Omtanke ved livets start og slut

Jordemødre tog på restaurant og satte arkitektur og indretning af vores fødeafdelinger på menuen. Inspirationen til emnet er hentet i tankerne bag indretning af hospices.

I forlængelse af Jordemoderfagligt Selskabs Sandbjergseminar i marts, hvor overskriften var ”tag tyrene ved hornene - fremtidens fødesteder til debat”, var der igen den 28. august inviteret til diskussion under overskriften ”Når fødsels- og hospicetanker krydser hinanden”.

Valget af overskrift var begrundet i ønsket om at tydeliggøre de to uløseligt sammenhængende sider af vores liv. Måske de to allervigtigste.

Efter flere år er hospicetanken nu langsomt ved at manifestere sig. De fleste er enige i, at den sidste tid i et menneskes liv, hvor døden nærmer sig, ikke skal foregå tilfældigt. Her er omgivelserne sat højt på prioriteringslisten.

Der sker langsomme fremskridt, men det er klart en inspirator for os jordemødre ligeledes at diskutere, hvorledes vi vil byde kommende børn velkomne i denne verden.

Et skridt på denne vej er at sætte fokus på, hvorledes vi indretter vores fødeafdelinger.Tag ansvarIdeer til indretning af fødeafdelinger og vores arbejdsstruktur var den faglige menu denne aften, hvor rammerne var sat på en af Århus’ bedste restauranter ”Svineriet”. Ønsket var at skabe en spændende inspirationsaften, hvor der var mulighed for en god debat i nogle rammer med nogle gode mennesker, med god mad og god vin. Altså et forsøg på at skabe en god oplevelse på flere niveauer, og det så ud til at lykkes for de 36 deltagere.

Overlæge Birgitte Bruun Nielsen fra Skejby Universitetshospital var første oplægsholder. Hun tog os denne aften med en tur til London, til Sct. Thomas hospital for at vise os, hvorledes det kan lade sig gøre at opdele en afdeling med 6.000 fødsler i en specialafdeling og en ”home to home-afdeling” for normale fødsler. På sidstnævnte afdeling var jordemødrene ansat på forskellig vis med alt fra almindelige treholdsskift til teams bestående af to jordemødre, der hver har ansvaret for 2-3 gravide kvinder pr. måned. Sidstnævnte varetog graviditet, fødsel og barsel hos disse kvinder. Generelt var jordemødrene specialiserede inden for flere felter, og der var tradition for, at man cirkulerede hver sjette måned. Birgitte Bruun Nielsen opfordrede os til, at vi ligeledes fik defineret vores mange spændende områder og tog ansvar for dem. Derved opfyldte vi også ønsket om varierende opgaver i arbejdet, som mange efterspørger.Helbredende arkitekturArkitekt Tine Villemoes tog os på en inspirationstur i arkitekturens verden. Fokus var her på den helbredende arkitektur, på, hvorledes farver, lyd og lys har indflydelse på vores trivsel og på hvordan, vi skal tænke fødsler ind her. Tine Villemoes viste flotte billeder af bygninger, hvor overgang mellem inde og ude var brudt, og hvor betydningen af naturens nærvær for stressede mennesker blev virkelig. Ordet ”rum” fik pludselig en helt ny betydning.

Vi talte om de fysiske fire vægge og om, hvad vi gjorde eller ikke gjorde ved dem, men det var det ”rum”, som vi signalerede til de gravide og deres familier, der var interessant.

Et tydeligt krav til det ”rum” skal kunne give dem oplevelsen af ejerskab. De kommer for at opleve det største og - for en del - det sværeste i deres liv. Her er ikke tale om plads til tilfældigheder.

Ligeledes var det en ide, at vores remedier var mere appetitvækkende. Man skulle få lyst til at indtage dem og bruge dem.

Over den gode mad blev der hyggesnakket, og aftenens emner blev vendt og drejet. Det stod klart, at der er behov for yderligere inspiration, og at der er lyst til lignende arrangementer.

Jeg siger tak for godt samarbejde med Jordemoderfagligt Selskab. Tak til de to foredragsholdere og de deltagende for godt arrangement, til restaurant ”Svineriet” og til sponsor GM Medical for deres sponsorstøtte.

Læs mere om arrangementet på www.jordemoderforeningen.dk/Jordemoderfagligtselskab.