Inden Herlev Sygehus besluttede sig for at indføre en ordning, hvor abortvæv bliver brændt og asken nedsat i børnefællesgraven på gladsaxe Kirkegård, havde ledelsen, personalet på gynækologisk/ obstetrisk afdeling og hospitalspræsten været igennem en lang række etiske overvejelser.
Baggrunden for ordningen var et ønske om at vise omsorg over for den kvinde eller de forældre, som står i en svær situation. Det kunne både være efter en spontan abort eller efter en provokeret abort. Hospitalspræst Tom Kjær, som har arbejdet på Herlev Sygehus i ti år, var en af initiativtagerne til ordningen.
– Det skete to-tre gange om året, at en kvinde ringede, lidt forsagt og med gråd i stemmen, og sagde, at ’for et par år siden mistede jeg en lille ude hos jer, og da havde jeg ikke overskud til at beslutte, hvad der skulle ske med den’. Første gang jeg fik sådan en henvendelse, måtte jeg lige finde ud af, hvad der skete med aborterne. Jeg måtte jo sige til kvinden som det var, at den var blevet brændt sammen med andet patologisk materiale. Jeg kunne høre, at det var grimt. Hun græd og sagde: ’Hvorfor gjorde jeg det også, jeg er en forfærdelig mor’, fortæller Tom Kjær.
Et fokus for tanker og minder
Da ordningen blev indført, var abortgrænsen 28 uger mod 22 uger i dag. Al fostervæv fra aborter foretaget på Herlev Sygehus kom med det øvrige kliniske risikoaffald til I/S Vestforbrændingen. Tom Kjær oplevede, at for nogle enkelte var den procedure et problem. Han tog derfor initiativ til en drøftelse af problemstillingen med ledelsen på gynækologisk/ obstetrisk afdeling, og alle var enige om, at dette problem ville man gerne gøre noget ved.
– Vi blev enige om, at vi ville bortskaffe abortvæv på en anden måde. Der skulle ikke være noget religiøst i det, vi ville bare gøre det på en måde, så vi ikke skulle sige, at det var endt på Vestforbrændingen, forklarer Tom Kjær. Målet var at give de berørte mulighed for en afslutning af forløbet og at tilbyde dem et bestemt sted, hvor de kan gå hen og forholde sig til det, der er sket. På den måde får forældrene et fokus for deres tanker og følelser. For nogle er det et fokus for en stærk sorg over et barn, der ikke blev til noget, for andre er det sorg over, at de var et sted i deres liv, hvor de ikke kunne få det barn.
Begravelse — også en mulighed
Det er alene fostre over 22 uger eller fostre, der har vist livstegn, der er omfattet af begravelsesloven. Alt andet bliver ifølge Tom Kjær betragtet som ikke-liv, og man kan derfor gøre med abortvævet, hvad man vil. Er fostret under 22 uger kan man få en nedgravningsattest, hvor jordemoder eller læge skriver under på, at fosteret er så og så mange uger gammelt. Attesten gør det muligt at begrave eller bisætte fostret, og man får begravelseshjælp.
– Hvis man ønsker hjælp til at få fosteret begravet så hjælper vi, uanset fosterets alder. Vi betragter det egentlig som en bortskaffelse på en mere værdig måde — for de få, der har problemstillingen. En ceremoni finder kun sted, når folk ønsker en særskilt begravelse. Flertallet har ikke særlige ønsker og synes jo derved, at det, vi gør, er udmærket. Når jeg taler med folk, som har mistet spontant eller provokeret og fortæller om den ordning, vi har, så siger de: ’Nåh, hvor var det godt, fordi jeg lå og tænkte på, at det bare ville blive smidt ud. Det er godt, at det ikke sker’, fortæller hospitalspræsten.
Hvad hvis man ikke er kristen?
– Vi overvejede, om vi krænker nogen. Muslimer krænker vi under alle omstændigheder ved at brænde fostrene, da ligbrænding ikke finder sted blandt muslimer. Men det problem løser vi ved individuelle begravelser. I dag samarbejder vi med imamer, som gør det samme som jeg, når forældrene har et behov for særskilt begravelse af fostre. Hverken præsten eller imamen har pligt til at gøre det, men vi gør det, fordi det betyder noget for forældrene, siger Tom Kjær. Han påpeger, at der ikke findes ikke-kirkelige begravelsespladser i Danmark. Derfor begraves muslimske børn og fostre på kristne kirkegårde.
Information om ordningen
Kvinderne bliver informeret om, hvad der sker med abortvævet — uanset fosterets alder.
– Mange steder bliver folk informeret ved at få en pjece i hånden. Vi har valgt at give information i mundtlig form, fordi folk i disse situationer er følelsesmæssigt påvirkede og derfor har svært ved at forholde sig til skriftlig information. Alle skal have den nødvendige information om, hvad vi gør, og det skal de have af den sygeplejerske, læge eller jordemoder, som nu tager sig af dem. På den måde sikrer vi bedst, at alle er informeret, understreger Tom Kjær.
Fakta
Al abortvæv fra aborter på amtssygehuset i Herlev, lægges i særlige bøtter af miljørigtigt materiale, der opbevares i to måneder i en fryser hos kvartermesteren i kapellet. Baggrunden for at vævet gemmes i to måneder er, at nogle skifter mening og gerne vil have lavet en særskilt begravelse. Det sker et par gange om året, især ved de sene provokerede aborter på grund af misdannelse eller de sene spontane aborter. Når kvinden ved samtalen efter seks uger får patologisvar med mere, sker det, at forældrene ændrer opfattelse og ønsker begravelse.
To til tre gange om året pakker kvartermesteren en voksenkiste med bøtter og transportkasser. Voksenkisten er valgt, fordi brændingen skal foregå på en ordentlig måde. Kisten bliver lukket, og så kommer enten hospitalspræsten eller oversygeplejersken fra gynækologisk/ obstetrisk afdeling og får en kvittering på, at de har modtaget kisten. De kører med ud på krematoriet og afleverer kisten. De har en seddel med på, hvilke aborter, der er i kisten, og de indestår for, at det er fra Herlev Sygehus og er fra en angiven periode. Sedlen stemples og returneres til kvartermesteren fra kapellet på Herlev Sygehus.
Baggrunden for at der er personale med til krematoriet er, at man ønsker, at der er et vitterlighedsvidne med, der kan indestå for, at det er gået ordentligt til. Det hænger også sammen med, at der ingen fredning er af en lukket kiste – enhver må lukke en kiste op.
Asken begraves på børnefællesgraven i den anonyme del. ønsker kvinden eller forældrene efterfølgende et sted at gå hen, kan præsten eller kvartermesteren efter kontakt til krematoriet oplyse, hvor asken for den angivne periode er nedgravet.
Lov om begravelse og ligbrænding gælder for lig. Fostre, der er over 22. uge er børn i lovens forstand, og de skal derfor begraves eller bisættes. Det samme gælder fostre under 22. uge som har vist livstegn.
Ordningen med nedgravningsattester blev indført i 1950’erne, før den fri abort. I skarnkasser fandt man fostre, og det gav anledning til unødige politiundersøgelser. Derfor udstedte Kirkeministeriet et cirkulære om, at kirkegårdene kunne modtage fostrene til nedgravning. Hvis forældrene ønsker begravelse eller bisættelse for et foster under 22. uge, som ikke har vist livstegn, skal der udstedes en nedgravningsattest.
Kilde: Tom Kjær og Kirkeministeriet.