vi i vores team synes, er de ti procent sværeste opgaver. Så vil vi opdage, at Hannes hadeopgaver måske er noget, jeg synes, er fine opgaver, og så kan vi jo fordele dem mellem os uden problemer. Men de ti procent, som alle synes, er de sværeste, dem skal vi fordele mellem os alle sammen og dem må ingen være alene om. Ellers går det galt før eller siden.

Ville også ske uden travlhed

Neglene er tørre, og datteren er ved at transformere sig fra negleteknikker til makeupartist, for Rikke Høgsted skal også fotograferes til artiklen. Men her til sidst har hun lige endnu en vigtig pointe, som hun synes, vi må have med i artiklen:

– Medfølelsestræthed behøver i sig selv ikke at handle om normeringer og travlhed. Den øgede arbejdsmængde og travlhed, der er i mange omsorgsfag i dag, kan i hverdagen imidlertid komme til at skygge for fænomenet medfølelsestræthed. Men den spontane abort er trist, lige meget hvordan normeringen er. Der er nogle indbyggede følelsesmæssige krav i et job som jordemoder. Og de krav kan du blive syg af. Det er det vigtigt at være opmærksom på. Travlhed eller ej.