Nej til rollen som "bad guy"

Professor i indvandrermedicin, Morten Sodemann, er en

af de skarpeste kritikere af den nye tolkelov. Den ødelægger

forholdet imellem patient og læge, advarer han.

En lille bizar lov vedtaget mod bedre vidende. Sådan karakteriserer professor i indvandrermedicin, overlæge Morten Sodemann, den nye tolkelov, som trådte i kraft 1. juni fulgt af en skarp kronik fra professorens side i Politiken:

”Loven er sundhedsskadelig for en lille udvalgt gruppe af særligt skrøbelige borgere, og den er skadelig for læge-patient-forholdet på et område, hvor der i forvejen er barrierer nok,” noterer han og beskriver den gruppe patienter, loven rammer, som usikre, angste, fattige, ensomme analfabeter, der alle som én bekræfter, at der altid er en grund til, at man ikke lærer sproget i sit nye land.

Problemet er, ifølge Morten Sodemann, at det er lægen – eller eventuelt jordemoderen – der skal bestille tolk, når behovet vurderes at være til stede. Dermed vil patienten opleve, at lægen påfører dem en udgift, som patienten ikke i alle tilfælde er enig i, er nødvendig, og selv om det i praksis er regionen, der efterfølgende står for opkrævningen af gebyret, er det lægen, der vil fremstå som ’the bad guy.’

- Jeg ved, at det vil give ballade, hvis vi bare bestiller tolk. Ligesom hvis man får en parkeringsbøde, man er uenig i. Det kommer til at hænge på mig som læge, fordi patienten vil anse mig som utroværdig, påpeger Morten Sodemann i en artikel i Ugeskrift for Læger.

Værre end forventet
Hidtil har han ikke kunnet trænge igennem med sit argument hos Indenrigsog Sundhedsminister Bertel Haarder (V), der fastholder, at loven ikke bør være noget lægeligt problem, eftersom det er overladt til regionerne at kradse pengene ind. Siden loven trådte i kraft har Morten Sodemann derfor registreret de konsekvenser, han oplever på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.

- Det er betydeligt værre end forventet. Lige nu ringer vores patienter i vidt omfang og aflyser de undersøgelser, der er aftalt – mavescanninger for eksempel, hvilket jo kan være relativt alvorligt, siger han.

Morten Sodemann mener også, at landets jordemødre bør være på vagt i håndteringen af de nye betalingsregler.

- Der er mange studier*, der viser, at visse etniske grupper har en højere perinatal dødelighed end andre, og at det kan tilskrives for lidt brug af tolke til svangreundersøgelser. Så det er efter min opfattelse ikke korrekt, at jordmødre ikke har et problem. Det har de, for der bestilles i forvejen alt for sjældent tolk til svangreundersøgelser, oplever Morten Sodemann.

Morten Sodemann er lektor i Global Health ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet og leder af Indvandrermedicinsk klinik ved Odense Universitetshospital. Klinikken har eksisteret i to år og har hidtil været en succes. Morten Sodemann modtog Dagens Medicins Lighedspris i 2010 for sin indsats for at sikre behandling til langtidssyge indvandrere. Morten Sodemann er desuden overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.

* Patient Education and Counseling 81 (2010) 187–191: ’Language barriers and the use of interpreters in the public health services. A questionnaire-based survey’ ved Emine Kale, National Center for Minority Health Research (NAKMI), Oslo University Hospital, Ullevaal, Oslo, Norway, og Hammad Raza Syed,Veum Hospital, Department of Psychiatry, Frederikdstad, Norway