Med dr. med. Nils Bergman trygt ved hånden er 300 jordemødre, sundhedsplejersker, neonatalsygeplejersker m.fl. kravlet ind i rygmarven og hjernestammen på den nyfødte. Her hvor de tidligste reflekser og det autonome nervesystem befinder sig.
Det er her, uden for vores umiddelbare kontrol, at de neurologiske processer foregår, som bestemmer, om vi bliver socialt veludviklede, følelsesmæssigt tilpassede, velnærede og harmoniske børn. Og det er i den første fysiske kontakt med vores mors krop, at alle de hormonelt betingede tandhjul, som bestemmer denne udvikling, begynder at snurre.
– Omgivelserne styrer barnets adfærd, og adfærden sikrer derefter opfyldelsen af barnets biologiske behov, siger Nils Bergman.
Med det mener han, at mors krop er den katalysator, der får det hele til at ske, fordi den uforstyrrede hud mod hud-kontakt udløser de nødvendige mængder af oxytocin, der får mor og barn til agere præcis som naturen har brug for.
Vigtige signaler til hjernen
Nils Bergman viser et billede af en pc’s indre. En rodebunke af ledninger og kabler, der skal være forbundet korrekt for at maskinen fungerer. Præcis det samme gælder for en babyhjerne, hvor millioner af neuroner farer forvildede rundt i timerne, dagene og ugerne efter fødslen.
De neuroner, der ikke bliver knyttet til en nervebane, går til, for som Nils Bergman siger: ’neurones are suicidal.’ Omvendt vil de neuroner, som bliver aktiveret, finde deres plads i det store neurologiske kredsløb, der, hvor nervebaner knyttes sammen, hvor nødvendige væksthormoner og fordøjelsessystemet aktiveres og hvor sansninger bliver til erfaringer, der lagres i hukommelsen.
– Kvaliteten af moderens omsorg kan derfor aflæses direkte på en hjernescanning, siger Nils Bergman og forklarer at det handler om ’firing the wiring.’ Altså at få sat fut i forbindelserne lige fra starten.
De første afgørende sansninger, der lagres direkte i amygdala er lugten af mors mælk og fornemmelsen af hudkontakt, og fra da af ligger forbindelsen til andre dele af hjernen åben.
– Kvaliteten af de sansepåvirkninger, vi udsættes for som nyfødte, afgør, hvordan vi kommer til at fungere som voksne, siger Nils Bergman.
Så der er altså meget på spil i tiden umiddelbart efter fødslen. Det handler ikke kun om ernæring, når et barn bliver ammet. Det handler i lige så høj grad om de helt basale sansepåvirkninger, barnet samtidig modtager.
– Hvis man adskiller mor og barn i den periode, forstyrres udviklingen, og man risikerer at skade barnets evne til selvregulering senere i livet, understreger Nils Bergman, der derfor mener, at der skal tungtvejende grunde til at fjerne en nyfødt fra sin mor, og at den, der gør det, påtager sig et meget stort ansvar.
Afbrudt søvn forstyrrer processen
Nils Bergman forklarer, at en tryg og uforstyrret søvn også er en væsentlig ingrediens i hjernens primære udvikling, da det er under den dybe REM-søvn, at alle nye nerveforbindelser bliver etableret. Vækker man en sovende baby, kan det i realiteten betyde, at man afbryder en neurologisk proces og griber forstyrrende ind i hjernens udvikling.
Ifølge Nils Bergman er den nyfødtes naturlige søvncyklus på omkring en time, og den dybe REM-søvn opnås bedst, når barnet er i fysisk kontakt med sin mor.
– Det er hud mod hud-kontakten, der sikrer REM-søvnen, og barnet skal vågne af sig selv, siger han og tilføjer, at præmature børn i kuvøse udvikler sig langsommere end præmature børn, der får lov at have hud mod hud-kontakt med forældrene, netop fordi kuvøsebørnene sjældent når ned i den vigtige REM-søvn.
Han henviser til en videnskabelig artikel, han fik offentliggjort i Acta Paediatrica i 2004 om kængurumetoden.
Konklusionen heri er, at for tidligt fødte er meget længere om at blive stabile i en kuvøse, end når de befinder sig hud mod hud med deres mor.
– Altså det modsatte af, hvad de fleste af jer har lært, siger han og sammenfatter:
– We are, what we are, because of our mother’s body. The more separation, the more load.
Og hvordan den viden skal bruges, vil han lade være op til hver enkelt.
– Jeg kan kun give jer de videnskabelige svar og ud fra dem konkludere, at det vi gør i dag er forkert. Jeg håber, at jeg med mit indlæg har fået jer til at ønske en forandring, men hvordan det skal foregå, må I selv regne ud, siger Nils Bergman.
Gå hjem og kig på rutinerne
Lillian Bondo, formand for Jordemoderforeningen, griber straks bolden.
– Med den viden, vi har fået serveret her, er der ting, vi skal have lavet om. Jeg håber, at alle deltagere, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, neonatalsygeplejersker, vil gå hjem og se på deres rutiner med henblik på at undgå adskillelse af mor og barn og med henblik på at øge hud mod hudkontakten, siger hun.
– Nogle fødesteder er langt med at ændre på rutinerne ved det elektive sectio, andre mangler at implementere, at et rask barn som det mest selvfølgelige lander hud mod hud ved mors bryst, mener Lillian Bondo.
Hvis der stadig er rutiner, der taler mod denne livsvigtige kontakt, er det på tide at tage samtalen i det lokale arbejde, med henvisning til den viden, der findes på verdensplan, fortsætter Lillian Bondo. Hun forestiller sig også, at rutinerne kan ændres umiddelbart i forbindelse med mere akutte forløb, så adskillelsen minimeres.
– Overvej om ikke overvågningen kan foregå, imens barnet ligger hos moderen. Overvej om vi ikke lige så godt kan give vejrtrækningsstøtte på mors mave som på Sechers bord, opfordrer Lillian Bondo, der føler sig fagligt beriget efter dagens indlæg.
– For mig er det en kulturel omvæltning. Jeg vil aldrig kunne være jordemoder på samme måde igen med det, jeg ved nu, siger hun.